Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Videnskaben kan måle, at jordklodens temperatur stiger. Siden de første globale temperaturmålinger begyndte i midten af 1800-tallet, er temperaturen steget med ca. 0,7 °C. Det er ikke usædvanligt, at klodens temperatur ændrer sig. Det har den gjort mange gange før i historiens løb.¹ Der har været istider på kloden med køligere vejr end nu, og der har været perioder med varmere vejr end nu. Videnskaben ved ikke præcist, hvorfor temperaturen har ændret sig, og hvilke faktorer der ligger bag, for der er tale om et yderst kompliceret samspil mellem mange forskellige komponenter.² Komponenterne er bl.a. verdenshavene, havis og gletschere, vulkanaktivitet, mennesker, dyr og planter, ferskvandsstrømmene, solens stråling og klodens banebevægelse. Set fra videnskabens synspunkt er mange af disse komponenter tilfældige kræfter i naturen, og klodens energiomsætning er ganske vist underlagt visse naturlove, men den er ikke underlagt nogen overordnet styring eller plan.

Hos Martinus derimod er naturkræfterne ikke tilfældige, men er udtryk for et levende makrovæsens livsfunktioner. Makrovæsenet er jordkloden, der har en organisme med et stofskifte, ligesom vores organisme har sit stofskifte. Stofskiftet er væsenets indre livsfunktioner, og de er underlagt væsenets viljeføring. I vores egen organisme er mange af de indre livsfunktioner automatiserede og behøver ikke vores opmærksomhed længere. Det gælder fx hjerteslaget, åndedrættet, fordøjelsen osv. Disse organfunktioner er igennem mange inkarnationers træning blevet til rutine og automatfunktion eller det, Martinus kalder C-viden. Vi må gå ud fra, at det samme gælder mange af jordklodens indre livsfunktioner. De er også blevet til automatiske processer, der nu følger bestemte naturlove og regelmæssigheder, der er blevet fastlagt af jordkloden for mange inkarnationer siden.

Normalt er klimasystemet, altså Jordens stofskifte og de automatiske livsfunktioner, i ligevægt, og både makrovæsenet og dets mikrovæsener har de bedste livsbetingelser. Et udtryk for denne ligevægt er det levende væsens temperatur. Martinus fortæller, at jordkloden ligesom andre levende væsener har en normaltemperatur. Normaltemperaturen opstår som et fysisk balancepunkt mellem varme og kulde. Varmen er et produkt af tyngdeenergien, der står for det udvidende og eksplosive, mens kulden er et produkt af følelsesenergien, der står for det sammentrækkende og bindende. Følelsesenergien binder tyngdeenergien, så der opstår balance mellem kulde og varme. Ved denne balance er væsenets livsbetingelser optimale. Vores egen organisme har sit balancepunkt ved 37 °C, og videnskaben kan måle jordklodens gennemsnitstemperatur til ca. 15 °C.

Men nogle gange kommer jordklodens temperatur uden for sit normalområde, og der opstår en ubalance: "... Der kan opstå situationer, i hvilke nævnte normaltemperatur forstyrres, kommer ud af balance, varmen eller kulden i organismen bliver overdimensioneret. I begge situationer kalder vi det "feber". Denne feber kan i visse tilfælde være medvirkende til helbredelse af sygdomme, men dens dybeste årsag betyder i virkeligheden en begyndende kortslutning af den kontakt, med hvilken væsenets mellemkosmiske, elektriske system er forbundet med det makrokosmiske, elektriske system, i kraft af hvilket den fysiske organisme opretholdes. Og hvis denne feber eller begyndende kortslutning ikke standses, vil den blive så total, at al forbindelse mellem væsenets psykiske eller elektriske system og dets fysiske organisme totalt ophører. Og vi har her for os en af de totale kortslutninger af den fysiske organisme, der i dagliglivet udtrykkes som "døden"." (Livets Bog, bind 6, stk. 2181)

