Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad forstås ved tilfældighed? Wikipedia kalder tilfældighed for en "ikke kausal hændelse", dvs. en virkning uden nogen (kendt) årsag. Og man skelner mellem deterministisk tilfældighed, der skyldes vor manglende evne til at måle tilstrækkelig nøjagtigt eller vor manglende evne til at bearbejde tilstrækkelig megen information for at kunne forudsige en hændelse – og indeterministisk tilfældighed, der anses for at være indbygget i naturlovene og altså udtrykker en grundlæggende vilkårlighed i tilværelsen. Den deterministiske tilfældighed er altså en hændelse uden kendt årsag, mens den indeterministiske tilfældighed helt mangler årsag. Et eksempel på den deterministiske tilfældighed er vejret. Luften følger fysikkens love, men luftens bevægelser – fra den lille hvirvel ved hushjørnet til luftens storskalaede cirkulation rundt om jorden – er så komplicerede, at det er umuligt at lave pålidelige prognoser for mere end et døgns tid. Et andet eksempel er terningkast. Yderst små ændringer i selve kastet ændrer udfaldet. Den indeterministiske tilfældighed findes i fysikkens kvantemekanik. Ifølge denne er bevægelsen hos de mindste partikler helt tilfældige i deres natur. I biologien findes de tilfældige mutationer og de tilfældige valg af evolutionens udviklingslinjer. Hvilke arter overlever og udvikles videre til nye arter? Men hvad siger Martinus om tilfældighed? "Hvis blot et lille støvfnug kunne lægge sig tilfældigt, ville hele verdensaltet være af lave, ja der ville ikke engang være noget, der hed "levende væsener", der ville ikke være noget, der hed "bevidsthed"." (Livets Bog, bind 7, stk. 2452). Her åbner der sig en sprække eller snarere en afgrund mellem den måde, man betragter tilfældighed på hos hhv. naturvidenskab og åndsvidenskab. Desuden har vi hverdagens erfaringer med uforudsete møder, med ulykker og små og store hændelser i vore liv, som vi ofte betegner som tilfældige. Er det mon muligt at bringe disse forskellige opfattelser lidt nærmere hinanden?

Lad os begynde med at granske naturvidenskaben. Der er noget modsætningsfyldt i naturvidenskabens syn på tilfældighed. En grundforudsætning for, at man skal kunne studere omverdenen og kunne formulere love om den, er, at den er lovbunden og ikke kaotisk eller styret af tilfældighed. I de fleste situationer, som f.eks. når det gælder vejret, har vi allerede konstateret, at målenøjagtighed og informationsbehandling ikke er tilstrækkelig til at beskrive den langsigtede udvikling. Men når det drejer sig om kvantemekanik, forholder det sig anderledes. Denne teori blev udviklet af fysikere i 1900-tallets første årtier. Den er en meget vellykket teori, der er et nødvendigt hjælpemiddel for fysikere og kemikeres beregninger. Men lige siden dens opståen har der været diskussion om, hvorvidt de mindste partikler udviser en fundamental tilfældig bevægelse, der ikke skyldes vor manglende måleevne. Den opfattelse, at der findes en utilgængelig og grundlæggende tilfældighed i naturen, er den almindeligste tolkning af kvantemekanikken. "I den kvantemekaniske verden derimod findes der en absolut grænse for, hvor meget vi kan vide, og som ingen nogensinde kan overtræde. Ikke engang naturen selv ved mere." (Den bästa av världar, Ulf Danielsson, teoretisk fysiker). Men en anden betragtningsmåde, der ser ud til at vinde flere og flere tilhængere blandt – godt nok et mindretal – fysikere, er, at der ganske vist inden for kvantemekanikken findes en grundlæggende tilfældighed, men at den kun udtrykker, at teorien er statistisk i sin natur, og at denne tilfældighed er indbygget i kvantemekanikken, men ikke nødvendigvis i naturen. Og da skulle kvantemekanikkens tilfældighed skyldes, at man betragter de mindste partikler på så "stor afstand", at man kun kan lave statistiske analyser af disse. I kvantemekanikken findes den grundlæggende forudsætning, at partikler af samme slags er identiske, at de savner individualitet. Og dette kan tolkes som netop det, at man betragter dem på alt for "stor afstand". Tilfældigheden kan altså være tilsyneladende og skyldes perspektivprincippet, for at anvende Martinus' udtryk. Der findes en anden slags tilfældighed i fysikernes verden. I slutningen af 1800-tallet lykkedes det den østrigske fysiker Ludvig Boltzmann at udlede varmelærens for længst kendte love ved at gå ud fra, at molekylerne bevæger sig tilfældigt. Men her er det ikke et spørgsmål om grundlæggende tilfældigheder, men tilfældet er her et beregningsteknisk hjælpemiddel for med statistiske metoder at kunne håndtere de uhørt mange, yderst små molekyler. Det er tilsvarende metoder, samfundsforskere anvender, når de f.eks. studerer den kollektive trafik. Man ved naturligvis, at mennesker er styrede af bevidste valg, men man kan alligevel med beregningsmæssig fordel sommetider betragte disse valg som tilfældige.

