Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når jeg læser i avisen, at en gammel dame er blevet væltet omkuld af en ung fyr og frastjålet sin taske, må jeg indrømme, at den første reaktion, der kommer frem i mit indre, er slet og ret vrede eller i den pyntede form "retfærdig harme". Det er da for galt, at der findes mennesker, der udnytter andres svagheder på en så primitiv måde!

Nu er det så heldigt, at man fanger gerningsmanden, som viser sig at være en dreng på 16 år. Han er kendt af politiet for flere forhold. Som noget usædvanligt får man et lille indblik i hans opvækstvilkår. Han har været anbragt uden for hjemmet, siden han var 13. Han burde have været hos en plejefamilie fra fødslen, for hans forældre havde reelt aldrig rigtigt taget sig af ham. Begge alkoholikere og faderen med voldelige tendenser.

Nu blev jeg splittet mellem to følelser. Det er da også for galt, at samfundet ikke har grebet ind langt tidligere! Altså vrede igen. Men også medfølelse med drengen. Hvordan var jeg ikke selv blevet under de opvækstvilkår? Hvor må det være lidelsesfuldt og angstfremkaldende at vokse op under så kærlighedsløse vilkår. Har han nogensinde oplevet at blive elsket og værdsat?

Medfølelsen var kommet på banen, og med den også muligheden for at forholde mig analytisk forstående til drengens opvækstvilkår og de følgevirkninger, det havde haft. Med analysen / forståelsen blev den mere "våde" "det er synd for" medfølelse overskygget af den mere "tørre" nøgterne intelligens.

I mit indre havde jeg gennemlevet rækkefølgen af grundenergierne. Jeg havde aktiveret de legemer, der står bag.

1 + 2) Vrede – instinktstyret tyngdeenergi.

3) Medfølelsen – følelsesenergi.

4) Forståelsen / analysen – intelligensenergi.

Reelt en eller anden grad af forening af følelse og intelligens. Det er stadig forenklet sat op. Reelt er alle grundenergier involveret på alle niveauer, men de nævnte dominerer på hvert sit trin.

Har man læst Martinus, åbnes for muligheden for at se på samme historie fra et endnu højere udsigtspunkt – et femte trin. Det er ikke tilfældigt, at drengen fødes ind i en familie med sådanne opvækstvilkår. At sige / skrive noget sådant kan for øvrigt gøre mange mennesker hovedrystende vrede. Drengen har en fortid, der lagde op til at møde sådanne opvækstvilkår. Han burde måske være fjernet fra hjemmet ved fødslen, men blev det ikke. Myndighederne / samfundet kan klart blive bedre på disse områder, men der tales også om, at en fjernelse ikke altid er den bedste løsning. Lad os tage udgangspunkt i det, der skete. Han havde som skæbne at vokse op uden kærlighed med alkohol og latent vold. En sådan skæbne kan kun skyldes, at han i en tidligere tilværelse har budt andre de samme vilkår. Hans skæbne er således dybest set en konsekvens af hans egen/egne tidligere handlinger.

Selv den gamle dame, der på så primitiv vis blev frarøvet sin taske, og om hvem man ikke kan forestille sig noget ondt, må have noget at lære af hændelsen – det kommer vi til.

Det femte trin er intuitionen og med den sammenhængen i det hele. 1 + 2) Instinktstyret vrede. 3) Følelse 4) Intelligens 5) Intuition.

Nogle mennesker hænger fast i vrede. De kan ikke løfte visse slemme oplevelser og hændelser højere op, og den eneste løsning / forløsning, når det handler om kriminalitet, er masser af straf og gengæld. Mange mennesker bliver bragt til en ægte medfølelse og bliver lige så naturligt bragt videre til det niveau, hvor intelligensen spiller med. Medfølelsen og forståelsen giver grundlag for tilgivelse, og at straf i sådanne sammenhænge næppe er vejen til forbedring.