Fra Martinus' analyser kan vi udlede, at den globale opvarmning formentlig er udtryk for, at jordkloden har feber. Den har en ubalance mellem tyngde- og følelsesenergien. Klimaets ligevægt mellem varme og kulde er forrykket. Som det fremgår af citatet, kan ubalancen komme så vidt, at væsenets liv kan være i fare. Vil feberen bevirke, at moder Jord skal gå under? Nej, det vil det ikke, for Jorden har en helt anden skæbne end at dø en unaturlig død. Jordkloden er meget tæt på at blive indviet og få kosmisk bevidsthed eller det, Martinus kalder at opleve den store fødsel. Det er begyndelsen til en ny strålende epoke i klodens og menneskehedens udvikling. I 1942 skriver Martinus en interessant artikel til Kontaktbrevene, hvori han omtaler 2. verdenskrig og klodens indvielsesproces: "De strenge vintre, vi har haft i de sidste år, er forbundet med krigen. Jordklodevæsenet gennemrystes af en voldsom feber og må derfor mobilisere al sin følelsesenergi for at binde den voldsomt opblussende tyngdeenergi. Da verdensaltets kulde er det samme som det, De ellers kalder "følelse", og "ilden", der frembringer feber og krig, er det samme som tyngdeenergi, ser vi her sammenspillet mellem to af de bærende kræfter i det, der i øjeblikket foregår i jordklodens organisme. Jordklodevæsenet er for tiden inde i en vældig religiøs oplevelse. Den er i færd med at opleve "den store fødsel", og forud for denne oplevelse går der en religiøs krise, der lægger et enormt pres på dens organisme. Dette pres er det, menneskeheden oplever som krig og lemlæstelse" ("Det sande gudsforhold", Kontaktbrev nr. 9-11, 1942, gengivet i dette nummer af Kosmos). Senere samme år skriver Martinus artiklen "Ånd", hvor han også nævner den igangværende verdenskrig: "Vi har nu haft tre meget kolde vintre, som har bundet jorden mere, end De er vant til at se. Denne binding har tjent et dybt formål. På samme måde som kulde er det eneste, der kan binde et hidsigt menneskesind, er det også det eneste middel, der kan binde krigen i yderverdenen. Kulden, vi har oplevet, har været svær, for mange mennesker, men tilværelsen ville være blevet endnu sværere, om det samme område skulle have været krigsskueplads, skulle have været slagmark." ("Ånd", Kontaktbrev nr. 26-28, 1942, gengivet i Kosmos nr. 8, 2013)

Jordklodens febertilstand oplever vi i sin kulmination som verdenskrig, men den er altså resultatet af en helt naturlig indvielsesproces for klodevæsenet. Og denne indvielsesproces har jordkloden under fuld kontrol, idet den ved at mobilisere sin følelsesenergi kan binde den opblussende tyngdeenergi. Den globale opvarmning er fødselsveerne før den store fødsel, og det er ikke noget, vi skal frygte og være bekymrede for. Figur 2 viser, hvordan temperaturen er steget uafbrudt siden begyndelsen af 1900-tallet og op til starten af 2. verdenskrig. Jordkloden har "varmet op" til krigen. Man kan også tydeligt se den afkøling, Martinus omtaler i citaterne. Nogle læsere husker måske, at store dele af Øresund var frosset til under de kolde krigsvintre, og at man efter sigende kunne gå fra Danmark til Sverige. Og det var ikke bare i Skandinavien, at vintrene var usædvanlig hårde. Det var de også i Sovjetunionen, hvor krigens parter udkæmpede en hård og ubarmhjertig kamp i årene 1941-45. Ifølge mange historikere var kampene på østfronten afgørende for krigens udfald, ikke mindst takket være de meget strenge og tidlige vintre i krigsårene, som Stalins styrker var bedre forberedt på end Hitlers. Lidt populært kan man sige, at klodevæsenets mobilisering af følelsesenergi vendte "krigslykken" og satte en stopper for udbredelsen af det nazistiske regime.

