Kosmos 2014/2 side 55
Er universet et hologram?
af Rune Östensson
Når man første gang ser et hologram, får man en følelse af magi. Hvordan er det muligt, at billedet "kommer ud i rummet" og desuden er tredimensionelt?
Kan det mon være sådan, at hologrammet fortæller noget virkeligt om vor verden og vor oplevelse af denne? For eventuelt at finde svar på det spørgsmål vil jeg først fortælle om hologrammets "opdagelse" og også prøve at forklare, hvordan det fungerer.
Holografi (fra græsk holos = "hel" eller "fuldstændig", graphia = "skrive") blev opfundet i 1947 af den ungarske fysiker Dennis Gabor (1900-1979). For dette blev han tildelt Nobelprisen i fysik i 1971. Opdagelsen var et uventet resultat af forskning i at forbedre elektronmikroskopet, men den slog ikke igennem før laseren blev opfundet i 1960. Man kan fremstille flere forskellige typer af hologrammer, men her beskriver jeg kun selve grundprincippet i dem.
Det objekt, der skal afbildes, belyses med laserlys, som er delt op i to stråler.1 Den ene belyser objektet direkte, og lyset reflekteres derefter til den fotografiske plade. Den anden stråle belyser ikke det objekt, der skal afbildes, men går via nogle spejle direkte til den fotografiske plade. På pladen mødes strålerne og fører til dannelsen af et interferensmønster som ringe på vand. Her findes nu al information om objektet lagret, i dette tilfælde et æble. Men for at "fremkalde billedet" er der brug for endnu en lyskilde, en såkaldt referensstråle af laserlys, som lyser på interferensmønsteret. Så sker det magiske! Billedet af æblet afbildes tredimensionelt og ser ud, som om det ligger uden for den fotografiske plade – projiceres ud i rummet!
En anden fantastisk egenskab, som hologrammet har, er, at man kan afklippe et lille stykke af den fotografiske plade og belyse dette med laserlys, og så fremtræder hele billedet alligevel af – i dette tilfælde æblet. Hver eneste lille del af hologrammet indeholder altså information om hele billedet. Det, der sker, når man tager mindre og mindre stykker af den fotografiske plade, er, at billedet bliver mere og mere utydelig – detaljeringen bliver mindre.
Der findes jo et gammelt udtryk, der hedder: "Som foroven således også forneden". Det store findes også i det små.
Dette er også en af hjørnestenene i Martinus' kosmologi. Martinus viser i symbol nr. 7, Livsenhedsprincippet, at alt er opbygget af levende væsner indeni levende væsner, og at alle levende væsner har en identisk indre åndelig struktur.
Han skriver desuden i Bisættelse, kap. 22, "Materiens urform er altså stjernetåge. Af stjernetåge skabes alt". Det betyder, at al fysisk materie også fra et vist perspektiv har samme fysiske byggesten, stjerner eller "bunden ild". Så her ser vi også, at for at analysere universet er det tilstrækkeligt at "udklippe" et lille stykke af det skabte, så findes hele universet indeholdt i det lille stykke, f.eks. en menneskeorganisme. Præcis som med hologrammet! Hver del indeholder helheden.
David Bohm og den skjulte orden
En forsker, der har grundet meget over materiens og universets opbygning, var forskeren David Bohm (1917-1992). Han var samtidig med de kendte fysikere Bohr og Einstein, og præcis som Einstein kunne han ikke forlige sig med tanken om, at der dybt nede i mikrokosmos, på kvanteniveau, skulle gælde andre love og ske tilfældigheder. Han fremlagde en alternativ teori om kvantefysik, men også om universet som helhed. Han beskrev i sin bog, Wholeness and the Implicate Order, hvordan der findes en skjult helhedsorden bag den fysiske verden, og at det er denne skjulte orden, som strukturerer og er overordnet den fysiske materie.
