Kosmos 2013/8 side 254
© HongChan001| Dreamstime.com
Pas på med kaffen
DTU Fødevareinstituttet advarer i en pressemeddelelse om, at stoffet akrylamid, der findes i en række fødevarer, kan være kræftfremkaldende. Nye undersøgelser bekræfter den mistanke, man i flere år har haft til stoffet. Akrylamid dannes, når visse fødevarer bliver opvarmet til over 100 grader, så de bliver sprøde og bruner. Stoffet findes i en lang række fødevarer, blandt andet kager, brød, chips, stegte kartofler fx pommes frites og i kaffe. Martinus omtaler i bogen "Den ideelle føde", hvordan stegning af maden kan danne askestoffer, der helst skal undgås, fordi de er ufordøjelige og usunde for organismen. DTU Fødevareinstituttet har i samarbejde med de tyske, franske og svenske fødevareinstitutter skrevet til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsmyndighed (EFSA) for at få EU til at se på, hvad man kan gøre ved akrylamid. Læs også artiklen "Askestof og acrylamid" i Kosmos nr. 2, 1999.
Torben Hedegaard
Forskere bag FN-rapport: Halvér kødforbruget
Professor Chris Sutton, som er hovedforfatter på en ny rapport Our Nutrient World fra FNs miljøprogram UNEP, udtaler, at folk i verdens rige lande bør blive "demitarer" ved at halvere deres kødforbrug. Sutton henviser samtidig til et nyligt FN-arrangement, hvor kokken kun brugte en tredjedel så meget kød som normalt og kompenserede for det med flere grønsager, og over 90 % af gæsterne var glade for måltidet. Det er ikke første gang, at FNs miljøprogram UNEP anbefaler et lavere kødforbrug. I juni 2010 gik UNEPs resursepanel så vidt, at de anbefalede "en betydelig global kostændring, væk fra animalske produkter". Kilde: Dansk Vegetarforening
Henrik Hedegaard
Mad er værre for miljøet end alt andet
Det fremgår af en rapport fra Miljøstyrelsen, hvor rådgivningsvirksomheden Niras har opgjort danskernes miljøaftryk på en ny måde i forbindelse med Miljøstyrelsens rapport om effekterne af en række miljøråd. Danskernes hang til kød og andre proteinkrævende fødevarer har store effekter på det globale miljø, og det er en af hovedårsagerne til, at 45 % af en danskers samlede miljøaftryk på verden kommer fra vores forbrug af mad og drikke. Nummer to er vores bolig med energi, vedligehold og boligudstyr, der står for 21 % af aftrykket. Kilde: Dansk Vegetarforening
Henrik Hedegaard