Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus lader to af sine symboler danne hhv. for- og bagside på sit hovedværk Livets Bog. Disse to symboler viser to diametralt modsatte måder at regere på over for en ubehagelighed. Den ene måde er med tilgivelse og den anden måde er med hævn. Jeg opfatter dette som udtryk for, at Livets Bog skal hjælpe os bort fra det, som vi er mætte af, nemlig hævnen og ufreden, og frem til det, som vi længes efter, nemlig tilgivelsen og freden.

Men lad os begynde med at se på, hvad det i det hele taget vil sige at tilgive. Ja, som vi kan se på forsidesymbolet, hvor Kristus toner frem, så er dette at tilgive ensbetydende med at sige som Kristus, "Fader tilgiv dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", helt uden selv de mindste fjendtlige tanker eller følelser over for sine bødler. Man har tværtimod den største forståelse og sympati med dem, samt en oprigtig medfølelse. Dette kalder Martinus for "den virkelige tilgivelse". Den er givet med både hjerte og forstand (Livets Bog, bind 7, stk. 2409). Og denne virkelige tilgivelse er ikke en viljesag. Den er en udviklingssag. Det vil sige, at hvor meget man virkelig kan tilgive, er afhængig af, hvor udviklet ens humane følelse er, hvilket igen er afhængig af, hvor mange lidelseserfaringer man har.

Martinus opererer også med noget, som han kalder "den teoretiske tilgivelse" (stk. 2409). Den gives oftest af egoistiske grunde, fordi det giver os nogle fordele. Den er "kun en som tilgivelse camoufleret overflade", men under overfladen lurer nag, bitterhed og vrede. Den er kun givet med forstanden og ikke med hjertet. Den er dog bedre end slet ingen tilgivelse, siger Martinus, da det kan forhindre krig, hvis bare den ene part kan praktisere den. Og denne teoretiske tilgivelse kan vi godt øve os i at praktisere, så vi kan undgå krig.

Dermed har vi dog ikke opnået en virkelig fred, for vi har jo stadig de negative tanker og følelser i vores indre. Men også dem kan vi godt øve os i at overvinde. Martinus giver megen inspiration til denne proces, bl. a. i artiklen "Hvorledes får man kræfter til at tilgive?" (Kosmos nr. 2, 2009).

Men selv om vi forsøger at øve os, så godt som vi nu kan, i de ovennævnte ting, så må vi konstatere, at vi gang på gang snubler og falder, som det lille barn, der øver sig i at gå, gør det. Vi må nemlig finde os i, at vores værste fjende, vores egen dyriske side, igen og igen vil forhindre os i at lykkes til fulde. Dette kan opleves, som om vi har et uhyre inde i os, som vil os til livs, hvad vi på en måde også har. Vi kan føle os fanget i en tilstand af fuldstændig afmagt og må bede om hjælp igen og igen til at kunne acceptere det uundgåelige eller Guds vilje. Det kan være meget lidelsesfuldt. Men det er derfor også med til at udvikle vores humane følelse, som jo netop udelukkende udvikles igennem lidelseserfaringer. Og ganske ganske langsomt, liv efter liv, udvikles vores evne til virkelig at kunne tilgive, i takt med denne udvikling af vores humane følelse.

Jeg vil slutte med at give ordet til Martinus. Han beskriver den ovennævnte proces som en opstigning til livets højder, og han lægger ikke skjul på, hvor vanskelig denne opstigning kan være. Han skriver således: "Til at begynde med er opstigningen en entring af næsten lodrette klippeskrænter. Hænderne rives til blods. Men så efterhånden lades hadets, egoismens, gridskhedens, hovmodets eller selvforgudelsens og sensationslystens tunge og besværlige bagage tilbage i dalens dybeste og mørkeste skyggeregioner. Befriet for denne ballast begynder åndsevnerne at bære individet mod de evige regioner. Når uselviskhed, kærlighed, intuition og ydmyghed er blevet de altbeherskende faktorer i dets bevidsthed, kommer det på bølgelængde med verdensaltets logik. Og igennem denne bølgelængdes altbeherskende harmoni bliver tænkeevnen fuldkommen, bliver til "den hellige ånd"" (Logik, kap. 16).

Til allersidst vil jeg gerne sige, at jeg synes, det er en stor hjælp at komme til at forstå sin egen situation ud fra analyserne. Men jeg har også erfaret, at det bedste, man kan gøre for andre, som befinder sig i en svær skæbnesituation, er at bede for dem, og ikke at begynde at belære dem med analyserne. For ingen kan vide, hvordan det er at gå i andres mokkasiner; det kan se let ud, men det skal man ikke lade sig narre af. Min egen tvillingbror, som døde af en tumor i hjernen allerede som 31-årig, kunne godt spøge med sin situation og sige til sin kvindelige læge, "jeg bliver det smukkeste lig, du skal syne"; men da jeg en dag sagde til ham, at jeg godt kunne forstå, hvordan han havde det, sagde han meget prompte, "nej dét kan du ikke", og det var jo sandt. Vi er desværre endnu i høj grad nærmest sovende over for andres lidelser. Martinus skriver om denne problematik under begrebet "skærtorsdagsprincippet" i artiklen "Påskemysteriet", hvis nogen skulle ønske at læse om det.