Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Giv mig et fast punkt, og jeg skal bevæge hele verden" er et udtryk, som efter sigende blev udtalt af den græske matematiker, astronom og filosof Arkimedes, født 287 f.Kr.

Arkimedes er måske mest kendt for opdagelsen af "Arkimedes lov", som beskriver, hvad det er, der bevirker, at en genstand flyder, samt hvor dybt genstanden synker ned i vandet. Men han definerede også vægtstangsprincippet, og det er i relation til dette princip, han skulle have ytret ovenstående. Hvis han blot kunne få et fast punkt uden for jorden, ville han med en kæmpevægtstang kunne "bevæge jorden". Måske rummede hans ord noget næsten profetisk; noget som han måske ikke engang selv anede.

En anden stor filosof Heraklit, 500-tallet f. Kr., skulle have sagt "Panta rei", alt flyder, eller alt er i en tilstand af forandring. Andre mener dog, at det var Sokrates, som sagde disse ord. Men det vigtige her er at se på selve indholdet i denne udtalelse. Alt er under konstant forvandling. Der findes intet fast punkt eller noget, som er så stabilt i tilværelsen, at det ikke vil blive forvandlet. I den moderne fysik har dette udtryk fået en renæssance i og med Einsteins relativitetsteori – alt er relativt. Det, som Einstein således specifikt påviste, var, at al bevægelse er relativ. Men ud fra et åndelig kosmologisk perspektiv, så eksisterer der intet andet end bevægelse på det fysiske plan¹, så derfor bliver udtrykket generelt; gældende for hele den fysiske verden.

Martinus viser også, at alt i den fysiske og åndelige verden er i stadig forvandling – alt er på vej i en "vandring i spiralkredsløbet". Spiralkredsløbet er det store guddommelige livsprincip, som til stadighed lader alt liv "genfødes" – som uafbrudt lader bevidstheden fornyes og genskabes. Hvad er definitionen på et kredsløb? Vi kender døgnets kredsløb og årets kredsløb – hvad har disse to kredsløb til fælles? Jo, en kulmination i lys og en kulmination i mørke. Gennem dette kontrastprincip er det muligt for det levende væsen til stadighed at opretholde sin livsoplevelse.

Men bevidstheden er også "bare bevægelser" set fra det fysiske plan; noget som er under stadig forvandling. Hvem er det, som oplever disse bevægelser som bevidsthed?

Inden for den moderne hjerneforskning mener man, at det er hjernen, der producerer bevidstheden, og at det derfor også må være hjernen, som oplever alle de bevægelser, vi kalder livsoplevelser. Men eftersom hjernen er i stadig forvandling, som alt andet i hele kroppen, må konklusionen af dette være, at "bevægelser oplever bevægelser". Noget relativt, som oplever noget relativt? Ja, her er det så, vi har brug for "det faste punkts videnskab". Og Forsynet har da også ladet en sådan videnskab inkarnere her på jorden. Martinus' kosmologi, Det Tredje Testamente! Her finder vi det faste punkt, som vil komme til at bevæge hele verden!

Martinus viser, at der må findes et fast punkt, en kontrast til bevægelsen, for at man skal kunne opleve noget. En bevægelse kan ikke opleve en bevægelse; her er der ingen kontrast til bevægelsen. Og frem for alt – dette faste punkt er selve jeget eller skaberen og opleveren bag alle bevægelser og livsprocesser. Her kommer "det levende" jeg eller skaberen ind i skabelsen; den organiserende og sammenholdende årsag til alle bevægelser i universet. Den "årsagsløse årsag", som Martinus også kalder dette inderste livselement.

Hvorfor kan man ikke finde denne inderste livskilde i naturvidenskaben? Ja svaret er enkelt. Dette inderste faste punkt er ligeledes det samme som den absolutte stilhed, uendelighed og evighed. Og stilheden, uendeligheden og evigheden kan ikke måles og vejes. At måle og veje med forskellige instrumenter er jo den metode, man anvender inden for naturvidenskaben for at bevise, at noget eksisterer. Men det er forskeren selv, der med sit jeg, med sit inderste faste punkt, skal undersøge dette inderste livselement, det faste punkt. Her forstår man, at den objektive forskning, som den materialistisk indstillede forsker forlanger, er en umulighed. Når det kommer til denne inderste forskning af livet, så indser man, at vi alle vil have vores eget perspektiv på det undersøgte. Ja det gælder for øvrigt alle oplevelser. Det er vort eget opsamlede erfaringsmateriale, som udgør grunden og forudsætningen for al livsoplevelse. Det er den klangbund, der får livets strenge til at vibrere, og som derfor til stadighed gør os i stand til at være i kontakt med den "kosmiske symfoni", livet!

Hvordan skal man da kunne videnskabeliggøre det faste punkt, dette livets alfa og omega? Ja her er det, den åndelige videnskab kommer ind som en frelsende engel. Martinus' logiske analyser af livet viser os igen og igen, at "den døde materie" ikke kan være årsag til liv og bevidsthed. Vi må nærstudere vort eget skabeområde, hvor vi har overblik over årsag og virkning, for at forstå, at der må eksistere en skaber, en intelligens, for at kunne skabe logiske frembringelser. Her findes ingen undtagelser. Ja selv den mest banale ting som en ske kræver forudgående planlægning, logik og en eller anden, som fremstiller den. Det lyder så enkelt og selvfølgeligt, men når det kommer til naturens enormt komplicerede frembringelser, alt fra bakterier til mennesker, så stiller den materialistiske forsker sig tilfreds med, at det er "spontane og tilfældige mutationer i genmaterialet", der ligger til grund for disse fantastiske skabelser.

Her kan man se, at mennesker på det materialistiske stadie i udviklingen virkelig er blinde for selve livet eller livsytringerne, som Martinus kalder det. Men selv dette stadie er som det skal være. Det er noget, vi alle må igennem for sluttelig at blive "helt vågne" på det fysiske plan.

Martinus' åndelige analyser giver os de logiske argumenter, som faktisk "beviser", om end kun i teorien, for de mennesker, som er på bølgelængde med den åndelige videnskab, at der må være en intelligent skaber bag alle livets geniale frembringelser. Og at denne skaber må være et "fast punkt", for at livets bevægelser kan opleves. Men Martinus viser også, at vi nu, på grund af den hastige udvikling som menneskeheden er inde i, relativt snart vil åbne vores øjne. Vi vil få større og større adgang til livets højeste synsevne, intuitionen. Med intuitionen bliver vi selv i stand til at opleve livssiden af tilværelsen; se, at der er en styrende intelligent kraft, som sammenholder og organiserer materien. Vi vil blive mere og mere bevidste i vort eget faste punkt, vort jeg; som en indre stille centrumfornemmelse. Det bliver den videnskabeliggørelse, som må erobres af det enkelte menneske. Her bliver det klart, at vi alle vil blive åndelige forskere, som i sidste ende vil blive bevidste i vor egen indre åndelige struktur. Og Martinus viser os, at dette sker successivt. Først som en indre vished, aha-oplevelser, dernæst kommer støre intuitive nedslag som kosmiske glimt, for at vi til sidst når frem til det suveræne stadie, den kosmiske bevidsthed. Så har det "faste punkt" definitivt åbenbaret sig som vores inderste guddommelige kilde. Vi er blevet ét med livet, med sandheden og med Gud.