Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Formålet med Martinus' Det Tredje Testamente er at give os en videnskab om, hvad der skaber harmoni og disharmoni i vore liv og en viden om, hvad der gør os lykkelige, og hvad der gør os ulykkelige. En varig fred på jorden kan kun skabes på basis af en sådan videnskab.

I takt med, at vi mennesker ikke længere slår os til tåls med den traditionelle trosreligiøsitet med dens sakramenter og ceremonier som forklaring på tilværelsen og livet, længes vi mere og mere efter virkelig videnskabeligt og intellektuelt at forstå sandheden om den verden, vi lever i. Præcis som mennesket nu er i fuld gang med videnskabeligt at kortlægge den fysiske verden og dens love, kræves der en tilsvarende videnskab for at kortlægge de love og grundprincipper, der ligger bag den åndelige verden. Formålet med Martinus' åndsvidenskab er at give os denne viden, så vi får de redskaber, der er nødvendige for at kunne skabe en mere harmonisk og fredelig verden, hvis vi ønsker det. Med Det Tredje Testamente er vi ikke mere overladt til hverken materialistisk eller religiøs overtro – eller fanatisme. Skal den menneskelige kultur udvikles videre, behøves noget andet end religionernes primitivitet og overtro. "Fremtiden må hvile på videnskab, videnskab og atter videnskab i alle foreteelser." (Martinus: "Omkring min Skabelse af "Livets Bog"", Kosmos nr. 1, 1941)

I Martinus' analyser gives der en logisk beskrivelse af sandheden bag livet og tilværelsen. Martinus' hensigt med sine nærmest uendelige anstrengelser for i logiske analyser at give os denne forklaringsmodel på livsmysteriet er på denne måde at give os de instrumenter, der er nødvendige for, at vi skal kunne gøre livet på jorden lykkeligere, mere fredfyldt og lysere, end det er tilfældet i dag. Den intellektuelle forståelse, som et studie af Det Tredje Testamente kan give, er, ifølge Martinus, nødvendig for bevidst at kunne skabe en bedre verden og et lykkeligere liv for den enkelte. Gennem Martinus' kosmiske analyser får vi, i den udstrækning vi er modne dertil, et redskab til at forandre vore liv, men selve forandringen må vi selv sørge for. Efterhånden som vi inspireres af Martinus' budskab, er det efterfølgende op til os selv at forsøge at nedbryde de gamle dyriske og instinktive handlingsmønstre og langsomt, men sikkert, begynde at afprøve den kosmiske kemi, som Martinus' analyser indeholder. I Martinus' forfatterskab findes det nødvendige redskab i form af en videnskab om livets evige love og grundprincipper, en beskrivelse af hvorfra vi mennesker kommer, og hvor vi er på vej hen. Men et redskab må anvendes, hvis det skal være til nytte.

Efter min mening adskiller et materialistisk verdensbillede sig fra et åndeligt på den måde, man betragter det levende subjekt. Enten er det levende subjekt, "jeget", en bieffekt ved materien eller energien, eller også er det lige omvendt. Martinus beskriver, hvordan en slags "overfysisk" eller "åndelig" materie ligger bag vor fysiske verden, men at disse åndelige energier også udgør en slags materie eller energi. At påvise, at der findes en årsagssammenhæng, der ligger bag det, vi med vore fysiske sanser og deres forlængelser kan observere, kan i bund og grund ikke forandre materialismen som sådan, men kan risikere at udvikles til en slags åndelig materialisme, hvor den kvantitative datamængde blot bliver endnu større. Nej, den spændende joker i legen er det subjektive levende noget, der findes bag alt. Martinus' kosmologi vil bevidstgøre os om, hvem vi i virkeligheden er, og gennem åndsvidenskaben give os mulighed for mere aktivt end tidligere i vor udvikling at styre vore liv i den retning, vi ønsker. Nøglen til at kunne overtage styringen af sin skæbne ligger i øget bevidsthed og viden. Det duer ikke længere at tro, at et forsyn kommer og løser alt for én, blot man er tilstrækkelig gudfrygtig eller troende, nej nu kræves der egne anstrengelser. Mennesket fortsætter med at vokse og begynder nu at skulle tage et langt større ansvar for sit eget liv.

Martinus' Sag handler altså om at vise os vejen fremad, men arbejdet må vi selv gøre. Jeg citerer Martinus fra artiklen "Orienterende oplysninger angående mit åndelige arbejde" (Kosmos nr. 2, 1995): "Ligesom man for at blive ekspert i sprog, musik eller kunst må gøre indgående studier og daglige øvelser, således må man også for at få udviklet de evner og anlæg, der skal gøre alle de usynlige realiteter og årsager bag den synlige fysiske verden til virkelig viden og oplevelse, gøre et indgående arbejde i sin daglige tilværelse i form af studie, øvelse og træning". Martinus understreger i denne artikel, hvordan hans arbejde ikke handler om at underholde, men er "en arbejdsmark".

