Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Tidens ånd kræver hurtige løsninger – eller "quickfix", som det også til tider kaldes, – på alle problemer. Alt, fra kriser blandt banker og nationer til kriser blandt individer, garanteres hurtig og effektiv løsning ved hjælp af forskellige "quickfix-løsninger". Også på det åndelige område er "quickfix-løsninger" efterspurgt af mange, som håber og tror, at netop den eller den metode vil lede til det store gennembrud eller oplysning. At Martinus ikke tilbyder en sådan metode er i øvrigt nok en årsag til, at hans verdensbillede endnu ikke er så efterspurgt eller populært på det åndelige "marked". Hvem vil fortsætte med at kæmpe med sine ufuldkommenheder og lidelser i yderligere x antal inkarnationer, hvis der findes hurtigere veje, som kan lede til befrielse for problemer her og nu?

Martinus påpeger jo, at det først og fremmest er alle de lidelser, vi gennemgår på vores udviklingsvej, der befordrer vores menneskelige og åndelige udvikling. Det er selvfølgelig et budskab, der ikke lyder så attraktivt for mange, som i dag søger de "mirakelmediciner", som skal redde eller frelse dem fra både det ene og det andet – og i særdeleshed fra smerte og lidelse.

Men, vil nogen måske nu indvende, er ikke det, Martinus siger om den siden tidernes morgen varslede – og nu igangværende – dommedag, og dennes åndsforvandlende virkning på menneskeheden, også en slags quickfix-forestilling? Kan vi virkelig som individer og menneskehed på kort tid forvandles fra krigende og konkurrerende "ego-væsener" til fredelige og samarbejdende "med-væsener"?

"Quickfix" er ikke naturens skabelsesmetode, men derimod findes der jo noget, som populært kaldes "ketchupeffekten", som vi nok alle har været vidne til i forskellige sammenhæng. I fysikken kaldes dette fænomen "kritisk masse" (se sv.wikipedia.org/wiki/Kritisk_massa). Og den skarpsindige og intuitive filosof Hegel talte om kvantitative forandringers pludselige overgang til kvalitative som en af naturens "dialektiske love". Tænk på, hvad der sker, når man f.eks. varmer og fryser vand. Først sker der ingen kvalitativ forandring i vandets tilstand, kun en gradvis kvantitativ forandring af dets temperatur. Men ved et vist punkt eller ved en vis temperatur, dvs. "kritisk masse", sker der pludselig en kvalitativ forandring, som i det ene tilfælde forvandler det til gas i form af vanddamp og i det andet tilfælde til fast form eller is. Der findes altså en "kritisk masse" eller temperatur, som bestemmer ethvert stofs stilstands forvandling til noget andet. I bogen Mellem to verdensepoker skriver Martinus:

"Alle stoffer er underkastet foranderlighed og opretholdes kun i en midlertidig tilstand af en lige så midlertidig særlig temperaturtilstand. Ved denne ydre tilstands foranderlighed omdanner altså enhver materie- eller stoftilstand sig." (kapitel 19)

Og sådanne "kritiske masser" eller "temperaturer" findes åbenbart også i den menneskelige sjæl – hvad er det, der sker, når vi f.eks. pludselig begynder at græde eller grine? – Og i alle det menneskelige samlivs mere eller mindre indviklede aspekter.

Det, jeg her først og fremmest tænker på, er det humane potentiale, som mange mennesker allerede har – på grund af egne tidligere lidelseserfaringer gennem mange inkarnationer – men som de måske ikke viser eller manifesterer åbent. Martinus skriver et sted, at de fleste mennesker i vores samfund i dag i virkeligheden er mere humane end de normalt "viser frem" eller manifesterer udadtil i forhold til omgivelserne, eftersom vi endnu lever i en verden og i et samfund, hvor det kræver stor sjælsstyrke, selvstændighed og – ikke mindst – en anselig portion mod, åbent at vove at manifestere en større grad af humanitet, end det endnu er normen inden for den "flok", man tilhører. Men at dette humane potentiale trods alt findes, skjult under overfladen hos mange, viser sig ikke mindst i viljen til at hjælpe i forskellige katastrofesituationer.

Og det er også dette fænomen, der gør, at man kan have lidt større håb for os jordmennesker – og også vores efterhånden voksende behov for og modtagelighed for en "kærlighedsvidenskab" som den, vi finder i Det Tredje Testamente – end det i "normale" tilfælde netop nu ellers kan se ud til at være tilfældet. Og jeg har en følelse af, at fremtiden vil byde på rigeligt med tilfælde eller muligheder for at manifestere denne mere eller mindre "skjulte" humanitet.

Det handler altså om at få humaniteten til at tage det store skridt ud af "skabet". Ligesom det hidtil ikke har været let for de homoseksuelle at komme "ud af skabet", som man siger, og åbent tilstå deres seksuelle natur, så har det heller ikke været så let for de humane mennesker at gøre det samme og finde måder at kanalisere selv dette behov og denne natur. Det bliver som en opdæmmet flod, der før eller senere bryder igennem ("ketchupeffekten" igen!). Det er altså noget ganske væsensforskelligt fra det, man ellers kalder et "quickfix", eftersom det har kostet mange inkarnationers, for ikke at sige årmillioners, "blod, sved og tårer" – vores menneskelige eller humane udviklingsstandard har vi "grædt os til", som Martinus også udtrykker det.

Det, jeg tror, vi kommer til at se i forbindelse med den mørkekulmination, som mere og mere synes at nærme sig, er en stærkt tiltagende "polarisering" mellem mørkets og lysets kræfter, dvs. mellem de inhumane og humane kræfter, i menneskeheden – lige såvel i os som enkeltindivider – hvor den ene kontrast tydeligere end nogen sinde tidligere i menneskehedens historie vil komme til at markere sig på baggrund af den anden. "Det, som nu er skjult, vil blive åbenbaret" (NT: Mathæus 10:26) – både når det gælder det ene og det andet...