Kosmos 2014/2 side 34
Kære Læsere!
Når du sidder med dette nummer af Kosmos i hånden, har vinteren sænket sig over vor del af jordkloden. Naturen er gået til ro. Væk er alle blomsterne som lyste op på sommerengene, og løvtræerne står som nøgne skelletter i kulden. Det fysiske liv i naturen er minimeret; har trukket sig tilbage. Men hvor er det taget hen? Martinus viser i sin kosmologi, at livet er noget for os usynligt, der gennemtrænger den fysiske materie og giver det liv. Her er der en tydelig forskel mellem et klassisk naturvidenskabeligt syn på liv og den åndelige videnskab. Den moderne naturvidenskab har analyseret materien fra atomer til galakser og mener, at der findes tre tydelige tilstande i materien – faste, flydende og gasformede. Martinus tilføjer en fjerde materietilstand nemlig den stråleformede materie – elektricitet og magnetisme. Naturvidenskaben kender godt nok disse kræfter, men man kalder dem ikke for materie, men fysiske egenskaber hos mikropartikler i materien. Men hvad er elektricitet og magnetisme dybest set? Martinus giver os et interessant og logisk svar på dette spørgsmål. Elektriske – magnetiske kræfter er den primære materie, den energi, der gennemtrænger den fysiske materie, som lader blomsterpragten oplyse sommerdagen og som gennemstråler vor fysiske krop som bevidsthed og livskraft. Elektriciteten er altså bevidstheden set "udefra", mens den set "indefra" er selve livsoplevelsen, er vore tanker, forestillinger og vilje. Og det er denne "inderside" dette nummer af Kosmos fordyber sig i, bevidsthedens egen verden, den åndelige verden. Tænk, at den åndelige verden er så nær!
Martinus viser os, hvad der sker, når vi dør, eller bedre udtrykt når vi forlader den fysiske krop og kommer ind i den åndelige verden. Vi følger bl.a. Jesu discipel Judas på hans færd gennem "dødsriget" og ser, hvordan Kristus møder ham og befrier ham fra hans angerfulde tankeklima. Det er stærkt og rørende at læse om den alttilgivende alkærlighed. Ingen fordømmelse, kun kærlighed.
Vi kan også læse om, hvordan en human materialist, der ikke troede på en åndelig verden, blev helt "omvendt" gennem en "nærdødsoplevelse". Og da han også er læge og naturvidenskabsmand, har hans beretning om besøget "i himlen" fået stor udbredelse gennem bøger og internet. Og han er ikke alene. Man skønner, at der alene i USA findes mange millioner mennesker, der har haft en "nærdødsoplevelse". Og fælles for dem alle er, at angsten for døden helt er forsvundet. De ved, at døden blot er en overgang til en åndelig verden, hvor man møder nære og kære, der allerede har forladt den fysiske verden.
De, der har haft nærdødsoplevelser, fortæller endda om engle og lysvæsner – væsner, der udstråler betingelsesløs kærlighed, og som hjælper os videre gennem de åndelige verdner.
Så kære venner, det ser ud til at blive en spændende og oplysende læsning, der forhåbentlig også mindsker dødsangsten. For døden viser sig at være livets største overraskelse – ferie i Paradis!
Rune Östensson
Oversættelse: Bodil Feilberg