Figur 2 viser også en lille varmekulmination og efterfølgende afkøling i 1962. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Cuba-krisen, der kulminerede i oktober 1962. Man siger jo, at verden aldrig har været tættere på en atomkrig end under Cuba-krisen, hvor Sovjet ville opstille atommissiler på Cuba. Det var formentlig den kolde krigs alvorligste konfrontation mellem USA og Sovjet. Hvordan har Cuba-krisen set ud fra jordklodens synsvinkel? Har den været en lille febertilstand, hvor kloden måtte "slå koldt vand i blodet" for at dæmpe gemytterne, altså tilføre følelsesenergi?

Samlet set har det tyvende århundrede været præget af stigende temperaturer, og ikke for ingenting kalder Martinus dette århundrede for dommedagsepoken. Dommedag er ikke en enkelt dag, men en periode i jordklodens udvikling, hvor der sker en udrensning i dens bevidsthed. Det er dyrerigets dødskamp, de sidste krampetrækninger af fortidige primitive kræfter, der nu er forældede og døende, men som får en sidste opblomstring. Det er de dyriske sindelag i form af egoisme, griskhed, krige, revolutioner, terrorisme, drab og lemlæstelse, selvmord og livslede, der kommer frem i en slags sidste kulmination. Kloden har feber i forbindelse med sin indvielse, og når feberen kulminerer, oplever vi verdenskrige i mellemkosmos.

Når man i figur 2 ser temperaturkurvens markante uafbrudte stigning fra 1970'erne op til nu, er det ikke svært at forestille sig, at vi går imod en tid med store omvæltninger på Jorden. Tyngdeenergien er blusset op, kloden har feber og er igen ude af sit balancepunkt. Martinus har forudsagt, at verden vil komme til at opleve voldsomme krige og uroligheder omkring årtusindskiftet. Der vil komme en vældig koncentreret karmaudløsning, hvor de sidste rester af den dyriske mentalitet i jordmenneskeheden vil få overtaget for en tid. Når tyngdeenergien blusser op hos klodevæsenet, gør den det også hos jordmenneskene, som er celler i Jordens bevidsthed. Vi er mellemkosmiske redskaber for klodens udløsning af tyngdeenergi. Når vi går i krig, myrder og lemlæster hinanden, er tyngdeenergien ude af kontrol i vores bevidsthed. Krigen er et kollektivt udtryk for tyngdeenergiens eksplosive og destruktive kraft, og den efterlader sår og betændelse i klodevæsenets organisme. Men betændelsestilstanden er ikke alvorlig; menneskene kan ikke for alvor gøre skade på jordkloden. Vi kan ikke "splitte kloden ad". I Livets Bog, bind 6, gengiver Martinus Guddommens tale til gudesønnen: "Hvad skal den lille celle stille op imod et makrovæsens vilje og jeg? – Det, makrovæsenet opdager, der er til gene for det i dets organisme, vil det selvfølgeligt bekæmpe, ligesom I bekæmper det, der fremkalder sygdomme i jeres organisme. Og på grundlag heraf kom I i kamp med en ny fjende, altså en fjende, der er millioner af gange større og stærkere end de fjender blandt menneskene, I ville bekæmpe eller udrydde. Du oplevede således her, at der ikke findes krigs- eller drabsmidler af en sådan natur, at de kan blive en virkelig varig beskyttelse imod krig, had og forfølgelse. Ved enhver udvidelse af krigs- og drabsevnen og de heraf følgende dødbringende manifestationer overfor din næste, kunne du ikke undgå at skabe læderinger eller sår i makrovæsenets organisme, thi dine medvæsener såvel som du selv er jo celler i nævnte organisme. Og jo flere menneskeliv og andre former for liv du saboterede eller ødelagde, desto større sår eller læsioner frembragte du i makrovæsenets organisme. [...] Og makrovæsenet måtte uafhængig heraf bekæmpe dig, thi intet er mere skadeligt for en organisme end dette, at dens normale celler eller mikrovæsener bliver afsporede og begynder at sabotere og nedbryde dens struktur ved indbyrdes at dræbe eller ødelægge hinanden. Enhver sådan farlig celle eller en sammenslutning af sådanne farlige mikrovæsener vil uundgåeligt blive bekæmpet af makrovæsenet." (stk. 2090)

