Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da jeg som ung søgte efter en mening med livet hos filosoffer og i Østens livsanskuelser, stødte jeg på nogle ord, som gjorde dybt indtryk på mig: "Kroppen er sjælens tempel" læste jeg et eller andet sted. Straks så jeg for mit indre blik et lille græsk tempel med hvide søjler. Og der inde skulle jeg med min sjæl altså kunne bo, der inde kunne min sjæl svæve omkring. Så gjaldt det om at passe på "templet" – den fysiske krop. Jeg tænkte meget over at spise og sove godt, og jeg begyndte at lave yogaøvelser og blive bevidst om åndedrættet og om, hvordan kroppen føltes. Jeg fik også en impuls til en slags hjemmelavet meditation, hvor jeg bare sad stille og "følte" livet i kroppen. Gennem kvantefysikken, der også var et spændende emne for mig at studere, syntes jeg, det passede fint, at den største del af materien består af tomrum, at der er så enorme afstande mellem atomkerner og elektroner. Præcis som tomrummet inde i "templet", hvor sjælen bor. Begrebet "sjælevandring" funderede jeg også meget over, og jeg forsøgte at danne mig et billede af sjælen, der forlader kroppen, når vi dør. Kunne det være som en lys sky, der svævede et eller andet sted i en anden dimension? Og som siden daler ned i et lille barns krop, i et nyt lille "tempel".

I dette nummer af Kosmos kan vi læse, hvad Martinus skriver om Den primære besættelse. Hvordan vi faktisk besætter vores fysiske krop med vor sjæl og ånd. Vi binder den fysiske materie med vores bevidsthed, med den elektriske, stråleformede tankematerie. Besættelsen er en kraftudløsning i mellemrummet mellem de fysiske partikler. Sådan plejer vi måske ikke at tænke, når det gælder ordet "besættelse". Vi forbinder det mere med at blive besat af f.eks. en idé. Eller at blive besat af en "ond ånd", måske et menneske, der har forladt det fysiske liv, hvor vedkommende var alkoholiker. Nu tørster "ånden" efter alkohol og besætter da et fysisk væsen, der er beruset, og "hvisker i dets øre", at det skal drikke mere. Forelskelse kan også være som en form for besættelse, man tænker kun på den elskede og glemmer alt andet. Men den primære besættelse begynder allerede ved befrugtningen. Det diskarnerede væsen, der i salighedsriget begynder at blive modent til et nyt liv i den fysiske verden, drages automatisk til et forældrepar, der passer til dets skæbneudvikling. Det besætter spermiet og ægget, når disse mødes, og langsomt oplever det livet i den fysiske verden mere og mere konkret, men først ved 30 års alderen er hele dets sjæl med alle talentkernerne i overbevidstheden helt hjemme i det nye "tempel". Sjælen er "vandret" ind i et nyt fysisk legeme. Men hele livsoplevelsen sker i den åndelige verden. I den fysiske verden ser vi kun reaktionerne af vore medvæsners eksistens, vi har aldrig virkelig set dem – eller os selv!

Martinus giver os stadig nye perspektiver på os selv, vore omgivelser og på livet!