Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da jeg for en del år tilbage var, hvad jeg i dag vil opfatte som rationel ud over alle grænser, fandt jeg det påkrævet i enhver sætning, der havde med Martinus og hans verdensbillede at gøre, at starte med ordene: "Lad os antage ...". Faktisk var jeg lidt flov over at beskæftige mig med åndsvidenskab, fordi en sådan videnskab ikke hviler på det, vi plejer at kalde evidens. Altså fasttømrede, ufravigelige udsagn, der kan underbygges med erfaringer, som beror på mål og vægt. Når jeg således skulle forklare verdensbilledet for andre, så tilføjede jeg, hvad jeg savnede hos Martinus. Jeg startede med at sige: "Lad os antage ..."

Hvorfor indleder Martinus ikke selv med disse ord? Lad os undersøge dette og starte med begyndelsen, nemlig de første ord i første bind af hovedværket Livets Bog. Her kan man læse om to energier. Den ene kommer fra verden omkring os, og den anden kommer fra vores egen indre verden. Dér, hvor de to energier mødes, dannes vores livsoplevelse. Kan nogen være i tvivl om dette udsagns rigtighed? – Nej, vi ved jo alle, at vi opfatter omgivelserne gennem sanserne og tolker resultatet af dette møde mellem de to energier som oplevelsen af selve livet.

Skulle Martinus her have startet med at sige: "Lad os antage ..."? – Nej, det er ikke nødvendigt, for han siger jo ikke andet end, hvad vi alle véd i forvejen. Man behøver ikke at være specielt interesseret i åndsvidenskab for at give ham ret.

Hvornår i Livets Bog bevæger Martinus sig så ud på "tynd is"? Hvornår kunne man mene, at han burde begynde sine sætninger med et "lad os antage"? Nogen vil sige, at det burde han gøre, så snart han havde sat det sidste punktum i sin indledning til værket, den såkaldte "Fortale". Andre vil sige, at de i hele værket ikke savner noget, hvilket vel må betyde, at det alt sammen kan udledes af erfaringer, de allerede har. Martinus kalder disse "erfarne" læsere for "de udviklede sandhedssøgere".

Kan en forfatter tillade sig at sortere sine læsere på den måde? Martinus gør det i hvert fald, og det strider ikke mod virkeligheden for de såkaldt "udviklede sandhedssøgere". De får nemlig bekræftet, hvad de mere eller mindre vidste i forvejen, og det hjælper Martinus dem med. Beviser han noget? Nej, ikke ved at beskrive og forklare verden gennem mål og vægt, men ved at vise, hvordan verden er et spejlbillede af os selv. Hvordan livsoplevelsen bliver til som en korrespondance mellem Gud og menneske. To bevidstheder, der arbejder med samme mål for øje, nemlig at forenes og blive ét.

Martinus ofrer næsten hele første bind af Livets Bog på at undersøge, hvem der er parat til at se omverdenen, som han selv gør, og hvem der ikke er. Her præsenteres man for en omfattende inddeling i grupper og finder en mangfoldighed af muligheder for livets oplevelse. Og det mest spændende er naturligvis at finde sig selv i dette virvar. Hvor hører man hjemme, hvor kommer man fra, og hvor man er på vej hen?