Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For nogle år siden var jeg besøgsven for en ældre herre, som havde været med i Martinus' sag nogenlunde fra starten. Han havde alle 7 bind af Livets Bog, men for de sidste binds vedkommende i løse, uopskårne hæfter. Det generede ham ikke det mindste, og det var kosteligt at se ham folde ud, vende og dreje arkene for at finde lige det sted, han gerne ville citere. En anden sjov måde at forholde sig til verdensbilledet på var den, at han skelnede mellem to former for tro – en suggereret tro og en motiveret tro. Hans tro på Martinus' verdensbillede var motiveret. Og han brugte udtrykkelig ordet "tro".

Jeg har selv tænkt over, hvorfor jeg tiltrækkes af dette verdensbillede, og det er jo rigtigt, at det ikke har noget med suggestion og kollektiv påvirkning at gøre. Men er "troen" da motiveret? Hvis den er, så må det jo bero på, at jeg finder dette verdensbillede logisk. Og det gør jeg. Det er for eksempel logisk, at når vi mennesker må tænke os godt om for at kunne konstruere et skib eller en flyvemaskine, hvad så med naturen, der gør det endnu bedre med fisk og fugle? Det er nærliggende for ikke at sige logisk, at der må være en tanke og en bevidsthed bag naturens fantastiske "konstruktioner" – ja, denne bevidsthed må være endnu mere udviklet og genial end noget, vi mennesker selv kan præstere.

Det er denne motiverede tanke, der umiddelbart får mig til at "tro", at der er en større bevidsthed derude, som konstruerer naturen, udstiller den for os og får os til at efterligne den. Men der er også noget i dette, som undrer mig. Er der virkelig et levende væsen med en bevidsthed bag alt dette, spørger jeg mig selv. Og hvorfor skulle denne bevidsthed så ikke også have noget med mig at gøre? Jeg er jo selv med hud og hår en del af denne natur. Ligesom dyrene. Jeg er bare mere bevidst om mig selv. Jeg er tilmed bevidst om, at jeg er bevidst om alt dette med naturen og min undren over den.

Og alligevel ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal sige om dette levende væsen derude. Er det Gud? Skal jeg nu igen til at bruge dette gammeldags ord? – Åh nej, for så kunne folk jo tro, at jeg lå under for suggereret tro, at jeg var sådan én, der talte alvorligt og salvelsesfuldt om disse ting, at jeg var "frelst". Gud fri mig fra at være frelst! – hører jeg mig selv sige.

Martinus ser bag naturens skønhed og snilde et stort, levende væsen, som han kalder Gud. Skal et moderne, sekulariseret menneske som jeg nu også bruge dette ord? Er det det, Martinus er ude på? Oh, skræk og rædsel – hvilken åndelig deroute, tænker jeg. Som den fødte skeptiker, jeg er, må jeg se i øjnene, at det verdensbillede, jeg er så betaget af, forudsætter en guds eksistens.

Og den er jeg altså hoppet på? Tja, indrømmet, det er jeg faktisk. Men læg mærke til, at Martinus ikke taler om Gud for at give mig noget at "tro" på. Han viser mig bare, hvordan jeg selv kan komme til at kende det, han taler om. En logik altså, ikke andet. Om jeg vil lægge mere i det, er op til mig selv. Og kan jeg ikke lide ordet, så kan jeg vel finde et andet. Men fra gammel tid har det altid heddet Gud. Så derfor!