De kommende krige skal en gang for alle vise menneskene, at krig ikke kan udryddes ved krig eller ved nogen andre ydre foranstaltninger, men kun ved at det enkelte menneske omvender sig selv og bekæmper sine ufærdige sider, resterne fra dyreriget. Det drejer sig ikke om den ydre kamp, men den indre. Mange steder i sine kosmiske analyser bruger Martinus begrebet "tankeklimaer", og han sammenligner menneskets tankeklimaer med Jordens klimaer: "De levende væseners tankeverden er således fyldt med mangeartede højst forskellige tankeklimaer, på samme måde som deres fysiske verden er fyldt med meteorologiske klimaer." (Livets Bog, bind 2, stk. 443) Med vore tanker og følelser skaber vi mentale klimaer, der kan være lyse og glædesbefordrende, eller de kan være mørke og nedtrykkende for vore omgivelser. Men vores bevidsthed, tanker og følelser gennemstrømmer også vores organisme og skaber her klimaforholdene for vores indre univers, kroppens organer og celler. På samme måde som vores makrovæsen, jordkloden, skaber de fysiske klimaforhold, menneskene må leve under, således skaber vi som makrovæsen klimabetingelserne for vores organismes mikrovæsener. Martinus kalder også åndsvidenskaben for en morallære eller en lære om kosmisk kemi, om hvordan vi sammensætter vores tanker og følelser, så de skaber lys, glæde og velvære for vores medvæsener. ""Moral" udgør således en begyndende vejledning i at beherske tankeklimaer, på samme måde som "videnskaben" er en begyndende vejledning i beherskelsen af fysiske "klimaer"." (Livets Bog, bind 2, stk. 444)

Jorden står på tærskelen til sin indvielse, og ifølge de kosmiske analyser skyldes den globale opvarmning en mental ubalance i klodevæsenets bevidsthed. Tilstanden er ikke permanent, og feberen vil forsvinde, når kloden bringer sin tyngdeenergi under kontrol. For os jordmennesker drejer det sig om at holde vores eget sind i ligevægt, "holde hovedet koldt" og bringe vores egen tyngdeenergi under kontrol. Det er den bedste måde at skabe freden på: "Men for at kunne opleve en varig fred, må den først bygges op i ens egen indre verden. Det er ikke nok, at alle krigsførende parter slutter fred, det enkelte menneske kan godt være ulykkeligt alligevel. Den varige fred er ikke noget, man kan få udefra. Den er ikke afhængig af om de, der i dag står i krig mod hinanden, slutter fred. Dybest set er dette slet ikke afgørende for Dem selv. De står højt hævet over materien. Nej, virkelig fred kommer De først til at opleve, når De har sejret i kampen på Deres egen indre front. Når De har nedkæmpet Deres egne lavere naturer og tilbøjeligheder, så kommer den virkelige fred til Deres sind. Ved at indstille Dem på denne kamp, kommer De til at opdage den retning, i hvilken De skal handle. Da vil De se, at dersom De ønsker at høste kærlighed, forståelse og alt det, De hungrer efter at møde i Deres daglige liv og omgivelser, da må De selv så det først. Ønsker De fred, må De ophøre med selv at udløse hidsighed, irritation, raseri og heftighed. Disse tilstande er mentalt tordenvejr og giver ikke fred. Der, hvor De i det daglige liv møder mentalt tordenvejr fra et andet menneskes side, må De sætte ro og ligevægt imod og prøve at være uforstyrret, derved skaber De fred.

For at gøre det lettere for Dem at modstå disse ting, har jeg skabt mine analyser. Disse analyser vil vise Dem, at det er i kontakt med tilværelsens love og dermed logisk at "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre"." ("Det sande gudsforhold", Kontaktbrev nr. 9-11, 1942, gengivet i dette nummer af Kosmos)