Mens mutationerne kan kobles til den kvantemekaniske tilfældighed, kan det tilfældige valg af udviklingslinjer i evolutionen henføres til mangel på en overordnet plan for tilværelsen. Men Martinus stiller spørgsmål til videnskabsmanden: "Hvorledes kan det gå til, at naturens ocean af tilfældigheder kan resultere i genial, logisk eller hundrede procents hensigtsmæssig skabelse, når vor egen udløsning af tilfældigheder absolut kun kan resultere i – kaos? – Hvorledes kan det gå til, at naturen kan præstere den genialitet i skabelse eller frembringelse, vi andre kun kan opnå i kraft af en genial logisk sans eller intellektuel begavelse?" (Livets Bog, bind 3, stk. 682). Det kaos, vi f.eks. ser på en byggeplads, er jo kun tilsyneladende. Der findes en plan, og arbejdet skrider frem mod målet. På samme måde forholder det sig i naturen. "Vi kan nemlig ikke undgå at blive vidne til, at der i al bevægelse, al skabelse, ligegyldigt hvor kaosagtigt det så end for det primitive eller uintellektuelle menneske må tage sig ud, er en hundrede procents manifestation af logik, hvilket altså vil sige åbenbaringen af en hundrede procents nytte, der igen er det samme som en hundrede procents kærlighed. Naturens eller tilværelsens kræfter er således ikke kolde eller døde eksplosioner, kaos og tilfældigheder." (Livets Bog, bind 2, stk. 353). Videnskabsmandens tro på, at naturen styres af tilfældighed, skyldes altså manglende indsigt og overblik. Han ser kun den materielle verden og erkender ikke, at der bag denne findes en åndelig verden, der har en plan og et formål med de hændelser, der udspiller sig i naturen og i vor fysiske verden.

Det måske vigtigste spørgsmål for os er vel, hvordan vi skal betragte alle de tildragelser i vore liv, der plejer at blive anset som tilfældige. Det er jo ikke helt usædvanligt, at mennesker tænker på samme måde som en historiker, der skriver: "Mønsteret viser sig i historiens bakspejl. Ikke sjældent forklares historiske forløb med henvisning til tilfældigheder. Men det lykkes ofte for historikere at få resultaterne af tilfældighederne føjet sammen til en forståelig virkelighed." (Indledning til en artikel af Ann Sofie Ohlander i Forskning och Framsteg, nr. 3, 2001) Man kan altså sommetider ane, at der findes "en mening", et formål eller en plan bag en vigtig, men tilsyneladende tilfældig hændelse. Ikke kun hændelser i naturen og de storskalaede hændelser på jorden styres af en plan. Det ser også ud til at gælde vore individuelle oplevelser. Og det passer godt overens med, hvad Martinus har at sige: "Før vi fik en ny fysisk organisme, blev det bestemt i den åndelige verden, hvilken sum af oplevelser, hvilket mål vi skulle nå i denne inkarnation – ikke på nogen jordisk måde med noteringer i bøger og protokoller, men derimod blev det rent automatisk bestemt bl.a. ud fra vor skæbne i den foregående inkarnation, ud fra selve verdensplanen og ud fra vore talentkerners kvalitet og sammensætning." (Martinus: "Det sande gudsforhold 2", Kosmos nr. 10, 2013, min kursivering). Men findes der en plan bag alt, vi kommer ud for? Vi har lært, at vor skæbne styres af tilbagevendende karmabuer, hvilket indebærer, at det, vi har tænkt eller gjort, kommer tilbage efter en kortere eller længere tid. Det er ikke et spørgsmål om straf, men er hjælp til udvikling væk fra den dyriske mentalitet. Hvis vi i løbet af den tid der er gået, inden karmaen vender tilbage – det kan vare flere liv – er blevet så udviklede, at vi ikke kan handle, som vi tidligere gjorde, da får vi en beskyttelse mod de tilbagevendende karmabølger. Karmabølgerne kan naturligvis også være af lys karakter. Alt dette tyder på en styring af vore liv. Denne styring kan være automatisk, som i tilfældet med karmabølgerne, eller bevidst styret af væsner i den åndelige verden. Men spørgsmålet var, om alle hændelser, vi kommer ud for, er af den art. At vi ikke har et i detaljer individuelt styret liv, indser vi, hvis vi f.eks. betragter vejret. Vejret er en kollektiv oplevelse, vi har ikke et personligt vejr, selv om vi reagerer forskelligt i forskellige vejrsituationer. Der findes altså hændelser i vort liv, der ikke er direkte udløst af vort udviklingsbehov. Martinus nævner, at også det fuldkomne menneske kan komme ud for et og andet. "Selv om menneskeheden til sidst bliver så fuldkommen, at den ikke skal have karma, så må man forstå, at den alligevel lever i en materiel verden, hvor det kan ske, at et menneske kan falde eller brække et ben. Men da det ikke har nogen særlig karma tilbage, så kan det stryge det væk med sin bevidsthed." (Martinus' fødselsdagstale på 80-årsdagen 11/8 1970, Det Evige Verdensbillede, bog 5, stk. 77.2. Min kursivering. Her må man gå ud fra, at Martinus anvender ordet "karma" i betydning "mørk karma").

