Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For en materialist er Martinus' verdensbillede den rene hokuspokus. Selvfølgelig er det det. Jeg er selv materialist, så sådan har jeg det også. Men jeg er altså også det modsatte, og det går fint. Det er ligesom to roller, jeg kan spille, og jeg har altid drømt om at overbevise materialisten i mig selv om, at han ikke skal være alt for skråsikker. Således, kære læser, er det fat med mig, og kunne det ikke være sjovt at give materialisten lidt at tænke over?

Faktisk har Martinus beredt os den smukkeste vej for netop dette formål. Han har lavet et symbol nr. 32, der hedder "De 12 grundfacitter eller livsmysteriets løsning". Her har han tegnet en cirkel og delt den op i 12 afsnit, ligesom når man deler en lagkage. Hvert stykke skal symbolisere et såkaldt "grundfacit". Lad mig bare nævne de tre første. Frit fortalt vil de fortælle dig noget om, hvad Martinus selv mente, man kunne sige om verden, og frit fortalt er det følgende:

– Gå til forudsætningerne for din videnskab, hr. Materialist, vil jeg sige. Gør du det, så viser det sig, at ingen af dens forudsætninger kan bevises. Enhver videnskab, det være sig naturvidenskab såvel som åndsvidenskab, står og falder med de forudsætninger, man gør gældende. Og de er netop identiske med de tre grundfacitter, jeg lige har nævnt ovenfor. De to første gælder for naturvidenskaben, der forudsætter beskrivelse og forklaring, mens åndsvidenskaben også forudsætter, at der er noget at forstå.

Mange vil kalde disse forudsætninger for rene selvfølgeligheder, men det er de slet ikke. Det er ikke en selvfølge, at verden kan beskrives, heller ikke at den kan forklares, og slet ikke at den kan forstås. Det har kloge folk for længe siden vist. Men nu vil jeg ikke trætte dig med at gengive deres argumentation, blot nævne nogle navne.

Grundfacit nr.1 har Descartes taget sig af, mens Hume har tilbagevist nr. 2. Disse forudsætninger, som også kaldes præmisser eller aksiomer, er "apriori", hvilket betyder, at de ikke kan bevises. Forklaringen på dem ligger dybere, så dybt, at der ikke kan argumenteres rationelt for nogen af dem. Martinus kalder vores forhold til dem for en "automatfunktion". Dermed er han helt på linje med Descartes og Hume.

– Hvad siger du så, hr. Materialist, din overbevisning er lige så ubegrundet som min!