Kosmos 2014/7 side 194
Kære læser
Har du nogensinde tænkt over, hvad eller hvem der styrer dit åndedræt, dine hjerteslag og hele kirtelsekretionen i din krop? Hvem overvåger disse helt afgørende funktioner?
Videnskaben har givet os et navn for det – det autonome nervesystem, dvs. det ikke viljestyrende nervesystem. Det varetages automatisk. Og her kunne man så stoppe sine funderinger, hvis man da ikke havde fundet frem til Martinus' analyser og en dybere forklaring på denne fantastiske livsopretholdende automatik. I artiklen "Lysets og mørkets skytsengle" fortæller Martinus, at der bag alle disse organfunktioner eksisterer dirigerende talentkerner eller kraftcentre, som igen er underordnet og ledet af et levende væsen, en regerende skytsengel for de forskellige organer og deres specifikke funktioner. Tænk, hvor anderledes et syn man får på livet, når man forstår, at alt er levende; at alt er opbygget af levende væsener!
I samme artikel får vi også en dybere forklaring på den krise, jorden og dens menneskehed befinder sig i lige nu. Nu er det præcis 100 år siden, 1. verdenskrig brød ud, og der er stadig krige og konflikter rundt omkring i verden. Hvad er det egentlig, der sker? Her peger Martinus på vores makrovæsen – jorden, der befinder sig i en form for udrensningskrise før sin kosmiske indvielse. Den demokratiske bevidstheds sluttelige sejr over den diktatoriske, eller uselviskhedens sejr over selviskheden. Men den dyriske side i jordens bevidsthed gør modstand mod sin truende undergang. Alt dette oplever vi jordmennesker, som rent faktisk udgør jordens hjerneceller, som konflikter, krige og katastrofer.
Men alt dette er blot et led i lysets og dermed fredens skabelse. Det er spiralkredsløbets mørkezone, vi lige nu passerer. Her skabes den viden om mørket og dets virkninger, som senere bliver til sand visdom. Og netop forståelsen af spiralkredsløbet er i virkeligheden en af de vigtigste hjørnestene i kosmologien. Her får vi forklaringen på mørkets mission; at hvis der ingen kontraster var, ville der heller ikke være nogen livsoplevelse. Dette med mørket, som man inden for forskellige religioner ser som en modstander af Gud, en djævel, bliver nu i stedet et vigtigt redskab i Guds hånd for at skabe og vedligeholde en evig livsoplevelse for sig selv og alle gudesønner.
Dette og flere andre interessante artikler kan du stifte bekendtskab med i dette nummer.
Så sæt dig i din favoritstol og lad sommerens lys og dufte omgive dig. Og når du kommer i gang med læsningen af Kosmos, begynder også et andet lys at skinne; et indre lys af glæde og taknemmelighed over at tage del i Martinus' kosmiske visdom.
Hav en fortsat dejlig sommer!
Rune Östensson
Oversættelse: Mette Lüchow