Det er også fra denne skjulte orden, som han kalder "implicate order", at alle kortlevende partikler nede i mikrokosmos kommer, men som de også stadig vender tilbage til. Denne skjulte underliggende orden, mente Bohm, har holografiske egenskaber, men ikke som et statisk hologram, men som et dynamisk. Han kaldte det derfor for "holomovement". Bohm sammenlignede denne implicitte skjulte orden med hologrammets interferensmønster, inden det er blevet "fremkaldt" af en referensstråle. Al information findes lagret i denne, men det ser helt "kaotisk ud", præcis som interferensmønsteret i hologrammet inden det belyses med referensstrålen.
Bohm mener også, at det ikke giver nogen mening at skelne mellem bevidsthed og materie, da alt, der findes, er aspekter af "holomovement". Bevidsthed er bare en mere subtil form for materie. Han mener tilmed, at "the observer is the observed", i Martinus' terminologi – at du altid kun møder dig selv.
Som vi har set, så så Bohm universet som et gigantisk dynamisk hologram, hvor bevidstheden er en underliggende del af denne sammenflettede struktur. Nogle nutidige fysikere, der også har et mere åndeligt kosmisk syn på universet, er Amit Goswami og John Hagelin. To meget interessante forskere som man kan se og lyttet til på YouTube. Fælles for dem er, at de ser hele universet som én sammenhængende enhed, et enhedsfelt, og at dette er et intelligent bevidsthedsfelt.
Det, man savner hos disse og mange andre fysikere, der er inde på et holografisk syn på universet, er analysen af det levende væsen. Det ser ikke ud som om, man har forståelse for, at alt er levende, selv disse partikler i mikrokosmos. Og man savner også analysen af de kosmiske principper, der ligger bag hele skabelsen og oplevelsen af livet, f.eks. perspektivprincippet. Her vil Martinus' analyser blive helt afgørende for, at den humane forsker skal kunne løse mange af de gåder, der findes inden for fysik og naturvidenskabelig kosmologi.
Er universet et hologram?
Et andet aspekt af hologrammet er, at det egentlig ikke er der, hvor det ser ud til at være. Et tredimensionelt billede, der "projiceres ud i rummet". Fører man hånden gennem hologrammet, ser man, at der ikke findes noget der. Det er altså en illusion. Martinus mener også, at den fysiske verden er en illusion, den er noget andet end det, den ser ud til at være. Den fysiske materie ser så fast ud til trods for, at det meste er "tomrum". Ja, Martinus siger faktisk, at der ikke findes nogen materie på det fysiske plan. Alt, det vi oplever, eksisterer i en anden dimension.2
Et andet interessant faktum er jo, at det, vi oplever uden for os, egentlig er noget, vi selv skaber inde i vor bevidsthed via vor hjerne, elektriske impulser der bliver til en ydre virkelighed. Kan det forholde sig sådan, at vi også "ud-projicerer" vore indre skabte billeder, præcis som når vi ser på et hologram?
I bogen Sol og Måne fortæller Per Bruus-Jensen om en samtale med Martinus, der ser ud til at bekræfte dette. De sad på en bænk på Eremitagesletten og så ud over naturen, da Martinus pludselig siger: "Det er ejendommeligt at tænke på Per, at alt det, vi sidder og betragter – sletten, slottet, dyrene, solnedgangen og alt det andet – det tror vi er noget, der befinder sig uden for os. Men det er slet ikke rigtigt. Kosmisk set eksisterer det inden i os, i hver og en af os. Vi skaber det selv. Ganske vist ved hjælp af den omgivende natur og dens vekselvirkninger med vores fysiske organisme og dens sanseorganer, men dét, vi faktisk oplever, er helt og holdent os selv..."
Det, der er det afgørende i skabelsen af et hologram, er, at man deler laserstrålen i to stråler, som senere mødes igen og der skaber det interferensmønster, som indeholder al information om det pågældende emne. Men for at man skal kunne se billedet, må det "fremkaldes" af yderligere en lyskilde, oftest laserlys.
Kan der findes noget, der svarer til dette i det store skaberværk, verdensalt eller univers? Jeg forsøger her at finde en forklaringsmodel, ved at sammenligne det holografiske verdensbillede, det holografiske princip, med Martinus' kosmologi.
