Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg har en god ven, som har det med at stille spørgsmål. Jeg er ikke helt sikker på, at han synes om mine svar, men alligevel går hele mit indre i gang med at forsøge at besvare hans spørgsmål, når de dukker op.

Heldigvis var det denne gang et spørgsmål pr. brev. Dvs., jeg fik mulighed for at standse op og beslutte mig for ikke at svare på hans spørgsmål. Ikke desto mindre har hans spørgsmål sat mange tanker i gang hos mig.

Nu har jeg så siden været til opera. Det var en meget stor oplevelse, og jeg fik inspiration til at besvare min gode vens spørgsmål alligevel; men til Kosmos. Det kan jo være, at nogen kan bruge det, og jeg kan komme af med alle disse tanker igen.

Min gode vens spørgsmål udgør egentlig to spørgsmål. Det første lyder således: "Hvem har vi været tidligere?", og det andet lyder som følger: "Kunne erindringer og indsigt i dette hjælpe os til at forløse de specifikke udfordringer, vi står i akkurat nu?"

Mit svar ud fra mine erfaringer er: "Nej, det er lige omvendt". For det er ved at forløse de specifikke udfordringer, vi står i akkurat nu, at vi får svaret på, hvem vi har været tidligere. Når vi intenst må arbejde med at forstå, hvorfor et menneske plager os igen og igen, for at forsøge at kunne tilgive det, så vi kan få hvile for vore sjæle, så ender det med at vi forstår, at præcis sådan har vi selv plaget nogen en gang. Sådan begynder vi at få et billede af, hvem vi har været tidligere, når vi ser på de personer, vi må arbejde mest med at forsøge at tilgive.

Vi kommer dog ikke til ligefrem at kunne erindre, hvem vi har været tidligere, og det kunne sikkert også let blive for tung en viden at skulle bære, på dette udviklingstrin. Det hører fremtiden til. Men der tegner sig et billede af os, som vi har været tidligere. Det er mentaliteten, vi får et billede af, og ikke de ydre forhold. Vedrørende de ydre forhold kommer jeg til at tænke på, at der vist nok en gang skulle have været en dame, der havde spurgt Martinus, om man kommer til at se lige sådan ud i næste liv, som man gør nu, hvortil Martinus skulle have svaret: "Nej, det behøver De ikke at være nervøs for".

Så kommer vi til min store operaoplevelse, som inspirerede mig meget, og som fik mig til at beslutte mig for at skrive til Kosmos. Jeg var inde for at se og høre operaen Tosca. Deri optræder et elskeligt væsen, der vil give sit liv for at redde sin vens liv, og der optræder også en grusom hyklerisk politichef, der misbruger sin magt til egen fordel, i et udspekuleret spil. De dækker altså hele spektret, som det sig bør i et rigtigt drama. Og med ét blev påskedramaet, og Martinus' analyse af det, til endnu et svar på min gode vens spørgsmål om, hvem vi har været tidligere.

Der var endnu en god ven, der for mange år siden gjorde mig opmærksom på, hvordan Martinus beskriver påskedramaet som et stykke psykologi, i artiklen "Bibelen i Bibelen". De forskellige roller, som de forskellige deltagere i dette drama spiller, repræsenterer forskellige sider af vores psyke. Disse sider dominerer på skift vores psyke, alt efter vores udviklingstrin. Vi har altså en indre Kajfas, lige så vel som vi har en indre Pilatus og en indre Kristus osv. Jamen, hvem har vi så været tidligere? Vi har bl.a. været lidt mere Kajfas, end vi er nu, og lidt mindre Kristus end vi er nu, hvis det kan lade sig gøre altså.

Ser vi på de to røvere, som Kristus bliver korsfæstet sammen med i påskedramaet, udgør de også to sider af os selv. Og vi har tidligere været mere som den meget vrede røver, end vi er nu, og mindre som den skyldbevidste røver, end vi er nu. Den skyldbevidste røver kunne jo godt se, at Kristus var helt uskyldig, til forskel fra ham selv. Han var begyndt at kunne se, at han selv var årsag til sin skæbne.

Vi kan altså få megen information om, hvem vi har været tidligere, ved at studere påskedramaet, når vi samtidig iagttager vore egne reaktioner i dagligdagen nu.

En tredje ven af mig skrev for nogen tid siden i Kosmos og efterlyste artikler skrevet af kvinder. Der kan man se! Tre gode venner er nu skyld i dette lille causeri fra min hånd. De har befrugtet mig, og så kom der et lille barn ud af det, med tre fædre. Og Puccini leverede musikken, som satte fødslen i gang.

Til slut vil jeg bringe et citat af Martinus fra en artikel, som blev bragt i Kosmos nr. 1, 2013. Det handler netop om, hvordan vi kan klare de specifikke udfordringer, som min førstnævnte gode ven taler om. Citatet stammer fra "Martinus' jubilæumsforedrag den femte juli 1942" og lyder således: "Livets Bog er vejen op mod livets tinde, og derfor er det klart, at studiet af den og navnlig omsætningen i daglig væremåde ikke er alt for let, men når man med tålmodighed går fremad skridt for skridt, udvider man sin horisont, og så står man til sidst oppe på toppen, og da er man lige midt i Guds favntag, da er man ét med Faderen og ser, at alt er såre godt".