Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Du holder nu i din hånd årets sidste nummer af Kosmos. Her fortsætter Martinus med at skrive om bønnen; om dens tekniske side; om lønkammeret. Dette hemmelige rum, som vi alle har inden i os, men som længe har været så hemmeligt, at vi helt har glemt det. Der findes en fantastisk gammel orientalsk fortælling, som beretter om, hvordan guderne skabte verden; stjernerne, solen, månen, havene, skyerne, bjergene, blomsterne og menneskerne. Men nøglen til den inderste sandhed om livet ville de gemme et godt sted, så menneskerne fik noget at søge efter. "Vi gemmer den på toppen af det højeste bjerg" sagde den ene. "Der bliver den ret så svær at finde." "Nej", sagde en anden, "vi gemmer den i den mørkeste og dybeste afgrund!" "Vi gemmer den på månens bagside", foreslog en tredje. Men den ældste og viseste af dem alle sagde: "Vi gemmer den i menneskernes hjerter. De vil søge efter den overalt i universet uden at vide, at de hele tiden har båret den inde i sig selv!"

Nu er vi på vej ind i dette hemmelige rum. Det er her, vi langsomt, igennem mange liv, opbygger kontakten til den Gud, som vi i så lang tid først har ignoreret og siden har søgt overalt i universet. Vi er nu på vej til at skabe den kontakt, som i sidste ende bliver det mest intime venskab. Vi møder denne ven overalt; omkring os og inden i os; et konstant nærvær. Hvilken følelse af tryghed, skriver Martinus, at leve midt i Guddommen! Hvor vi end vender os, møder vi Gud, og Gud møder sig selv gennem os. Vi er alle Guds sanseorganer. Liv efter liv udvikler vi også selv bedre og bedre sanseorganer for at kunne opleve denne vidunderlige livgivende kontakt. Vejen går ikke altid ligeud. Af og til kommer vi ned i mørke dale og tror, at vi helt har mistet forbindelsen, men vi kan aldrig blive helt borte. Der er en evig kosmisk organisk forbindelse mellem os og Gud.

Længere fremme i bladet kan du også læse om julen. Midt i den mørkeste tid på året lyser julen som et varmende lys i vores hjerter. Den stemning, som omgiver jorden ved juletid, er som en forsmag på det rigtige menneskerige. Vi får lyst til at give gaver, ikke for at få noget tilbage, men blot fordi det er så dejligt at glæde nogen eller nogle. Man vil så gerne kunne give til alle, der er sultne, er ensomme, som sørger eller som på anden vis har det svært. Og her kommer så atter vores "lønkammer" til sin ret! Med bønnen kan vi sende de allerlyseste julegaver til "alle jordens hjørner". Og måske er det sådan, at menneskers hjerter, især ved juletid, er mest modtagelige for den kraft og det lys, der er i vore kærlige bønner. Kærligt julelys, som skytsenglene bare længes efter at få lov til at videregive.

Redaktionen ønsker alle en rigtig god og fredfyldt jul og et Godt Nyt År!

Forsiden: Funklende decemberlys