Kosmos 2014/1 side 32
Introduktion til Martinus' åndsvidenskab
Miniseminar på Martinus Institut lørdag den 1. februar 2014 kl. 13-16
Martinus' åndsvidenskab – Det Tredje Testamente – er skrevet for det humant interesserede menneske, der ønsker logiske svar på livets store spørgsmål. Ud over lovene for den fysiske materie, som naturvidenskaben har afdækket, findes også love for den bagvedliggende åndelige materie, herunder love for tænkningen. Love som styrer hvert eneste levende væsens liv og udvikling. Vi kan igennem vores følelser, tanker og væremåde skabe en lykkelig såvel som en ulykkelig skæbne for os selv. Det daglige livs medgang og ikke mindst modgang – livets skole – kan tillægges en langt større betydning, end det umiddelbart ser ud til.
Næstekærligheden er verdensaltets grundtone, skriver Martinus. Denne grundtone former og driver al udvikling fremad. Den vil blive stadig mere synlig i hvert enkelt menneskes indre liv, efterhånden som udviklingen skrider frem. Vi er mentalt splittede mellem dyrerigets normer – enhver er sig selv nærmest, og noget nyere, mere spædt, men ægte menneskeligt – elsk din næste som dig selv. Analyserne i Det Tredje Testamente afslører, at udviklingen langsomt, men sikkert, har retning mod stadig mere næstekærlighed. Det er som bekendt et budskab, som verdensreligionerne i en troens form har næret i årtusinder. Dette budskab er gjort til livsbefrugtende videnskab.
Der vil blive givet fire oplæg:
- Det evige liv – det levende væsen
- Skæbnevidenskab
- Fra åndetro til åndsvidenskab
- Et internationalt verdensrige under skabelse.
I seminaret indgår spørgsmål og dialog. Lørdagsseminariet koster 125 kr. inkl. kaffe og te. Tilmelding anbefales.