Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I begyndelsen af 1900-tallet kom der, ifølge Martinus, en stor kosmisk impuls ind over jorden. Mange kunstnere, forfattere og musikere blev inspireret af denne åndelige impuls.

Den russiske kunstner Wassily Kandinsky skriver sin bog "Om det åndelige i kunsten" i 1910. Han starter med at beskrive situationen på denne måde: "Vor sjæl, som efter den lange materialistiske periode kun så småt er begyndt at vågne op, gemmer i sig kim af fortvivlelse over sin mangel på tro, sin mangel på mål og mening." (s. 12) Kandinsky søger efter en kunst, som udforsker det "ikke-materielles" område, som søger "det indre i det ydre". Om Cézanne skriver han: "Han kunne gøre en tekop til et besjælet væsen, eller rigtigere udtrykt, han var i stand til at erkende koppens væsen." (s. 39) Og om Matisse: "Han maler "billeder", og i disse "billeder" søger han at gengive det "guddommelige"." (s. 39) Både i billedkunsten og i musikken oplever Kandinsky en stræben efter det "ikke-naturlige", det abstrakte – efter en indre natur.

Det abstrakte maleri har, ifølge Kandinsky, to midler til rådighed:

Farve og form er det, Martinus anvender i mange af sine symboler. Martinus beskriver ikke selv sine symboler som kunstværker. Han beskriver dem som billeder af den usynlige åndelige verden; realiteter som ikke har materiel ydre form – kosmiske verdenslove. Man kan sige, at hans symboler er en videnskab, som også er kunst, og en kunst, som også er videnskab. Netop sådan skriver han selv, at den sande kunst og den sande videnskab bør være, i den lille bog Juleevangeliet (kap. 28). Men vi kan også opleve hans symboler som abstrakt kunst. Hos mange af os hænger de som billeder på væggene. Martinus har nævnt, at de besidder en magisk kraft, og det kan vi måske fornemme, når vi står foran dem og lader dem stråle ind i vores åndelige kroppe; ind i vores bevidsthed. Nu har vi yderligere gennem Martinus' kosmiske analyser fået en uddybende forklaring på symbolerne, og vores oplevelse og forståelse af disse symboler kan til stadighed uddybes.

Martinus anvender trekanten eller trianglen til at symbolisere det treenige princip, men også til at symbolisere jeget. Og Kandinsky skriver: "En stor, spids trekant opdelt i uens store felter og med det spidseste og mindste felt vendt opad – er den rette, skematiske fremstilling af det åndelige liv ... Hele trekanten bevæger sig langsomt, næsten ikke til at få øje på, fremad og opad ... På toppen af den øverste spids står der ofte et menneske [som ser]. Helt alene." (s. 19)

Sådan oplever den kunstner sig selv, som har ladt det gamle bag sig og søger nye veje i sin kreativitet; og dette gælder også for mange videnskabsmænd og åndeligt søgende. Det kræver mod – og åndelig inspiration. Man forlader flokken og søger sit eget individuelle udtryk. Og samtidig nærmer man sig den guddommelige sandhed. "Den indre nødvendigheds vej" kalder Kandinsky det.

Kandinsky skriver videre: "Det åndelige liv, til hvilket kunsten også hører som en af de mægtigste drivkræfter, er en kompliceret, men tydelig og i et jævnt og hverdagsagtigt sprog oversættelig bevægelse fremad og opad. Det er erkendelsens bevægelse." (s. 16)

Kunsten som en kraftkilde – som en vej til indsigt og visdom. Både for den udøvende kunstner og for den, som oplever den. Kandinsky spørger: "Er alting materie. Er alting ånd? Når vi skelner mellem ånd og materie, kan det så ikke dreje sig om forskellige grader af enten ånd eller materie? Det, den positivistiske videnskab kalder tanke, betegnes som produkt af "ånden", og også den er materie, uagtet den kun kan opfattes af de finere sanser ..." (s. 23) Også for Kandinsky er kunsten og videnskaben stærkt forbundet med hinanden.

