Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Regeringen skulle have spurgt mig, før de gik ind i både Irak og Afghanistan, for jeg kunne have forudset det hidtidige udfald! Det er ikke bare i storpolitik, jeg ved bedst! Det er også i arbejdslivet og i privaten! Denne "jeg ved bedst" mentalitet er blevet styrket betydeligt ved mødet med Martinus Åndsvidenskab. Det har forfinet og væsentligt forstærket mit "klarsyn" på rigtig mange områder i livet, så jeg nu endnu bedre ved bedst. Årsags- og virkningsloven – som du sår, skal du og høste – skærer det nærmest ud i pap, hvad virkningen vil være af masser af handlinger. Den afslører, at vi jordmennesker er "håbløst" involveret i årsags- og virkningskæder, der må ende i lidelser. Lad være med dit! Lad være med dat! Det der synes jeg ikke, du skal gøre! Lad være! Som en "jeg ved bedst" person, får man lyst til at lovgive og forbyde sig ud af alt, hvad der med næsten sikkerhed fører problemer og lidelser med sig.

Det kan lyde som en vittighed, men problemet eller udfordringen er reel nok. Hvis et menneske har flere lidelseserfaringer end gennemsnittet i en befolkning, da vil et sådant menneske også kunne forudse flere sammenhænge, hvor noget vil gå galt. Samfundet selv udtrykker dette på flere områder. Ministerier, politi, retsvæsen, sygehusvæsen, arbejdsmiljølovgivning, sikkerhedsorganisationer, antirygekampagner og ernæringsråd m.m. er på hver deres måde med til at stoppe/modvirke virkningerne af forskellige former for uvidenhed og mangel på lidelseserfaringer blandt en nations borgere. Samfundet besidder i kraft af erfaringer og videnskab en viden, der på mange områder kan mildne virkningerne af borgernes personlige skæbne, hvis de er modtagelige.

En "jeg ved bedst" person kan fra tid til anden blive vældig frustreret, for videnskabens viden er ofte helt utilstrækkelig! For et stykke tid siden blev en, jeg kender, opereret for kræft i endetarmen. Stor var glæden over, at operationen var vel overstået, og at patienten igen og med lyst på hospitalet kunne tage føde til sig – kød, brun sovs og kartofler – ned i en netop opereret tarm.

Der er en interessant åndsvidenskabelig pointe. Naturvidenskab / ernæringsvidenskab / sygdomsvidenskab er også og selvfølgeligt baseret på lidelseserfaringer. På rygningens område er sammenhængen gennemskuet og dokumenteret, og der er ret så direkte og skrappe kampagner på området. Alligevel ryger masser af mennesker. På ernæringens område er det langt sværere at påvise sammenhænge endsige forske i det, fordi op imod 95 % af en befolkning spiser kød som noget aldeles naturligt og dertil af stor lyst – det gælder også forskerne selv. De videnskabeligt påviselige sammenhænge mellem kødspisning og f.eks. visse tarmkræftsygdomme begynder dog at komme. Åndsvidenskabeligt set vil det være hvert enkelt menneskes lidelseserfaringer, der langsomt og som en organisk proces vender udviklingen på dette område såvel som på alle andre områder. Kampagner og oplysning fra samfundets side virker kun inden for de rammer, som hvert enkelt menneskes lidelseserfaringer dækker.

Det skal et "jeg ved bedst" menneske også forstå, og det er da for mit eget vedkommende i mange sammenhænge også forstået, især i de nære personlige relationer. Familie, venner og bekendte; det er indlysende, at man ikke kan få dem til f.eks. at holde op med at spise kød, når bare fortællinger om lækre kødretter, de har tilberedt og spist, får deres mundvand til at løbe.

"Jeg ved bedst!". Det har absolut en klang af noget brovtende og selvhævdende. Historien er da også fyldt med skræmmende eksempler på denne mentalitet. Stalin og Hitler f.eks. Den rette historiske timing og et "jeg ved bedst" magtmenneske. Det er opskriften på helvede og dermed lidelseserfaringer af den rigtig grimme slags. Af asken fødtes mennesker med en ny "jeg ved bedst" mentalitet. Aldrig mere krig! Antikrig! Aldrig mere følge en despot! Aldrig mere massesuggestion! Den indstilling var der mange mennesker, der havde også i Tyskland, før Hitler kom til magten. De kunne se, med deres "jeg ved bedst" mentalitet, at den fyr ville trække blodspor over Europa, godt hjulpet af millioner af mennesker, der med deres "jeg ved bedst"-mentalitet kun kunne se Hitler som en redningsmand midt i en håbløs situation.