Hvis vi kigger godt efter, kan det være, at vi kan se, at vi gennemløber rækkefølgen af grundenergierne måske mange gange dagligt. Nok ikke hele vejen fra vreden til forståelsen eller måske endda meningen med det hele. Men følelser og stemninger ligger altid som en baggrund for vores tanker. Disse stemninger er måske ikke alle lyse og positive og ej heller tankerne. Der kan være misstemninger imellem. Arbejdsopgaver vi ikke gider, men som skal laves. Tingene kører ikke lige efter mit hoved. Det er gråvejr, og jeg havde håbet på sol – skuffelse! Så producerer jeget lidt misstemning for at gøre det hele lidt tungere. Hvorfor egentlig, kan man spørge? Er det hensigtsmæssigt med disse misstemninger? En analyse vil hurtigt kunne gennemskue, at det er at straffe sig selv. Jeg kan jo "bare" lave om på min måde at reagere på! Dermed er jeg allerede i gang med at løfte nogle mørke grundenergikombinationer op imod nogle lysere kombinationer. Det er lettere skrevet end gjort. Det, vi tænker – altså brugen af intelligensen – kan meget ofte føre en dårlig stemning med sig. Intelligensen kan bruges til lidt af hvert. Den tjener villigt jeget til både at gøre mørket mere detaljeret og bastant, ligesom den kan hjælpe til at forløse samme mørke. Det er et spørgsmål om lidelseserfaringer, om intelligensen villigt spiller med i de dårlige stemningers favør eller det modsatte. Overordnet vil man kunne se – over tid – at også her gennemspilles rækkefølgen af grundenergierne. Lyset vinder over mørket. De humane egenskaber vinder over de "dyriske".

Lidt skræmmende kan det være at erfare, at selv når det "bare" er noget, jeg læser i avisen eller ser på tv, altså noget som jeg ikke kan kalde personlig skæbne, da handler jeg alligevel, som om det var en personlig skæbne og reagerer på baggrund af mine personlige forudsætninger. Det sætter fokus på en vigtig rolle, nyhedsmedierne også spiller, når vi indser, at vi, ved f.eks. at læse avis, kan få vist vores endnu levende primitive dyriske egenskaber. Sikke muligheder det giver for i al stilfærdighed at give disse egenskaber et modspil. Tænk at nå dertil, at vi kan læse om selv de mest urimelige hændelser uden at skulle igennem de første trin – instinktstyret vrede.

Set i det store perspektiv – fra det femte trin hvor meningen med det hele afsløres – er det tydeligt, at både "11. september" og "Breivik sagen" bare for at nævne nogle få, har betydet voldsomme følelses- og tankereaktioner i millioner af menneskers bevidsthed. Af disse mange millioner har kun ganske få været på første hånd skæbnemæssigt ramt. Denne omfattende bearbejdning af traumer, forholden sig til "det onde" / "den onde", har naturligvis også et overordentligt hensigtsmæssigt formål. Vi skal løftes til mere lyse tankearter gennem at gennemspille rækkefølgen af grundenergier mange gange.

Mine mere end 30 års studier af Det Tredje Testamente har tilsyneladende ikke ændret synderligt ved det faktum, at jeg stadig kan blive vred. I virkeligheden har jeg dermed noget tilfælles med drengen, der overfaldt den gamle dame. Han kæmper formentlig med en vrede, der er mange gange større end min, og det i et sind, der i den grad mangler stabilitet. Han har barske livsvilkår tæt inde på livet. Han er konfronteret med "det onde" skæbnemæssigt meget tæt på. Derfor har drengen / mennesket, åndsvidenskabeligt set, noget meget betydningsfuldt at lære af sin rejse gennem en opvækst, der manglede det væsentlige – omsorgen, nærværet, kærligheden. Drengen er principielt i gang med det samme som alle andre. Hans aktuelle udgangspunkt er blot mørkere end de flestes.

Alle skal vi på vores udviklingsrejse opleve at forfølge mål, der sætter næstekærligheden næsten totalt over styr. I dette, det yderste mørkes vendepunkt, fødes tanken atter om kærligheden som eneste vej til lyset og lykken. Martinus opfatter alle os jordmennesker som værende på vej mod at opbygge næstekærlighedsevnen til en styrke, som vi næppe har forudsætninger for at forstå i sit endelige og fulde omfang endnu.