Der findes en hel del berøringspunkter. Også i Martinus' analyser har man en "lyskilde". Guds bevidsthed, som stråler ud som velordnet "laserlys". Men vi ved også, at Gud ikke kan se sig selv, hvis dette enhedslys, Guds bevidstheds "laserstråle" ikke blev delt op i uendelig mange lysstråler, lysspejle, som Guddommen kan "spejle sig i". Den ene bliver til de mange – enhed bliver til mangfoldighed gennem X2, overbevidstheden.
I Martinus' symbol nr. 11, Den evige Guddom og de evige gudesønner, vises på fin måde, hvordan Guds jeg og overbevidsthed stråler sit bevidsthedslys ud og møder gudesønnernes bevidsthedslys, og vi ser, at mødet sker i X3. Her dannes et "hav" af bevægelser, der dannes et "interferensmønster". Derefter mangler kun den såkaldte referensstråle, der skal fremkalde billedet af dette "bevægelseshav" og skabe et illusorisk, men alligevel så virkeligt billede af Guddommen i X3.
Her kan man forestille sig, at hvert levende væsen med sin bevidstheds lys, vedvarende, som automatfunktion fremkalder hologrammet, der bliver til vor evige livsoplevelse. Vi stråler hele tiden vores bevidsthedsfelt ud, og gennem resonans i vort eget erfaringsmateriale kommer vi i kontakt med tilsvarende bølgelængder i hologrammet.
Der opstår en livszone i selve mødet. Her sker hele "spiralvandringen" gennem alle seks riger. Her har Guddommen sin primære og sekundære bevidsthed under stadig forandring. Og her oplever alle levende væsner deres daglige liv.
Robert M. Anderson, psykolog ved Rensselaer Polytechnic Institute i New York, har også funderet over, hvordan det kan være, at vi alle ser og oplever helt forskellige ting i dette altomfattende hologram. Hvis alt findes i dette informatonsfelt, hvorfor kan vi ikke "surfe ind" og tage del af al den visdom, der findes der? Her mener han, at vi kun kan se og opleve sådant, som er på bølgelængde med vore erfaringer og erindringer. Han kalder det for "personal resonance" og sammenligner os med "stemmegafler", der kun kan vibrere med tilsvarende vibrationer. Fantastisk teori, synes jeg!
Det stemmer fint med Martinus' syn på, hvordan vi kan opleve helt individuelle ting i dette visdomsocean. Han viser, som jeg nævnte tidligere, at det er vort eget opsamlede erfaringsmateriale, der afgør, hvad vi kan komme i kontrakt med, komme i resonans med. Ja, så bliver det også forståeligt, det Martinus sagde til Per på Erimitagesletten. ... "Det, vi faktisk oplever, er helt og holdent os selv ..."
Her viser Martinus også, at når vi har opnået kosmisk bevidsthed, så er vi frie til at "surfe" på det kosmiske net, eller det universelle hologram. Vi har da erobret den mest gennemtrængende af alle "laserstrålerne" – intuitionen.
Jeg afslutter med et citat, der viser, at det holografiske princip ikke er en ny tanke, men har eksisteret tidligere, som her i en gammel buddhistisk sutra fra Rigveda: "Man siger, at i Indras himmel findes der et net af perler, der er ordnet således, at hvis man betragter én perle, ser man alle de andre genspejle sig i denne. På samme måde er hver eneste ting i verden ikke kun sig selv, men omfatter alle andre ting og er i virkeligheden alle andre ting."
Noter
- Laserillustrationen og inspiration fra bogen The Holographic Universe, Michael Talbot
- Livets Bog, bind 6, stk. 2340
Oversættelse: Bodil Feilberg
Martinus: Det evige verdensbillede, Det levende væsen 2, Den evige Guddom og de evige Gudesønner. Symbolet kan ses på instituttets hjemmeside, hvor også Martinus' forklaring til symbolet er gengivet.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige