Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Midt i 1800-tallet gik en lille flok eskimoer over isen på sundet mellem Canada og Grønland. De var anført af en mand ved navn Quillarsuaq. Fem år tidligere var de brudt op fra deres boplads i arktisk Canada, hvor de havde været i kamp med naboerne gennem flere år. Det blev til mord og blodhævn, og skønt Q havde klaret sig godt mod fjenderne, havde han ingen ro på sig. Overalt, hvor hans folk færdedes, risikerede de at blive ramt af fjendens pile. Det var frygten, som drev dem ud på deres lange rejse.

Det store spørgsmål var bare, om de ville møde mennesker, når de nåede over til det ukendte land, der lå som en blå bræmme derude i horisonten. Og hvordan ville disse mennesker modtage dem – som venner eller fjender?

For at gøre en lang historie kort, så blev de vel modtaget på de anden side, og de canadiske eskimoers efterkommere udgør i dag en stor del af indbyggerne i det moderne Thule. Men de grønlandske eskimoer, som tog imod dem dengang, var fattige folk. Gennem de sidste hundrede år var de blevet afspærret fra deres slægtninge mod syd af en stor isbræ, og i mellemtiden var vigtige kundskaber gået tabt. Kunsten at bygge kajak blev tabt, det samme gjaldt bue og pil. Nu kunne Q lære dem de gamle kunster, og det betød, at hungersnøden hurtigt blev afløst af velstand.

Se, det var jo en rigtig solskinshistorie, og det ville være skønt, om vore dage flygtninge lige så nemt og smertefrit kunne finde nye steder at bo. Men det er blevet andre tider, og "jagtmarkerne" er for længst besat i de rige lande, som står for at modtage den voksende strøm af flygtningen. Der er ikke brug for "de fremmede" nogen steder, og de lande, som af humane grunde giver dem ophold, føler det som en økonomisk og social belastning.

Det sker, at mennesker finder Martinus' kosmologi uden betydning, fordi den ikke kan løse den slags aktuelle problemer med et snuptag. Hvordan kan "næstekærlighed" vinde genklang i en verden, hvor alle kæmper om at få del i de materielle goder? Hvordan kan Martinus gøre sig gældende, når så få kender ham?

Det finder man svar på i hans bøger, men det er ikke den slags svar, man kan gøre til et politisk program. Ikke desto mindre kan man sagtens gøre noget, man behøver ikke at sætte sig hen i en krog og vente på, hvad andre gør. Stille og roligt kan man øve sig på det særlige sindelag, der lidt efter lidt og som ringe i vandet skal brede sig og forandre den ganske verden.

Eller som Martinus skriver om os, der har mødt hans analyser: "De vil jo inderst inde gerne udrette noget, der er til gavn for skabelsen af det rigtige menneskerige. De er alle sammen med i denne skabelse, og den kendsgerning, at de allerede nu har fået lov til at møde de kosmiske analyser, betyder, at de har et ansvar som menneske. Det er deres opgave at vise andre en lysende tilværelsesform." (Artikel: Samvittighed, sidst bragt i Kosmos nr. 5, 2003)