Selv Rudolf Steiner (1861-1925) betonede vigtigheden af mødet mellem kunsten og videnskaben. Han var inspireret af Goethe og teosofien og skabte sin egen åndelige lære – antroposofien. I begyndelsen af 1920'erne holdt han flere foredrag om kunstens rolle i menneskets liv. De følgende citater er fra det lille skrift Konst skapande färgupplevelse.

"Hør her, hvad Goethe siger: "Kunsten er en manifestation af hemmelige naturkræfter – hvilket jo ikke betyder andet end: Man kan kun opnå en levende sandhed gennem en kunstnerisk forståelse af verden, ellers opnår man kun en død sandhed." Og Schillers ord, de smukke ord: "Kun gennem den skønne morgenrøde trænger du ind i kundskabens land". Så længe sindet ikke i dybeste forstand gennemstrømmes af denne vej; at gå ind i sandhedens område gennem det kunstneriske, gennem det artistiske, så længe kan der heller ikke være tale om, at menneskeheden kan tilegne sig en virkelig forståelse af den oversanselige verden ..." (s. 6)

Både Kandinsky og Steiner fordybede sig i studiet af farvernes væsen. Kandinsky beskriver de forskellige farvers indvirkning på sjælen – rødt, orange, gult, grønt, blåt, violet. Om hvidt skriver han:

"Ser vi nærmere efter, så kan hvidt, der ofte betragtes som en ikke-farve, betragtes som symbolet på en verden, hvor samtlige materielle egenskaber og substanser er forsvundet, inklusive farverne. Denne verden er så højt hævet over os, at vi ikke længere kan opfatte dens klang ... Derfor påvirker hvidt også vor psyke som en stor tavshed, som for os er absolut. I det indre klinger den som en ikke-klang ... Det er en tien, som ikke er død, men fuld af muligheder. Hvidt klinger som en tien, som pludselig bliver forståelig. Det er et ungdommeligt intet, eller bedre,"et intet som var der før begyndelsen, før fødslen." (s. 84)

Vi, der studerer Martinus' kosmiske analyser, kan vel ikke lade være med at tænke på det inderste urørlige evige jeg, X1, som i Martinus' symboler altid er i hvidt.

"På hemmelighedsfuld, gådefuld og mystisk vis "fødes" det sande kunstværk "til verden" af kunstneren", skriver Kandinsky. (s. 118) Og på lignende måde har mange kunstnere, men også videnskabsmænd, beskrevet den skabende proces, som en "mystisk" kraft, der strømmer gennem kunstneren. En kontakt med en højere kraft; en guddommelig inspiration; som at være en kanal for kunstværkets fødsel.

I Det Evige Verdensbillede, bog 3, stk. 33.74, beskriver Martinus det guddommelige Forsyn. Det består af meget ophøjede kosmisk bevidste væsener. "Der er væsener inden for nævnte Forsyn, der i særlig grad er kunstens usynlige vejledere og inspirerer de mange forskellige slags kunstnere ..." Kunstneren åbner sig for denne kraft, den skabende proces bliver nærmest en måde at få kontakt med denne højere kraft, med Gud, selvom kunstneren måske ikke altid er bevidst om det. Når inspirationen kommer, kan vi opleve det som en enorm livskraft; man glemmer tid og rum og opfyldes fuldstændigt. I denne tilstand "ved" vi, hvordan "kunstværket" skal udføres, men vi kan måske ikke forklare hvorfor. Præcis på denne måde beskriver Martinus også oplevelsen af et intuitivt glimt. Vi véd, men vi kan ikke forklare dette for andre, som ikke genkender oplevelsen. Disse "høje" oplevelser forekommer måske kun sjældent, vi kan ikke bestille dem, de kommer ofte, når vi mindst venter det. Men jeg tror, at vi langsomt opøver en evne for oftere at være i denne form for kontakt, når vi beskæftiger os med skabende aktiviteter. Og det behøver ikke at være storslåede kunstværker. Selv i det små, når vi f.eks. hænger vasketøjet op, ryster det for at glatte det ud, hænger det på smukke rækker og ser, hvordan vinden blæser det igennem, kan vi opleve denne glæde og se skønheden i de mest hverdagsagtige ting.

