Kosmos 2013/8 side 242
Forsøg med åndelig videnskab
af Christer Malmström
I efteråret 1977 kom jeg i kontakt med Det Tredje Testamente eller Martinus' kosmologi, som det blev kaldt dengang. Det var første gang, jeg læste en tekst, hvor jeg ikke kunne finde nogen logisk fejl eller noget, som stred mod min erfaring. Hvordan jeg end studerede Det Tredje Testamente, kunne jeg ikke finde noget, der virkede urimeligt, eller som ikke passede logisk sammen med alt det øvrige, jeg kendte til. Det var en fantastisk oplevelse at finde noget, som jeg bare havde håbet skulle eksistere. En logisk videnskabelig forklaring på livet, universet og det onde.
Men adskilte Det Tredje Testamente sig fra det religiøse på en sådan måde, at det kunne lade sig gøre at praktisere det? Gav det et resultat, som var til at forudse, og som virkelig var til nytte og glæde for alt og alle, der blev berørt deraf? Var det en videnskab? Jeg ville prøve at anvende de principper og love, der blev beskrevet. Men kan man det? Hvordan gør man? Hvis man ikke praktiserer Det Tredje Testamente, er der jo ikke nogen større forskel på resultatet sammenlignet med religionerne.
Agne Windmark, som jeg traf den første dag i Klint, og som viste mig rundt og fortalte om Klint, Martinus og sit eget liv, sagde "grav der, hvor du står". Hvad mente han med det? Kunne det være sådan, at hvis Det Tredje Testamente er sandhed, så er alt opbygget efter samme love og principper, og uanset hvad man undersøger, så bør man kunne følge den samme principielle tilrettelægning, uanset hvad man forsker i.
Året efter blev jeg gode venner med Rolf Elving. Vi analyserede, hvordan man burde løse "problemer", og lavede et symbol over problemløsning. Vi anvendte den på virksomheden i Klint og undersøgte, hvordan den skulle opbygges og gennemføres for at arbejdet skulle følge Det Tredje Testamentes principper og love. Vi fik ikke mulighed for at præsentere den eller kontrollere om den stemte. "Det er ikke blot i teorien, men også i praksis, analyserne her [i Kosmos Feriekoloni] skal have deres udfoldelse". Martinus' jubilæumsforedrag den femte juli 1942, stk. 4, Kosmos nr.1, 2013
Jeg arbejdede som tandlæge og er også uddannet ingeniør, og i foråret 1978 opdagede jeg, at det, vi havde lært om amalgam, ikke stemte med virkeligheden. Her havde jeg en mulighed for at se, om det kunne lade sig gøre at anvende Det Tredje Testamentes love og principper i praksis. Her kunne jeg selv bestemme. Jeg kunne "grave der, hvor jeg stod".
Forsøg med sandheden
Årsagen var, at jeg havde studeret og dokumenteret frakturerede tænder og tænder med revner. Jeg antog, at amalgamets korrosion var årsagen, og spurgte tre professorer på Tandlægehøjskolen, som jeg kendte, om deres mening, og om de ville lade nogle studerende undersøge det videre. Svarene blev: "Amalgam er ikke årsagen", "Ikke interesseret" og slet ikke noget svar.
Hvad skulle jeg gøre? Jeg arbejdede i en lille by som privattandlæge. Havde ikke nogen uddannelse i at udføre videnskabelige undersøgelser, ikke nogen at spørge og intet analyseudstyr.
Spørgsmålene var: Er amalgam skadeligt? Hvis ja, hvorfor? Kan man blive syg af amalgam? Kan man blive rask igen efter en sanering? Hvordan skal saneringen i så fald foregå? Hvem kan man hjælpe? Den medicinske videnskab havde jo beskæftiget sig med disse spørgsmål i over hundrede år uden at komme til noget svar. Kunne åndsvidenskaben hjælpe mig til at få klare svar?
