Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Hvis de bare ville læse Martinus, så skulle de snart komme på andre tanker", sagde en mand, der lige havde læst om en ny, stor opdagelse inden for naturvidenskaben. Og sådan er det jo også med mange af de artikler, vi bringer her i bladet. De føjer en ekstra dimension til de resultater og spørgsmål, som naturvidenskaben lader stå åbne. Bladet prøver på den måde at vise, at der er både liv og bevidsthed bag det alt sammen.

Her vil en og anden af bladets læsere måske komme i tanker om et symbol, som Martinus kalder "Korsets tegn". Det viser, hvordan naturvidenskaben kan symboliseres ved korsets vandrette arm, mens åndsvidenskaben tilsvarende kan symboliseres ved den lodrette arm. Sådan kan man ifølge Martinus forske i to retninger, der tilsammen resulterer i et sandt billede af verden. Er dette billede så komplet? Ja, det mente vor mand, og han glædede sig til den dag, hvor de naturvidenskabelige forskere selv kunne se, at al deres møje blot var "søluften i nærheden af havet", som han sagde med et kendt Martinus-citat.

"Materiefacitter" og "livsytringsfacitter" kaldte Martinus de resultater, der kommer ud af henholdsvis naturvidenskab og åndsvidenskab. Og når han brugte ordet "facitter", så var det for at minde os om, at begge videnskaber er ligesom regnestykker. For eksempel: 2+2=4. At dette er rigtigt, forudsætter, at 1+1=2, hvilket vil sige, at to ting, f.eks. æbler, kan være nøjagtig ens, hvad de aldrig kan være i virkeligheden. Det er her, de to videnskaber minder om regnestykker. Det er alt sammen noget, der foregår oppe i vores hoveder, og dér bliver alle æbler ens.

Folk, der på den måde går vores vante forestillinger efter i sømmene, kaldes videnskabsteoretikere. De taler ikke om "sandheder", men om "forudsætninger". For eksempel står og falder naturvidenskaben med, om den kan beskrive og forklare sine observationer. På et andet symbol, som handler om livsmysteriets løsning, kalder Martinus disse to forudsætninger for "grundfacitter" og giver dem numrene 1 og 2.

Naturvidenskaben forudsætter altså, at verden kan beskrives og forklares ud fra en iagttaget kæde af årsager og virkninger, men om denne kæde fører et bestemt sted hen og dermed afslører en forud given hensigt, det kan naturvidenskaben naturligvis ikke blande sig i, for det forudsætter jo noget mere, nemlig at der er en mening med det hele. Denne forudsætning anfører Martinus som "grundfacit nr. 3", og med denne ekstra forudsætning er der ikke længere tale om naturvidenskab, men om åndsvidenskab.

Her overskrides altså den grænse, hvor "søluften" afløses af udsigten til "havet". Blot en enkelt forudsætning er nok, og det er ikke længere seriøs naturvidenskab. Men det fortæller jo ikke noget om de forskere, der skriver naturvidenskabelige artikler. Teoretisk set vil de sagtens kunne læse Martinus ved siden af deres professionelle virke, det kan vi ikke vide noget om. Og det kan vores mand i historien jo heller ikke!