Kosmos 2014/5 side 153
Menneske, hvor er du?
af Niels Erik Fischer
Menneske, hvor er du? Sådan kaldte Gud på Adam, da han efter at have taget en bid af æblet fra Kundskabens Træ havde gemt sig "mellem havens træer". Martinus fortæller os, at historien om Adam og Eva er beretningen om vor start i en ny spiralzone. Med "syndefaldet" er vi ført ud på en lang vandring, hvor vore møjsommeligt indhøstede erfaringer gradvist skal føre os tilbage til den Herre, der i sin tid kaldte på os. Vore personlige erfaringer lærer os efterhånden at kende forskel på godt og ondt, så vi til sidst på et vidensbaseret grundlag og af egen fri vilje vælger det gode. Vi er stadig på denne vandring. Foreløbig er vi nået til jordmenneskestadiet. Og selv om vi alle er jordmennesker, befinder vi os på forskellige trin inden for dette område. Vort aktuelle trin er afgørende for, hvad vi skal gøre for at komme videre. Så derfor er det ikke uvæsentligt at beskæftige sig med spørgsmålet: "Menneske, hvor er du?"
Jeg er, hvor jeg skal være
Menneske, hvor er du? Jeg er ude at grave have. Jeg er hjemme. Jeg er ude. Jeg er ude af mig selv. Jeg er i Brorsons Kirke. Jeg er på vej til Andalusien. Spørgsmålet kan besvares på mange måder. Vi kan være så mange forskellige steder. Og der er så mange ting, vi kan beskæftige os med. Vi vælger selv, hvordan vi vil leve vort liv. Tag nu f.eks. M. Han bor i en mellemstor provinsby og er gift med K. Sammen med deres 2 børn lever de en god og tryg tilværelse, men udelukkende med interesse for de materielle ting. M arbejder på et slagteri, og K ekspederer i en viktualieforretning. Begge har fuldtidsarbejde, og de tager også gerne ekstra overarbejde, så de kan få råd til den tilværelse, de ønsker. De har to biler i garagen, og huset er udstyret med alt det nyeste isenkram. Et par gange om året tager de på ferie sydpå for at samle kræfter til den ind imellem lidt anstrengende hverdag.
Lidt væk derfra i en mindre stationsby bor N. Han arbejder som sygeplejerske på det nærliggende hospital. Om sommeren cykler han på arbejde; om vinteren tager han med toget. Han har valgt at have en deltidsstilling, fordi han har så mange andre interesser, han gerne vil pleje. Han bor billigt i sit lille træhus, så han kan sagtens klare sig for en deltidsindtægt. Han har med venners hjælp selv bygget huset, der ligger på en naturgrund, han har lejet af staten. I sin fritid er han frivillig på Værestedet, eller han sidder hjemme og studerer. Han er også begyndt at holde kurser i grøn madlavning. Her deler han ud af den viden, han har tilegnet sig gennem mange års interesse for madlavning af frugt og grønt. Han er ikke gift og har ingen børn – han nyder den frihed, han har til sine mange gøremål. Han tager sjældent på ferie – han har altid så mange ting at beskæftige sig med derhjemme. Sidst han var af sted, tog han på vandretur langs Vestkysten. Det blev til 8 uforglemmelige dage, hvor han fik renset sin sjæl.
Jeg er ude af mig selv
Der er mange måder at leve sit liv på. Lyst, interesse og værdier er medbestemmende for ens valg. Der er visse adfærdsmønstre, der er mere i overensstemmelse med livslovene end andre, men grundlæggende kan man egentlig ikke gøre noget "forkert". Ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret, alt er såre godt, som Martinus udtrykker det. Hvis man endelig skal tale om noget, der er "forkert", er det, hvis man lever sit liv ude af trit med sit egentlige udviklingstrin. Man kan forledes til et "forkert trin" både i nedadgående og opadgående retning. Gør man stadig brug af et tankemønster eller en adfærd, der er alt for "grov" i forhold til den udvikling, man har nået, vil det virke meget forstyrrende eller ligefrem ødelæggende for ens velbefindende. Omvendt kan man stræbe så meget efter at være mere fuldkommen, end man er, så man forveksler sine idealer med sin aktuelle virkelighed. Hele ens liv bliver et forsøg på at leve op til et udviklingstrin, man endnu ikke er nået til. Og det er hverken til gavn for en selv eller andre. Selv bliver man frustreret over, at tingene lykkes så dårligt, og omgivelserne er ikke i stand til at tage imod ens "gaver", da de har en aura af noget kunstigt eller uægte over sig. Kun oprigtige, velmenende "gaver" strømmer uhindret fra giver til modtager til glæde for begge parter.