Her er et andet citat af Martinus. (Fra et ref. af et Martinus-foredrag den 12. juli 1942) "Hidsighedsanfald ligger de fleste mennesker under for. Denne realitet er ikke let at bekæmpe, men den skal bekæmpes, før man får lov til at betræde en højere mental tilstand. For hvert smerteligt oplevet hidsighedsanfald koncentrerer det udviklede menneske sig mere og mere på at finde ud af, hvor det har sin skavank. Når det har fundet den, kan det sætte sin vilje ind på at fjerne den. Og det er til hjælp for denne vilje, at mine analyser bliver skabt. [...] Og på samme måde som vi selv er nået frem til bevidst at begynde at omskabe vor stråleglorie, på samme måde vil alle mennesker nå frem til dette stadium."

Sammenfatningsvis handler Det tredje Testamente altså om at forklare os, at det er på høje tid, vi prøver at tage hånd om vore liv og rent konkret i praksis prøver at skabe den kærligere, lyse og fredelige verden, vi længes efter. For at kunne gøre dette kræves der bevidst anstrengelse og stadig træning. Ganske vist er det i egentlig forstand kun lidelse, der udvikler os, men det bliver let sådan, at vi ikke aktiverer den "lidelseskapital", vi i virkeligheden har – af dovenskab eller af gammel vane. Det er kun os selv, der kan forandre vore liv, ingen anden kan gøre det for os. I Martinus' åndsvidenskab bliver det tydeligt, at man aldrig kan skyde skylden for sin ulykkelige skæne på nogen anden, at det kun er én selv, som kan ændre på det, man ikke er tilfreds med. Samtidig udgør Det Tredje Testamente et forsvar for alt og alle. Vi kan ikke være andre end dem, vi er. Det er naturligvis klart, at flertallet af os har lang vej tilbage at gå, inden vi bliver fuldkomne mennesker ifølge Martinus' definition. Her er det vigtigt, at vi kan være tilgivende både mod os selv og andre uden af den grund at tabe målet af sigte. I al vor ufuldkommenhed bliver det tydeligt, at der stadig er en hel del elendighed, vi skal igennem, men for dem, som kan føle inspiration både intellektuelt og følelsesmæssigt af Martinus' kærlighedsbudskab, er det virkelig på høje tid at prøve i praksis at levendegøre det, man inspireres af, og så glæde sig over aldrig så små fremskridt. Personlig er jeg ret træt af at komme til kort og har tendens til at blive passiv og modløs, men i Martinus' tekster finder jeg et helbredende middel, der fungerer og giver håb om, at jeg faktisk har magt til at forandre mit liv. Så godt jeg kan, gælder det bare om at være ærlig mod mine idealer og om at være opmærksom på vanemæssige dyriske adfærdsmønstre hos mig selv. At se er den halve løsning, derefter gælder det om at forandre sig selv, så godt man kan. Martinus giver mig forudsætninger for selve det at indse og at forstå – den praktiske forandring må jeg selv sørge for. At leve analyserne er den eneste måde, hvorpå man kommer til virkeligt at forstå dem.

Vist er farerne mange, og hovmod lurer stadig i baggrunden. Den dyriske selvopholdelsesdrift fornægter sig ikke, men bruger alle muligheder for endda at anvende det "nye" til at hæve sit eget ego. Men da vi er ufuldkomne, ser jeg fejltagelserne som uundgåelige og dermed også smerten og lidelsen. Men det spændende, som jeg ser det, er, hvordan Martinus beskriver, at vi faktisk her og nu kan begynde at forandre vore liv i den retning, vi ønsker. Den nye verdensimpuls handler om bevidstgørelse og en indsigt i, at det er op til os selv at sørge for forandring. Jeg er træt af at føle mig magtesløs og uvidende. Jeg længes efter at forstå tilværelsens mirakel, at ophøre med at være et frø i vinden og til at indse, at selv lille jeg kan udrette mirakler. Den store fare i min verden handler ikke om en idealistisk præstationsangst eller et eskalerende hovmod, men om at rammes af en gigantisk magtesløshed over for en kaotisk og grum, smertefuld omverden. For mig er det ikke nok med tro eller tillid til en højere magt, jeg vil vide og selv lære at agere. Selvfølgelig laver jeg fejl og er skyld i "uvæsen" for både mig selv og andre, men målet er klart og tydeligt defineret i Martinus' kosmologi, noget der aldrig ophører med at forundre og inspirere mig. Elskværdighed, venlighed, medmenneskelighed og kærlighed har en kraft, som når udover, hvad vi kan forestille os. Martinus mener, at det er på høje tid, vi begynder at prøve os frem i dette nye terræn afhængig af vor længsel og forståelsesevne.