Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Videnskab er vor tids måde at formidle sandheder på. Derfor stod det lige fra begyndelsen klart for Martinus, at hvis han ville skabe interesse for sit verdensbillede, så måtte det ske på videnskabelig vis. Men nu drejede det sig jo for hans vedkommende om sandheder, der ikke kunne måles og vejes og på den måde gås efter i sømmene. Man plejer gerne at sige, at en videnskabelig sandhed skal kunne eftervises af andre, den skal kunne verificeres. Men sådan er det ikke altid med Martinus. Nogle mennesker vil ganske vist hævde, at de godt kan verificere hans verdensbillede, men det gælder langt fra alle. Derfor må man se i øjnene, at det vil opleves som videnskabeligt af nogle og uvidenskabeligt af andre. Som videnskab betragtet er hans verdensbillede derfor en højst subjektiv eller personlig sag. Hvor mærkeligt det så end kan lyde.

Men faktisk er det noget, vi udmærket kender i forvejen. Litteraturvidenskab, historievidenskab, sprogvidenskab og mange andre såkaldt "bløde" videnskaber hører til den slags subjektive videnskaber, hvor læserens egen forståelse er omdrejningspunktet for det hele. De kaldes også humaniora i modsætning til de "hårde" eller eksakte videnskaber som fysik og kemi, der er grundstenen for naturvidenskaberne. I modsætning til disse er de humane videnskaber baseret på deres evne til at skabe genklang i den læsendes sind, hvilket betyder, at disse videnskaber på samme måde som Martinus' verdensbillede vil bero på en slags genkendelse og derfor have deres egne dyrkere.

Men selv om Martinus' verdensbillede er beslægtet med humaniora, så er det alligevel mere rummeligt. For det drejer sig ikke bare om noget menneskeligt, noget humant, det drejer sig også om noget guddommeligt. Det er en videnskab, der forudsætter, at Gud er til, og som i logisk sammenhængende tankerækker kan forklare, hvad der videre kan udledes heraf.

Naturligvis minder dette meget om religionerne, som jo også forsøger at komme til klarhed over Guds natur, men for deres vedkommende gennem påstande, såkaldte dogmer. Nogen dybere forklaring eller logik får man derfor ikke, og det er så det, Martinus føjer til med sit forfatterskab, der på én gang viser og forudsætter, at Gud er til. Men netop fordi det på samme tid forudsætter, hvad det vil vise eller "bevise", så vil det aldrig kunne kaldes en objektiv videnskab på samme måde som de eksakte naturvidenskaber. Det vil altid være en subjektiv videnskab, hvilket vil sige en teori, som vil skille folk i dem, der finder det lovende, og dem, der finder det mindre lovende.

Og naturligvis er Martinus' verdensbillede tilegnet dem, der finder det lovende. Andre vil ikke føle, at det er ulejligheden værd at bruge tid på det. Hvorfor ikke? Fordi de ikke har brug for det. Men livet vil – også ifølge dette verdensbillede – lede os alle frem til at stille netop de eksistentielle spørgsmål, som Martinus på sin egen måde giver svar på. Og da denne måde minder mere om de humane videnskaber end om religionerne, så vil man nok med en vis ret kunne hævde, at hans verdensbillede er en videnskab. Tilmed en videnskab om Gud.