"Jeg ved bedst" mentalitet handler om personlig dømmekraft på mange forskellige udviklingstrin. Mennesket er af sin skæbne tvunget til at handle ud fra sin "jeg ved bedst" mentalitet på ethvert udviklingstrin og i enhver sammenhæng. Martinus havde i dette lys en suveræn "jeg ved bedst" mentalitet. Men hvordan brugte han den? Det må være det, der er det afgørende at vide noget om.

Martinus peger på Kristus' handlemåde og personlige gudsforhold som et eksempel til efterfølgelse og foreløbigt udviklingsmål for os jordmennesker. Ikke i form af tro og religion, men i form af åndsvidenskab. Jesus Kristus havde denne grundindstilling til tilværelsens udfordringer: "dog ske ikke min, men din vilje". Hvordan kombinere "jeg ved bedst" med "dog ske ikke min, men din vilje"? Det kan lyde som uforenelige modsætninger! Eller er de to udsagn i virkeligheden hinandens forudsætninger? Vi skal vel bringes frem til et meget højt "jeg ved bedst" niveau for netop at vide, at man ikke kan ønske sig noget bedre end at indrette sin vilje efter Guds vilje. Altså nu "ved jeg bedst", "at ske ikke min, men din vilje" er bedst. Der er jo ikke tale om at se på Kristus som et viljeløst menneske eller et menneske, der vælger viljesløshed! Der er tale om et menneske med en enorm og fuldkommen evne til viljeudløsning. En enorm og fuldkommen "jeg ved bedst" evne i dette udsagns smukkeste forståelse. Det er denne evne, der i enhver sammenhæng kun må bruges i næstekærlighedens tjeneste.

Det enkelte menneske kan ikke blive "et med Gud" uden at have lært at tjene sin næste. At blive "et med Gud", at få "kosmisk bevidsthed", som Martinus kalder det, er at have indarbejdet evnen "dog ske ikke min, men din vilje" til fuldkommenhed. Det er et menneske, der i enhver sammenhæng ønsker at bruge sine evner på en måde, der er til glæde og velsignelse for omgivelserne, og i den sammenhæng spørger Gud om vejledning. En Gud som Kristus udtaler at være ét med.

Når jeg skriver, at regeringen bare skulle have spurgt mig om udfaldet af krigen i Irak og Afghanistan, så skrev jeg forsigtigt "hidtidige udfald". Jeg kender jo ret beset ikke Guds plan med disse og andre krige. Jeg ved, at begge krige blev besluttet, da der i Danmark og USA regerede et par ret krigstroende "jeg ved bedst" ledertyper – Fogh Rasmussen og Bush. Fogh Rasmussen blev siden generalsekretær for NATO. Målet var bekæmpelse af terror og udbredelse af demokrati. Jeg tænkte, mon disse lande er klar til demokrati, når man betænker, hvor opsplittede i klaner og religiøse grupperinger de er. Selv i Europa er der lande, der efter mange årtiers demokrati stadig lider under korruption og nepotisme godt hjulpet af, at et flertal i befolkningen vælger ret så udemokratiske "jeg ved bedst" ledertyper.

Uanset hvor rigtige ens "jeg ved bedst" betragtninger måtte være, må man som åndsforsker forsøge at komme videre. Det er umuligt at komme udenom det faktum, at hvad der sker i verden, det sker. Hvilke ledere, der tager hvilke beslutninger, om beslutningerne er demokratiske eller ej, om de er kloge eller uigennemtænkte, er i den sammenhæng ligegyldigt. Det kan ikke undgå at være Guds vilje! Som Martinus udtrykker det i artiklen "Guds øjne" Kosmos nr. 8, 2008: "Vi er midt i Guds væremåde, alt, hvad der foregår omkring os, er Guds manifestation eller skabelsesproces. Denne naturens eller Guds skabelsesproces viser sig at være umådelig logisk og fuldkommen".

At prøve at forstå Guds vilje, logik og fuldkommenhed her på det fysiske plan må være at tage udgangspunkt i det, som rent faktisk sker og besluttes. Det er aldrig tilfældigt! Stemninger, viljekræfter i jordklodevæsenets bevidsthed, bliver indirekte til valg af bestemte personer i bestemte embeder i bestemte lande, der tager beslutninger om invasion i dette tilfælde Irak og Afghanistan. Nogle lande går med, andre ikke. Det er led i en udvikling, hvor man som åndsforsker kun med sikkerhed kan sige, at set i et langt perspektiv vil det vitterligt føre til ordnede forhold og demokrati, samtidigt med at det på kort sigt formentlig fører til optrapning af konflikter, mere omfattende krig og deraf følgende flere lidelser. Et afgørende grundlag for et samlende stærkt og humant demokrati er borgernes oftest ubevidste lidelseserfaringer høstet i fortiden. Når jeg står på sidelinjen og har en "jeg ved bedst" mening om både det ene og det andet, må jeg erkende, at de beslutninger, som nationernes ledere tager, ligger uden for mit ansvarsområde. Det er ikke min skæbne at sidde i de positioner, der tager beslutninger om f.eks. invasioner. Dermed ikke sagt, at jeg ikke må have mine meninger om alt muligt. Det er del af demokratiet og udviklingen, at vi forholder os til det, der sker. Men dybest set ligger ansvaret for udviklingen hos Gud.