Den åndelige videnskab skulle være fundamentet, styre undersøgelserne, sætte målene og bestemme, hvordan undersøgelserne og behandlingerne skulle foregå. Naturvidenskaben måtte stå for de fysiske fakta, som jeg havde brug for, f.eks. hvad indeholder amalgam, lækkede det kviksølv eller andre metaller? Hvor meget og hvornår lækkede det? Hvordan optages det, og hvordan passerer metallerne kroppen? Forsøgene var nødt til at være en kombination, en sammensmeltning af åndelig og fysisk videnskab. "[...] den almægtige visdom, der opstår ved den materialistiske videnskabs sammensmeltning med åndsvidenskaben [...]", Kulturens skabelse, kap. 37.
Kontrastprincippet
Nutidens medicinske videnskab bygger på, at man måler, vejer og angiver "mål" på alt. Man "måler" kvantiteter. Men fundamentet for al videnskab og kvaliteten af den er ikke målbar. Det er "bløde værdier", som moral, sandhed, kærlighed mm. Det er åndelig videnskab. Det lægger man ikke til grund for nutidens videnskab.
Årsag og virkningsloven
Der er altid en årsag til alt, vi kan observere og iagttage. Der kommer altid en virkning af en handling. Denne lov eller dette princip er fundamentet for den åndelige videnskab og naturvidenskaben.
Analyserer vi den medicinske videnskab og behandling, ser vi, at medicin er helt fantastisk, når det drejer sig om akutte sygdomme, ulykker, skader og andre sygdomme, hvor årsagen ikke mere er til stede. Her er medicin til helt fantastisk nytte og glæde. Den hjælper masser af syge og reducerer lidelser enormt. Og vi ser også, at forbedringer er blevet mulige pga. fremskridt inden for teknik, kemi og fysik.
Når det gælder kroniske sygdomme, (årsagerne er stadig til stede) er resultaterne negative. Kan man helbrede en sygdom? Er det ikke bare symptomlindringer, man beskæftiger sig med? Der er ikke kommer meget ud af den øgede viden om livet og dets love og principper, der er udviklingen nærmest gået baglæns.
Helhedssyn
Teorier eller virkelighed? I dag findes der i tusindvis af raske tidligere kroniske syge, ædru alkoholikere, stoffrie narkomaner, røgfrie rygere. Mange er blevet raske på en "uvidenskabelig" og "medicinske ukorrekt" måde, dvs. helt uforklarligt ud fra den medicinske viden, som i dag er den officielle. Årsagen til disse vellykkede behandlinger er oftest et helhedssyn på samtlige både fysiske og psykiske årsager i stedet for kun symptomdæmpende behandling.
Hvad er målet for sundhedsvæsnet og den medicinske videnskab? At spare penge? Finde et nyt lægemiddel? Uddanne flere læger, docenter og professorer? Nye sygehuse?
Sundhed! Burde målet ikke altid være "tomme venteværelser" = sundhed? (At være til nytte og glæde)
Logik. Vente – forebygge?
Hvorfor vente til mennesker er syge – inden man behandler – i stedet for at forebygge? Forskellen i prioritering mellem årsags- og symptombehandling kan måles i penge. Det koster milliarder at lindre opståede skader, men kun millioner at forebygge.
Det er klart, at der er større prestige i at udskifte lunger og hjerter end i at lære mennesker at holde op med at ryge og leve sundt og naturligt. Men hvorfor udskifte lunger, så der er mulighed for at ødelægge to par i dette liv i stedet for at satse på forebyggelse? Tænk, hvis vi gjorde det samme med vores biler og huse – ventede med service og olieskift indtil motoren er brændt sammen og derefter "indtransplanterede" en ny motor. Eller undlod at vedligeholde huset for i stedet med stor prestige at udskifte ødelagte dele – eller bygge nyt.
Symptom eller årsager?
