Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Inden for naturvidenskabens område er man helt klar over, hvad vi mennesker lever af. Foruden luft og vand har vi brug for fysisk næring gennem den mad, vi spiser. Og føden skal indeholde de "byggesten", der er nødvendige for at vedligeholde vor krop, men også til at opbygge f.eks. muskler samt give os energi. Man har identificeret forskellige grupper stoffer, der er vigtige for os, f.eks. proteiner, kulhydrater, fedtstoffer, mineraler og vitaminer. Og alt dette er også helt rigtigt set ud fra et rent materialistisk perspektiv. Men hvad er egentlig den inderste næring i disse stoffer? Er det noget fysisk, eller er det måske en usynlig livskraft, der findes i vore fødemidler?

Solen skaber med sine stråler og luftens kuldioxid kulhydrater ved hjælp af planternes fotosyntese. Men også fedtstoffer, proteiner og vitaminer skabes i planterne ved hjælp af solenergi og mineraler, der findes opløst i jord og vand.

Fotosyntesen er virkelig en fantastisk opfindelse! Planterne er "solfangere", der lagrer solens lysenergi som kemisk energi i form af sukkerstoffer, "bundet sollys". Dette sollys, den energi, "slippes senere fri" inde i cellen, i mitokondrierne – på en måde en "omvendt fotosyntese". På dette celleåndedrættets sidste trin er det protoner (i atomkernen), der skaber en spænding, et elektrisk membranpotentiale i cellens "kraftværk", mitokondrierne. Membranpotentialet kan derefter anvendes til at udføre arbejde, til at "skabe" ATP, et energirigt molekyle, såkaldt kemisk energi. Her ser vi, at der kræves et elektrisk potentiale, en spændingsforskel, for at "solenergi" skal kunne inkarnere i vore celler. Sandsynligvis er der også her tale om spændingen mellem tyngdeenergi og følelsesenergi. Den spænding som Martinus beskriver som ophav til al livskraft og materie.¹

I bogen, En yogis selvbiografi af Paramahansa Yogananda, gengives nogle linjer fra et foredrag, der blev holdt af en amerikansk kirurg og forsker, Dr. Geo. W. Chrile, for en samling læger den 17. maj 1933 i Memfis – en forelæsning om fødens inderste væsen. Citat: "Denne fantastisk vigtige udstråling, der udløser elektriske strømme til kroppens elektriske ledningsnet, nervesystemet, får vi som næring fra solstrålerne. Atomerne, siger Dr. Chrile, er solsystemer. Atomerne er som sammenrullede fjedre fyldt med sollysets energi. Disse utallige atomer fyldt med energi indtager vi som føde. Først når atomerne er i den menneskelige krop, udtømmes disse spæde beholdere i kroppens protoplasma (cellevæske eller cytoplasma – min anmærkning), hvor udstrålingen skaber ny kemisk energi, nye elektriske strømme"

Denne opfattelse stemmer på en måde godt med nutidens naturvidenskabelige syn på "den omvendte fotosyntese", dvs., hvordan atomerne/protonerne til sidst skaber en elektrisk spænding, en så kaldt "protongradient", i cellernes mitokondrier. Jeg vil dog påpege, at dette er en tolkning fra min side. Der er nok brug for et kosmisk glimt eller i hvert tilfælde "rigelig intuition" for helt at gennemskue disse mikrokosmiske processer.

Fra da af afholdt hun sig helt fra at spise og drikke, med undtagelse af en velsignet oblat hver dag. I juli 1927 studerede og observerede en læge og fyrre sygeplejersker hende døgnet rundt i to uger. De kunne bekræfte, at hun hverken spiste eller drak noget i denne periode, med undtagelse af oblaten. De konstaterede også, at hun havde samme vægt i perioden og ingen tegn på udtørring. Hun døde i 1962 og havde da i næsten 40 år levet af "en oblat om dagen". Men hun sagde selv, at hun levede af Guds lys.

Hver fredag gennemled hun også Kristi lidelse med stigmatisering; sår på hænder og fødder. Bertil Ekström, en tidligere medarbejder på Martinus Institut, fortalte, at Martinus havde fået et spørgsmål om, hvad Therese Neumann levede af. Og svaret blev, at hun levede af en "religiøs suggestion". Det havde sikket også noget at gøre med hendes identifikation med "Kristi lidelseshistorie", der medførte, at hun levede i en stærk religiøs atmosfære med et inderligt "bønneliv".

Der fortælles også i bogen om en kvindelig yogi, der med en speciel yogateknik lærte at leve helt uden fysisk føde. Hun levede i mere end 60 år af "luftens og sollysets finere energier", som hun mente var den egentlige ernæring.

I Det Evige Verdensbillede, bog 5, symbol nr. 67, siger han: "I plantelivsenheden på næste trin er der mindre, der skal dræbes. Det er det elektriske område i livsenheden, som bliver til næring"

Og i symbol nr. 68 beskriver han den animalske føde: "Den animalske føde har også en elektrisk kraftbølge, men den er omgivet af alt det, der skal dræbes."

Hvis man sammenligner dette med Dr. Criles syn på maden som "atomer fyldte med sollys" eller "den omvendte fotosyntese", som jeg beskrev tidligere, så ligger disse teorier meget tæt på Martinus opfattelse, at den inderste næring er en elektrisk bølge, der inkarnerer i vor krop.⁴ Alt liv, der skal indlemmes i vore kroppe, må komme fra salighedsriget – hjemsted for alle inkarnationsmodne "elektriske væsner". Her udgør maden den fysiske materie, der bliver bærer af energi – den skaber et inkarnationsklima for "mikro-ånd". Det er således madens indehold af ånd, elektricitet eller sollys af forskellige kvaliteter eller bevidsthedsarter, der inkarnerer og giver os ny livskraft.

Det blive da mere forståeligt, at Therese Neumann kunne leve af "suggestionens kraft", dvs. bevidsthedskræfter. Men naturligvis også af luft ernæringen, som jo også for os er den primære fysiske energikilde. Vi kan leve uden fysisk mad i en måned, uden vand i en uge, men kun få minutter uden luftens iltatomer. Iltatomer, der igen kan ses som mikrokosmiske sole.

Det er specielt Martinus' sammenligning mellem atomkernen og vor makrokosmiske sol, der har skabt en meget større forståelse for ernæringens inderste væsen.

Det Evige Verdensbillede, bog 5, symbol nr. 45: "Nede i vor organisme har vi disse sole eller atomer, der er samme slags kraftcentre som vores sol. Hvad er det, der sker? Der sker det, at den psykiske energi udvikles, den koncentrerer sig frem og kommer igennem atomet og ind på det materielle plan, ligesom det sker igennem solene i makrokosmos"

Her ser vi så, at det er denne solenergi eller "atomkraft", der er livskraften også for mikrovæsnerne i vor fysiske krop. Som også bliver til livskraft for os i mellemkosmos. Man skulle kunne definere livskraften eller energipåfyldningen, som vi får gennem maden, som en "gave fra salighedsriget". Det er salighedsvæsnernes ekstaseoplevelse, der skaber betingelser for inkarnation af de "mikrosole" eller atomer, der for os bliver livskraft og materie. Præcis som solen, der er det salighedsvæsen, der skaber livsbetingelser for alt liv her på jorden.