Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Disse udsagn gav naturligvis anledning til mange overvejelser. Til en begyndelse erindrede jeg mig det citat, der udgør titlen på denne artikel. Den tilsyneladende lidt paradoksale opfordring at "man bør tvivle om alt – og tro på meget", tilskrives den franske matematiker, fysiker og filosof René Descartes (1596-1650). (Nok mere kendt for udsagnet "Jeg tænker, altså er jeg"). Descartes skrev videre: "Man bør, mindst én gang i sit liv, tvivle på sandheden af sine meninger for at finde ud af, hvad der ubetvivleligt er sandt". Lettere sagt end gjort, selv om jeg i princippet er helt enig!

Efter min vurdering er det godt at have "tvivlens nådegave". Ja, endnu bedre at gå en tand videre til en skeptisk livsholdning. Dog bør man selvfølgelig bevare et åbent sind, og man bør ikke være unødigt kritisk. Og, ihukommende anden del af Descartes-udsagnet i overskriften, jeg TROR faktisk ubetinget på Martinus' analyser af skæbnelov og reinkarnation. – Men kan man overhovedet foretage en kritisk vurdering af disse analyser? Det ser vi på i næste afsnit.

Det korte svar er: nej. Åndsvidenskaben er ikke en egentlig videnskab i Karl Poppersk forstand, idet den ikke kan falsificeres. Østrigeren Karl R. Popper (1902-94) var i mange år professor på London School of Economics; men han blev kendt i alle videnskabelige kredse for sin videnskabsfilosofi. Popper udviklede det kriterium for videnskabelighed, der nu kendes overalt som "falsifikation" eller "falsificerbarhed". Det betyder, at en teori kun kan kaldes videnskabelig, hvis der er mulighed for at falsificere den. Dette vil i givet fald ske ved, at nye forskningsresultater fremkommer og viser, at teorien ikke holder, at den er falsk.

Problemet er nu, som jeg ser det, at kun en kritiker med kosmisk bevidsthed ville kunne kontrollere/godkende Martinus' analyser af skæbnelov og reinkarnation. Og en sådan kritiker findes næppe i dag og vil vel ikke fremkomme i lang tid fremover. Min samtalepartners ønske om en kritisk undersøgelse – der ellers var i god samklang med Descartes' opfordring til, at man mindst én gang i sit liv tvivler på sandheden af sine meninger – kan altså, efter min opfattelse, indtil videre ikke opfyldes.

Når en "videnskabelig godkendelse" af analyserne således ikke kan opnås, er vi altså henvist til at TRO på Martinus' udsagn om skæbnelov og reinkarnation. Alle vi Kosmos-læsere finder vel, at denne tro alligevel underbygges godt af Martinus' fremstilling af begreberne/fænomenerne; men egentlige beviser har vi altså ikke. Dog er det, uden at forfalde til ønsketænkning – risikoen er der – et stort gode at kunne basere sin tro, sin livsholdning, på den overordnede RETFÆRDIGHED, som Martinus' analyser indebærer.

Her skal der redegøres for, at et enkelt aspekt af skæbnelov og reinkarnation dog kan gøres til genstand for videnskabelige undersøgelser. Det drejer sig om det forhold, at små børn i nogle få tilfælde fortæller om deres liv før dette. Allerede i 1920'erne blev der foretaget en række undersøgelser i Indien; især tilfældet med den fireårige pige Shanti Devi påkaldte sig interesse.

Tættere på vor tid blev den canadisk-amerikanske psykiater Ian Stevenson (1918-2007) meget kendt for sin grundige forskning på dette område. I 1966 udmøntede denne forskning sig i hans mest kendte bog: "Twenty Cases Suggestive of Reincarnation". Stevenson – professor på University of Virginia School of Medicine – undersøgte dog langt flere tilfælde, ca. 3000 rundt omkring i verden, i sin mangeårige forskerkarriere. – Hvor overbevisende er bogen så? Og hvordan så universitetskollegerne på den? Hvad det sidstnævnte angår, valgte de fleste den nemme udvej: at ignorere bogen. Og det førstnævnte: Efter min opfattelse er der i hvert fald fuld dækning for Stevensons forsigtige formulering i bogens titel. Det bedste er selvfølgelig, at interesserede selv læser bogen og danner sig deres egen mening. Og man kan godt klare sig med dansk; se det følgende afsnit!

I 1970 udgav Forlaget Logos Stevensons bog i dansk oversættelse. Og her er der noget ekstra interessant for os Martinus-interesserede: Forlaget havde samme adresse som Martinus Institut! Logos var en slags supplerende forlag til hovedforlaget: Martinus Institut. Per Bruus-Jensen var Logos' idemand og forlagsredaktør. Alt var naturligvis godkendt af Martinus. (I min artikel "Danske forlagsnavne i Martinus' sags historie", Kosmos nr. 6, 2008, er der en udførlig omtale af disse forhold). – I øvrigt omtalte Kosmos naturligvis Stevenson-udgivelsen: i 1970-årgangens nr. 14/15, 16, 21, 23 og 26. (I nr. 21 bragte Bruus-Jensen selv en grundig omtale). Disse (og andre) gamle udgaver af Kosmos ligger på Instituttets hjemmeside, så man kan ganske let finde frem til artiklerne, hvis man vil vide mere. Den danske bogudgave kan desuden godt lånes, idet en halv snes biblioteker stadig har den.

Yderst interessant er det, at Martinus Institut inden længe (dette skrives august/september) arrangerer et gæsteforedrag om dette emne: "Børn som hævder at erindre et tidligere liv". Foredraget finder sted på Instituttet lørdag den 9. november. Foredragsholder er professor emeritus (Universitet Island) Erlendur Haraldsson. Han har undersøgt ca. 90 tilfælde og vil med dette foredrag fortælle om sin forskning samt give en oversigt over forskningen på området.