Medicin og de fleste behandlinger er kun symptomlindrende. Hvilket i et kortere perspektiv er ganske udmærket og hjælper mange. Men det hjælper ikke i det lange perspektiv, snarere tværtimod. Ifølge den Svenske Socialstyrelse dør der hvert år ca. 3000 af fejlmedicinering og fejlbehandling. Der findes ingen kontrol, der er navnet værdig. Man ved ikke præcis hvor mange. Man ved ikke hvorfor. Ingen nulvision. Det er flere end alle dødstilfælde som følge af trafik, fly, atomkraft og mord tilsammen. Det er mere end tre gange så mange, som omkom ved Estoniakatastrofen. Det svarer til tre "Estoniaer" om året uden havarikommission, uden udredning, uden opfølgning og uden tiltag! Jeg er klar over, at det ikke er let, at der er store konflikter med industrien og megen prestige indblandet. Raske patienter fører til et dødt marked. Vi må bestemme os for, om vi skal lade menneskekærlighed eller pengekærlighed styre.
Maskine eller liv i liv i liv...
At betragte vores krop som en maskine fungerer godt inden for "akutmedicin". Det fungerer ikke ved kroniske sygdomme. Der er man nødt til at se kroppen ikke fra materiesiden, men fra livssiden.
Vores levende krop er bygget op af levende organer, som er bygget op af levende celler, som er bygget op af levende celleorganer osv. At hvert "niveau" er levende medfører, at de f.eks. kan transplanteres. De tager livet med sig. Det gør, at de kan regulere sig selv. Læge sig selv. Reparere sig selv. Der findes ingen læger, der kan få et sår til at læges, vi kan kun skabe forudsætninger for, at kroppen kan læge sig selv.
Vores krop er alle disse milliarder af levende organismers levested, deres "planet", deres miljø. Man kan beskrive det sådan: Der findes en forunderlig verden, så nær på og så ukendt, beboet af flere levende væsner end der findes mennesker på vores jord. Og disse levende væsner samarbejder på en så perfekt måde og har et kommunikationssystem, der langt overgår nutidens internet, mobiltelefoner, telefoner, TV, data mm. Hvis noget skades eller ødelægges, kan disse væsner næsten altid reparere det og få deres verden til at fungere igen, trods det, at vi dagligt skader det. Denne forunderlige verden er din krop, et univers af levende væsner, inden i levende væsner, inden i levende væsner osv. Levende væsner, som vi kalder organer, celler, molekyler mm. Det, vi kalder vores krop, forandres hele tiden, så efter nogle måneder er det meste af det, vi kalder "natur" (vores føde) forvandlet til en ny krop, og din gamle krop er igen blevet til natur. Dette er fundamentet for al helbredelse.
Det sker, ved at vi er en del af et kredsløb, hvor overgangen mellem "natur" og krop først og fremmest sker via mund-mave-tarmkanal. Her forvandles føden til blod, muskler, knogler, sener, organer mm., og udtjente kropsdele og affaldsprodukter udsondres. Din krop er for dine milliarder celler deres verden, deres natur, deres miljø, og du er som en "gud" for dem. Uendelig stor og uendelig mægtig.
Hvordan vi plejer og behandler vores krop bliver helt afgørende for, hvordan vores liv gestalter sig. Forsømmer du din krop, ryger, bruger snus eller stoffer, drikker alkohol, misbruger medicin, spiser junkfood, sover for lidt, tænker forkert, handler forkert, bliver din krop forgiftet, og du skaber en "indre miljøforgiftning", en miljøforgiftning for dine organer og celler. Naturligvis kan de da ikke leve et fuldt lødigt liv, de kan ikke fungere, som de skal, de kan ikke samarbejde i hundrede procent harmoni, men der bliver et større eller mindre kaos, og til sidst, når din krop ikke længere kan kompensere for skaderne, kommer det vi kalder sygdom og smerte. Det er slutstadiet på din krops lange kamp for at advare dig – og helbrede og læge.
Betingelsen for sundhed er at skabe et sådant fysisk og psykisk miljø i sin krop, at den giver optimale livsbetingelser for alle sine små "medvæsner", organer, celler mm. Uden den viden som Det Tredje Testamente giver os, går det ikke.
