Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I dag kom jeg forbi en butik med håndarbejde. Vinduet var allerede fyldt med julebroderier. Vi er i oktober og det er virkelig på høje tid at få begyndt at brodere, hvis det skal blive færdigt til jul. Jeg standsede fascineret, så på den smukke udstilling og følte en bølge af varme og glæde stige op i mig. Bare tanken om alle lys, alle kærlige hilsener som mennesker sender til hinanden i julen, alle kærlige gaver, i det hele taget alt, der hører sammen med den store lysfest, børnenes forventninger, alle forberedelser, fik det til at blive varmt om hjertet. Pludselig var den der, glæden forud for julen.

Mange mener, at vore dages forbrugsrace i forbindelse med fejring af julen savner alle normale rammer. Julen i dag er kun til for forretningsfolk, siger man. Og vi stakkels konsumenter bliver, enfoldige som vi er, udnyttet og narret. Men helt så enkelt er det ikke. For millioner og atter millioner af mennesker verden over narrer man ikke så let. Der må være noget inde i os, der vil have denne fejring af julen. Noget, som vi virkelig længes efter. Og hvad det er, forklarer den danske forfatter Martinus os.

I sin lille bog "Juleevangeliet" har Martinus beskrevet, hvad det er, der egentlig gør julen så stor og betydningsfuld. Der er næppe nogen anden historie, der er blevet læst og fortalt så ofte, som juleevangeliet. Intet budskab er af menneskeheden blevet modtaget med større glæde. Hvorfor? Martinus skriver, at denne historie for længst ville være blevet glemt, hvis ikke den indeholdt evige sandheder, hvis ikke den handlede om noget, der angår os alle.

Vi skal her se på nogle af de evige kosmiske sandheder, som skjuler sig i juleevangeliet. Der er flere, og de er gengivet i symbolsk form i historien. – Vi har f.eks. stedet, hvor Jesusbarnet blev født. Stalden, dvs. det sted, hvor dyrene befinder sig, det symboliserer dyreriget, hvor det rigtige menneske fødes. Endnu tilhører vi mennesker dyreriget. Endnu har vi pattedyrkroppe. Men vi kan ikke benægte, at vi nødigt vil betegnes som dyr. Ingen vil kaldes for et æsel, en ko, abe, slange, gris – kort sagt et dyr. Alle vil vi gerne være mennesker og behandles som sådanne. – Det rigtige menneske råder imidlertid, ifølge Martinus, over helt andre kvaliteter, end vi gør i dag. Det rigtige menneske er en indviet, har mere følelse, dvs. medfølelse, har en meget større intelligens og har også allerede tilgang til intuition, som jo er "viden oppefra". Begrebet intuition forveksles ofte med instinkt, der er en arv fra plante- og dyreriget, altså "viden nedefra" – fra vor fortid.

Man hører ofte folk sige, at vi slet ikke kan være så sikre på, at der nogensinde har eksisteret én ved navn Jesus. Dertil kan svares, at han nævnes i den romerske historieskrivning – også, at han blev henrettet. Om Jesus derimod blev født i en stald, det kan vi naturligvis ikke vide så præcist. Josef var jo kommet til Nasaret, fordi han stammede fra denne by. Han var håndværker og tilhørte dermed ikke den fattigste del af befolkningen. Med de store familier, som man havde dengang, kan vi sikkert gå ud fra, at han havde nogle slægtninge der. Og de har vel næppe tilladt en pårørendes forlovede at føde sit barn i en stald. Altså er der i julefortællingen bevidst anvendt symbolik – noget, der kendetegner specielt fortællinger som eventyr og historier i orienten. Jesus talte jo ofte selv i lignelser og symboler, når han prøvede at formidle dybere sandheder.

Det rigtige menneske fødes altså her i dyreriget (i en dyrekrop). Jesus var en repræsentant fra det rigtige menneskerige, hvor følelse (medfølelse) dominerer. Det sker en gang imellem, at ældre brødre, dvs. mennesker, som er tusindvis af år foran os i udviklingen, fødes blandt os. Disse store lærere repræsenterer et åndeligt niveau, som vi alle engang skal nå, og som andre har nået før dem. – Vi er jo tit villige til at betegne vore medmennesker som mindre vidende. Ingen kan benægte, at de en gang imellem har betegnet en anden som dum. – Men så må vi også være klar til at acceptere tanken om, at der findes klogere og visere mennesker, der er foran os i udviklingen med år, årtier århundreder – ja årtusinder.

Sådanne mennesker, der råder over en viden, de ikke kan have erhvervet her fra bøger, betegner vi som vise, mystikere, indviede. – De er de sande lærere for menneskeheden. De fører os altid lidt længere på vor vej. Verden er altid blevet lysere og bedre, efter at de har virket iblandt os. Martinus' værk beskriver vor egen kommende udvikling hen mod deres viden og moralske niveau, et niveau vi alle vil nå en gang. Ingen er i den henseende favoriseret. Alle vil vi en gang nå dertil. Og jo mere vi forsøger at forstå og leve efter de evige love, som tilværelsen er ordnet efter, des lettere og hurtigere vil vi opnå denne viden. Hvilket naturligvis er vældig gavnligt. For når vi kan bedømme en situation rigtig, begår vi jo ikke nogen fejl, og så går intet galt. – At opgive en stald som Jesus fødested er altså ifølge dette en genial tanke.