Jeg er på vej
Den største risiko for at fare vild i sin tilværelse er altså dér, hvor man er kommet ud af trit med sit egentlige udviklingstrin. Alle trin skal tilbagelægges. Ingen kan springes over. Et barn rykker heller ikke direkte op fra 1. til 7. klasse. Hvert klassetrin indeholder sin specifikke undervisning, hvis tilegnelse er en forudsætning for, at det følgende klassetrin kan gennemføres og så fremdeles. Der er således i og for sig ikke noget i vejen med den måde, M og K lever deres liv på. De lever som materialister og er i gang med at indsamle erfaringer i denne del af udviklingen. Engang bliver de mætte af den rent materialistiske tilværelse, og der vil begynde at opstå en sult efter åndelig føde. M og K ville under ingen omstændigheder kunne finde sig til rette med en tilværelse som den, N lever. De ville ikke finde den glæde og tilfredsstillelse, som er N beskåret. Men at N trives så godt med sin tilværelse skyldes jo udelukkende, at han er i kontakt med sit udviklingstrin. For ham ville det være utænkeligt at leve som M og K. Han er for længst blevet mæt af dette livsindhold.
Jeg skaber mit liv
Det kræver nok lidt mere råstyrke at leve, som N har valgt at leve sit liv, fordi han har skilt sig ud fra flokken og skal ud at skabe sit eget liv på sine egne præmisser. Men det er kun en passende udfordring for ham; det er præcis det, der er med til at give hans liv mening og indhold: At mærke at han udfolder sig som den, han er her og nu. Dertil er han ikke kommet uden sværdslag. Al livsoplevelse sker som bekendt på baggrund af kontrastprincippet, så forud for det liv, han nu lever, har han gennemlevet en periode, hvor intet lykkedes for ham. Han prøvede at skabe indhold i sin tilværelse på den ene og den anden måde, men hver gang løb han panden mod en mur. Det var smertefuldt for ham at konstatere, at det ikke lykkedes for ham at udfolde sig som den, han var. "Det værst tænkelige at hindre udfoldelse" står der på digteren Knud Holsts gravsten. Et ægteskab, hvor den ene part stadig er på "parringsstadiet" og dermed fastholder den anden i det begrænsende livslange ægteskab, mens den anden part har en mere udviklet sympatifølelse og skabertrang og dermed slet ikke længere er egnet til ægteskab, kan næsten kun blive ulykkeligt, og her vil sidstnævnte part komme til at opleve "det værst tænkelige". Et andet menneske kan altså være "det redskab", der hindrer udfoldelse for et menneske med skabertrang. Men også sider i en selv kan spænde ben. Manglende selverkendelse, manglende mod, manglende accept, manglende forsoning med sig selv og sin egen fortid kan alt sammen være med til at forhindre den udfoldelse, man dybest set ønsker. Det samme kan manglende opmærksomhed mod det væsentlige, især hvis man i stedet beskæftiger sig med ligegyldige ting. Der er en dyr pris at betale, hvis man ikke kommer i gang med at folde sig ud som den, man er. Man går langsomt til grunde. Når man ikke kan genkende sig selv i det ydre liv, man lever, men hele tiden føler, at det var noget andet, man skulle, mister man så at sige sig selv, hvilket selvsagt er en smertefuld affære. Men intet er spildt. Alt hvad man oplever, behageligt som ubehageligt, bliver til brugbare, ja nødvendige, erfaringer for ens fremtidige liv, ens udvikling frem mod en gang at blive mennesket i Guds billede efter hans lignelse, som Martinus så ofte påpeger. Alt dette har N altså været igennem. Det er det, der har lært ham at leve det liv, han nu lever.
Foto: Anne Külper
Jeg søger min identitet
Menneske, hvor er du? Én svarer: Jeg ved det ikke; jeg er faret vild og er havnet et helt forkert sted. En anden svarer: Jeg er, hvor jeg er; jeg lever mit liv, og jeg udfolder mine talenter. Hvordan kan svarene være så forskellige? Overordnet set handler det om at finde sin identitet. Og der er ikke noget at sige til, at det undervejs kan føles vanskeligt. Overgangsvæsener som vi er – på nogle områder stadig dyr, på andre områder begyndende mennesker – kan det være svært at finde sin sande identitet. Somme tider tager det dyriske over og viser os visse sider, som ikke er udlevet endnu. Som ikke kan springes over eller fortrænges, men netop må udleves. Til andre tider mærker vi, hvordan de humane sider kommer til udtryk, hvilket fylder os med glæde og varme og tilfredsstillelse. Denne overgang fra dyr til menneske er formentlig det allersværeste sted at passere i hele spiralkredsløbet. Men Forsynet har sendt os verdensgenløsere til at lyse på vor vej og hjælpe os med at finde retningen. Når først vi får sikkerhed for at være på rette vej, kan vi klare mange udfordringer undervejs. Når vi når frem til at forstå vor sande identitet: Jeg er et evigt, levende væsen, der er under evig udvikling, og som lige nu er ved at blive omskabt til et rigtigt menneske, kommer vi på en måde "hjem", selv om vi stadig er på vej. Vendepunktet kommer der, hvor vi tager ansvar. Hvor vi siger: Nu vil jeg tage ansvar for mit eget liv. Nu vil jeg tage ansvar for min skæbne, for jeg har selv skabt den. Så fyldes vi med livskraft og livsmod. Både til at være hvor vi er og til at komme videre.
Foto: Willy Kuijper