Lægerne må forstå, hvornår og hvordan man kan hjælpe en patient til at ændre adfærd, sin måde at leve på. Det er betingelsen for al succesfuld pleje og behandling. Læger og tandlæger kan egentlig gøre så lidt. Det er først, når mennesket er så sygt, at det ønsker sundhed mere end alt andet, at det er klar til at forandre sig og bede om hjælp.
Krop og psyke
I dag skelner man mellem krop og psyke. Men mennesket er en enhed, ikke to uafhængige dele. Det er psyken, vores tanker, der styrer alle fysiske reaktioner. Vi er nødt til at tænke på noget, inden vi gør det. Det er vores tanker, der styrer, hvordan vi lever og handler. Tænker vi i harmoni med livets love og principper, da handler vi rigtigt, og kroppen vil med tiden blive rask. Problemet i dag er, at vi er helt uvidende om de love og principper, der styrer. Vi forstår ikke, at vi er som guder for alle de milliarder levende organismer, der skaber vores krop. Vi må vise omsorg, omtanke og kærlighed til alle disse liv og gøre alt for at give dem et så godt liv som muligt. Da bliver vores liv også bedre. Skader vi dem, skader vi os selv. "Som vi sår, må vi høste". Så enkelt er det.
Studere det, der mislykkes eller det, der lykkes?
Hver eneste helbredelse giver viden. Nutidens såkaldte "medicinske videnskab" udelukker oftest denne store kilde til viden og forståelse, disse vigtige erfaringer.
Det er altid slutresultatet, der ses på, enten det betragtes "videnskabeligt" eller ej. Bliver de syge raske, gør vi det rigtige – fortsætter de med at være syge, handler vi forkert. "Det er på frugterne, vi kan bedømme træet". Passer "videnskaben" ikke med virkeligheden, så er det videnskaben, der er forkert på den. Passer kortet ikke med terrænet, da er det kortet, der er forkert. Ikke modsat. Eller som Martinus så genialt siger: "Videnskab er virkeligheden".
Sammenfatning:
| Nutidens sygepleje | Fremtidens sundhedspleje |
| Mål – ? | Mål – sundhed |
| Symptom | Årsager |
| Venter | Forebygger |
| Specialist | Helhedssyn |
| Tilfældig, offer | Ansvar, livsstil |
| Del | Kredsløb |
| Krop eller psyke | Krop og psyke |
| Studere sygdom | Studere sundhed |
Paradigmeskift
Der vil komme en lægekunst, en "sundhedskunst", hvor man først og fremmest vil sørge for, at så mange som muligt er raske, og vil hjælpe både de akutte og de mere kronisk syge med at blive sundere. Vi må have et flerlivsperspektiv for at få den rigtige forståelse. Vi har meget af kundskaben i dag, nu skal vi også begynde at praktisere den. Husk, der er kun én, som du direkte kan påvirke, og det er dig selv! Begynd som et godt eksempel for andre, så er det lettere at skabe tillid og kunne påvirke. Bønnen er en kolossal magtfaktor, den gav mig adgang til alt, hvad der var nødvendigt, elektronmikroskop, avanceret analyseudstyr, viden og råd fra nobelpristagere, professorer, hjemmegående husmødre m.fl. – alle lige vigtige!
Resultatet for mig blev, at jeg kunne skrive et antal videnskabelige artikler, to bøger, blev udpeget som sagkyndig i den statslige udredning "Dentala material och hälsa". Jeg medvirkede til, at amalgam blev forbudt i Sverige og Norge, og blev interviewet til TV i flere lande. Men det absolut vigtigste var, at jeg fik mulighed for at hjælpe mange hundrede syge til bedre sundhed og til et bedre liv, hvilket var muligt, fordi de havde været syge længe, selv søgte hjælp og var villige til at ændre deres måde at tænke på.
Jeg tror, der er mange, der i dag har den teoretiske viden og kan begynde at anvende Det Tredje Testamentes videnskab i deres daglige liv og arbejde, som et første skridt mod en bedre verden.
Held og lykke!
Christer Malmström
Oversættelse: Bodil Feilberg
Foto: Willem Kuijper