Ofte vil min "jeg ved bedst" mentalitet være udtryk for en direkte kritik af Guddommen. Jeg gør mig klogere end Gud. Jeg kommer til at kritisere den fuldkomne orden, som skæbneloven betinger, når jeg i et for snævert perspektiv mener at vide bedst for at undgå lidelse. Samtidig med at jeg erkender lidelseserfaringernes betydning for udvikling mod fred. Der er således en vældig personlig befrielse at hente i den visdom, som "dog ske ikke min, men din vilje" udtrykker. En vejviser til at forstå hvad der er mit ansvarsområde.

Der er ingen tvivl om, at vi jordmennesker har nogle alvorlige lektier at lære, der handler om afvikling af de mørke sider af "jeg ved bedst" mentaliteten. Ideen om, at man kan komme de onde til livs ved simpelthen at slå dem ihjel, er ganske enkelt at formere ondskaben. Her går "jeg ved bedst" mentaliteten hånd i hånd med en fundamental og skæbnesvanger uvidenhed. Det interessante i den sammenhæng er, at vi med udfaldet af Anden Verdenskrig har et slags bevis for, at det kan lade sig gøre. Var det ikke en forening af alle gode krigskræfter, der forhindrede overherredømme af de onde krigskræfter. Den er svær at give igen på med jordisk retorik. Dybere set er der også her tale om en konstellation af kræfter og energier i jordklodevæsenets bevidsthed. Havde vi kunnet se disse kræfter – måle og veje dem – havde vi også kendt udfaldet af krigen på forhånd. Men det ændrer ikke ved rædslerne i det ydre skue. Og det ændrer heller ikke ved, at "de såkaldte gode" vandt, og at "de såkaldte onde" tabte. Hvad vi mangler at lære er, at "de såkaldte gode" endnu har ganske meget at lære, før krigene vil ophøre med at true vores fysiske tilværelse. Historien er ikke skrevet færdig. Vores syn på ondskab er endnu relativt. Forståelsen af nødvendigheden af tilgivelse er fjern.

For åndsforskeren er der således flere ukendte faktorer, man skal tage i ed, før man udtaler "jeg ved bedst". Set fra en snæver jordisk synsvinkel vil jeg personligt undgå, at jeg selv og andre kommer til at lide, og jeg kan se, at krigen mod terror virker som at hælde benzin på et bål af fanatisme, had, vrede og magtesløshed. Men set fra et kosmisk perspektiv skal de mørke kræfter i mennesket op til overfladen og udløses. De skal fra instinktivt at regere skjult i dybet af den jordmenneskelige bevidsthed op til overfladen og frembringe de lidelser, der skaber det bevidsthedsløft, der kan forløse os fra dyrerigets primitive automatfunktioner og overlevelsesmekanismer, der står i direkte kontrast til næstekærligheden.

Verdens nationer er blevet til gennem krige mellem borgerne eller mod ydre fjender. Da Mao regerede i Kina. Da han med sine til tider vanvittige ideer f.eks. skabte hungersnød, der betød døden for millioner, da var der ingen, der kunne vide, at det var det, der skulle til for at skabe det samlede magtfulde Kina, vi kender i dag. Det er på ingen måde enden på den historie, for Kina/kineserne rummer alle de samme drømme som alle andre folkeslag. Disse drømme er på samme måde på en række områder selvdestruktive og livsødelæggende.

Når det gælder detaljerne i udviklingen. Når det gælder planen for at løfte hvert eneste menneske op til fuldkommenhed, da må jeg erkende, at jeg ikke aner, hvad der er bedst. Lige så lidt som jeg aner, hvad der for mit eget vedkommende skal til, for at jeg kan blive ledt til fuldkommenhed. Når det kommer til stykket, kan jeg i meget få sammenhænge udtale "jeg ved bedst", uden at komme i konflikt med sandheden. Måske i snævert professionelle sammenhænge, som ligger inden for mit ansvarsområde, ved jeg ofte bedst. Måske når det gælder at tage beslutninger for mit eget livs førelse. Og dog, her gør jeg givet klogt i ofte at tage Gud med på råd.