Nu skal vi se på nogle af personerne i denne historie. Vi har til en begyndelse Jesus selv. Han var altså en indviet, en repræsentant fra det rigtige menneskerige, en af de store, der har fremmet menneskeheden – den største, siger Martinus. Her i juleberetningen et nyfødt barn, der allerede hyldes og tilbedes. Han bliver beskyttet af sin mor Maria og sin far Josef – og af de tre vise mænd, der stiller penge (guldet) til rådighed for overlevelsen. Bibelen siger absolut intet om, at Maria var "jomfru". Hun betegnes som en "ung kvinde", der var forlovet med Josef. For at bekræfte, at Josef virkelig var Jesu far, opregnes i begyndelsen af Mattheusevangeliet Jesu og Josefs forfædre helt ned til Abraham. Jesus stammer altså fra en fornem og gammel slægt.

Senere har vi Herodes, den ondskabsfulde hersker, der med list og svig forsøgte at finde den nye "konge", og som senere lod børn myrde, for at skaffe den formodede rival af vejen. "Herodes" symboliserer i denne historie naturligvis det såkaldte onde i ethvert menneske, der forfølger det "gode" i det "rigtige menneske", vor egen fremtidige kristusmentalitet.

De hellige tre konger symboliserer de store verdensreligioner, som med sine gaver beskytter og fremmer den fremvoksende kristusmentalitet i alle menneske på jorden, dvs. det gode, humaniteten og næstekærligheden i os. Gennem de tre vise mænds gaver blev det jo også muligt for Josef og Maria at flygte fra Herodes til Egypten. En rejse som sikkert også dengang var en dyr historie, selvom den kunne gøres blot med hjælp af et æsel. Josef og Maria blev desuden en tid i Egypten, noget der vel også blev muligt ved hjælp af de vise mænds guld. De tre vise mænd symboliserer altså den beskyttelse af det gode, som de store verdensreligioner udgør.

Her vil mange sikkert indvende, at de store verdensreligioner trods det, har været ophav til mange krige og megen elendighed, og at de har været skyld i uendelig mange lidelser og grufuldheder. Men det er noget, deres ophavsmænd aldrig har haft til hensigt, men som er sket pga. menneskers manglende evne til at forstå størrelsen af visdommen i disse religioner på den rigtige måde. Verdensreligionernes ophavsmænd har aldrig forkyndt andet end næstekærlighed.

Alle mennesker vil udvikle sig hen mod denne næstekærlighed i løbet af sine inkarnationer. De store verdensreligioner har indtil nu været deres støtte i denne udviklingsproces. I dag er det dog svært for mange mennesker at tro på de kirkelige dogmer, som man jo også meget let kan angribe intellektuelt. Men da er man ved at blive offer for den overtro, at vi er færdige med alt religiøst. Her tager vi imidlertid fejl. Kristendommen har langt fra udspillet sin rolle. Meget, der indtil nu har været uforståeligt, mystisk og symbolsk i Bibelen, får nu i Martinus' skrifter en logisk forklaring.

Martinus' værk er en udviklingslære, større end nogen anden tidligere. Det er en symbiose mellem moderne videnskab og en i mystik og symbolsk form, urgammel, overleveret visdom. Ved hjælp af klare, farvede symboler, hvori han anvender spekterets farver og hvor hver farve har sin specielle betydning, forklarer Martinus sammenhængen på en logisk, nærmest matematisk måde.

Denne udviklingslære omfatter de levende væsners vandring gennem gigantiske æoner af tidsepoker. Her er kort blevet nævnt noget om dyreriget og det rigtige menneskerige. At livet er udviklet gennem millioner af år gennem plante og dyreriget, lærer vi som børn i skolen. Martinus' tankegods adskiller sig imidlertid fra den darwinistiske udviklingslære ved, at han beskriver væsnets evige fornyelse og udvikling gennem reinkarnation. Hvert jordliv kan sammenlignes med et skoleår, hvori væsenet lærer noget nyt og udvikler sig videre – helt fra begyndelsen fra det encellede væsen – frem til det rigtige menneske. Derudover beskriver Martinus imidlertid udviklingen FØR det encellede væsen, og hvad der kommer EFTER det rigtige menneskerige.

Vi kan altså fejre jul med god samvittighed og glæde os af hjertet. Hvor det, vi fejrer i julen, er fødslen af en ny mentalitet, af det bedste i mennesket, fødslen af et ønske om at være til glæde og nytte for andre. I dag er dette ønske kun tilstrækkeligt til at oplyse nogle dage midt i den mørkeste vinter. Men en gang i fremtiden vil dette ønske besjæle os så meget, at vi uafbrudt vil skabe glæde. Da tier kanonerne ikke kun juleaften, da tier de for altid. Da hersker freden. Julen, lyset, gavernes og de gode ønskers helligdage vil vare hele året. Vil man vide mere om symbolikken i "juleevangeliet", kan man læse om den i Martinus' bog med samme titel.