Vi kender ikke den 16 åriges videre skæbne. Dels er han ved at repetere sin fortid. Han kan i løbet af de næste 15 år blive en lovlydig og fredelig borger, men han kan også ende i misbrug og mere kriminalitet. Hvert menneske har sine egne forudsætninger for at gennemleve svære opvækstvilkår. Alt er kun til, for at næstekærligheden skal vokse i os, og derfor vil man se, at der kan være vidt forskellige skæbneforløb forbundet med at vokse op i en misbruger familie. For nogle bliver det vejen til yderligere åndelig deroute, for andre bliver det et opgør med fortiden. De formår at mobilisere og styrke nye sider af deres personlighed, som netop turen i mørket gav dem. De bliver mønsterbrydere, som man siger. De bliver velfungerende mennesker på trods af det, de har været igennem, men ofte med psykiske ar på sjælen, der til stadighed skal arbejdes på / løftes / tilgives.

Åndsvidenskabeligt set er der mange veje ind i mørket, og lige så mange veje ud af mørket. Ikke to mennesker går den samme vej. Ingen kan blive et humant indstillet menneske uden at have været den store og mange små ture ud i uoverskueligt mørke, hvor kærligheden og dermed sammenhængen i alt tilsyneladende forsvandt – for en tid. Denne indsigt vil efterhånden blive baggrunden for en bedre hjælp til mennesker, der er fanger af deres eget mørke.

Hvad så med den uskyldige gamle dame, der skulle udsættes for et røveri. Vi gør klogt i ikke at betragte os selv og hinanden som uskyldige. Lige så lidt som vi skal rende rundt og føle os skyldige eller betragte hinanden som så. Vi er ingen af delene. Det leder os på vildspor, når vi umiddelbart betragter bødler som skyldige og onde og ofre som uskyldige og gode. Rollerne har altid en personlig årsags- og virkningsforbindelse med hinanden. Vi er jordmennesker på godt og ondt, som i vores indre har en række svagheder, som vi langt hen ad vejen ikke kan få øje på. Finder vi det naturligt at blive forargede, fordømmende og påføre andre skyld, er vi reelt i bødlens rolle, selvom vi aldrig kunne finde på hverken at slå eller forulempe nogen fysisk. Det har naturligvis nogle skæbnemæssige konsekvenser at sende fordømmelser mod andre. Som det står i Fadervor: "Forlad os vor skyld som vi og forlader vore skyldnere." Lad os få tilgivelse fra andre i samme omfang, som vi formår at tilgive andre. Om den gamle dame i det skjulte var en person, der dyrkede fordømmelse og forargelse og havde svært ved at tilgive, ved jeg intet om. Måske var hun et meget medfølende menneske, der har en masse venner og veninder, der blev voldsomt forargede på hendes vegne, og for hvem hun kom til at fremstå som et eksempel på noget enestående, fordi hun havde nemt ved at tilgive ugerningen.

Et eller andet har hun naturligvis at skulle lære. Vejen til den fuldkomne næstekærlighed er lang, og det er ifølge Martinus ikke en viljesakt at blive næstekærlig. Det er et udviklingsspørgsmål. Et omdrejningspunkt i denne udvikling er tilgivelsen. Den sværeste af alle kunstarter. Mon vi kan undgå at skulle opleve os selv i mange lidt svære skæbnesituationer, selv efter at vi er blevet relativt gode mennesker, hvor vi har brug for at tilgive for at komme videre? Hvordan skulle vi i grunden lære tilgivelsens kunst, hvis ikke gennem at blive bragt i situationer, hvor der er brug for at tilgive? Det femte trin i udviklingen – intuitivt at se og forstå meningen med det hele – må kunne hjælpe tilgivelsen vældigt på vej. Åndsvidenskaben forudsiger, at alle mennesker når dertil en dag, at vi oprigtigt og med hjertet kan tilgive alt ondt, der måtte blive gjort imod os. Livets skole – Gud – lærer os det i det nødvendige antal små eller store bidder, til vi kan det lige så selvfølgeligt, som vi engang selvfølgeligt blev vrede. Det ligger i rækkefølgen af grundenergierne.

PS: Historien er opdigtet.