På lignende måde beskriver Steiner det i et foredrag: "Det skønne som ord, er i slægt med det, som skinner. Det, som er skønt, skinner, dvs. det bærer sit indre på ydersiden. Det er jo skønhedens væsen, at det ikke gemmer sig, men bærer sit indre i den ydre gestalt. Det skønne er noget, som viser sit indre i den ydre skikkelse, det skinnende, det som udstråler lys. Lyset, det som stråler ud i verden, åbenbarer dets karakter ... Det grimme kan blive smukt, hvis det åndelige åbenbarer sig i det, lysende." (s. 42) Når vi "ser" med de øjne, bliver alting smukt. Og alting kan i få øjeblikke opleves som såre godt.

Med Martinus' ord fra Livets Bog, bind 1, stk. 129: "I "det guddommelige skabeprincips" tjeneste er kunstnerne en overordentlig stor medvirkende faktor. I kraft af deres fremragende følelse og udviklede skabeevne udgør de i forbindelse med videnskabens repræsentanter og verdensgenløsere eller de moralske genier de redskaber, gennem hvilke de højere magter giver masserne næring, vækker dem op til liv, skaber deres erkendelse af skønhed og harmoni, giver dem kultur og ånd ..."

Martinus skriver, at vi alle i fremtiden komme til at blive "mere eller mindre udviklede til videnskabsmænd, kunstnere, forfattere og digtere." (Det Evige Verdensbillede, bog 2, stk. 26.30)

Steiner siger også i et foredrag i Dornach 1915: "Den nødvendige evne for at kunne skabe kunstnerisk på alle områder i fremtiden afhænger af, at åndsvidenskaben styrkes. Skulptøren, musikeren, maleren, digteren vil ikke være i stand til at skabe, hvis ikke de bliver opfyldt af det, som et styrkende åndsvidenskabeligt arbejde giver." (s. 39)

Med en kunstnerisk tilgang til livet – når alt, vi skaber, ikke bare kunstværker i almindelig forstand, men i det hele taget al vekselvirkning med vores omgivelser, hele vores livsskæbne, bliver mere og mere kærlighedsfyldt, nærmer vi os dét, Martinus skriver så mange steder: at livets største kunstværk er kærligheden. Motiverne for fremtidens menneskelige kunst vil "i særlig grad være strålerne fra Guds evige lys i alle dets livgivende forgreninger igennem verdensaltet." (Det Evige Verdensbillede, bog 3, stk. 33.69) Vi befinder os kun på det spæde fosterstadie, skriver han også. Alt, hvad vi skaber, kan jo ikke være fuldstændigt. Vi er på træningsstadiet, og jo mere vi dyrker vores kunstneriske evne til at skabe på alle livets områder, desto oftere bliver vi i stand til at opleve øjeblikke af at være i strålende harmoni med livet.

I kunsthistorien er Kandinsky, Malevitj og Mondrian blevet beskrevet som den abstrakte kunsts forgrundsfigurer. På Moderna Museet i Stockholm blev der, fra midten af februar til slutningen af maj 2013, vist en udstilling med 200 værker af den svenske kunstner Hilma af Klint (1862-1944). Hun blev præsenteret som "Abstrakt pioner". Hun malede sine første rent abstrakte værker allerede i 1906 – flere år før Kandinsky påbegyndte sit abstrakte maleri. [Udstillingen kan ses på Louisiana, Humlebæk 14. marts – 9. juni 2014] Vi kan måske vende tilbage til hende i en anden artikel.

Her kan vi i stedet nyde denne abstrakte komposition.