Martinus diskuterer begrebet tilfældighed mange steder i foredrag, artikler og bøger. Men jeg tror, den mest samlede analyse findes i stk. 1838-1845 i kap. 14 "Den højeste ild" i Livets Bog, bind 5. Her beskriver Martinus, hvordan væsner gennem udviklingen i spiralkredsløbet og gennem den organiske forandring af de seksuelle poler kommer ind i en zone, hvor materien behersker bevidstheden mere og mere. Det er her, jordmennesket nu befinder sig. Det verdensbillede, som naturvidenskaben formidler, er et gudløst verdensbillede af mål- og vægtfacitter, hvor vilkårlighed eller tilfældighed er livets første årsag. I dette verdensbillede er der ikke plads til en human moral. Her er hver og en sig selv nærmest, og det dræbende princip regerer. "Menneskehedens materialistiske, fejlagtige eller ulogiske og dermed uvidenskabelige tankegang med hensyn til verdensopfattelse er mere farlig for dens kultur- og fredsskabelse end nogen atom- eller brintbombe eller noget andet skrigende uhyrligt jordmenneskeligt påfund af genial overtrædelse af naturlovene og den hermed forbundne befordring af det dræbende princip." (Livets Bog, bind 5, stk. 1841). Det materialistiske jordmenneske tror, det er det eneste i verdensaltet med en rationel bevidsthed, og i sin overtro på det materielle fornægter det den åndelige verden og tror, det kun lever ét eneste liv, og at dette liv styres af tilfældighed. Det er, som Martinus udtrykker det, kosmisk dødt. Men i sin egen tænkning og måde at skabe på anvender jordmennesket og især videnskabsmanden logik og planmæssighed, uden hvilken alt ville blive kaos. Hvordan skulle da vilkårlighed og tilfældighed kunne skabe den indtil mindste detalje så velfungerende natur, hvis der ikke fandtes logik og planmæssighed her? I det lange løb vil menneskets overtro på det materielle ikke kunne vinde over den erkendelse, at livet er evigt, og at der bag naturen og verdensaltet findes en bevidsthed, et levende væsen, en guddom.

Naturvidenskaben er stadig en materiel videnskab, og som sådan har den sin store begrænsning. Begrebet tilfældighed er først og fremmest udtryk for manglende indsigt og overblik. "Alt i livet, som for det menneske, der kun bruger en lille lokal logik, kan se ud som tilfældige sammenfiltrede tråde, bliver for den, der begynder at bruge den kosmiske logik, til et livsmønster, hvor intet er tilfældigt, og intet er uretfærdigt." (Martinus: "Livsmodet", Kosmos nr. 5, 1995. Min kursivering). På samme måde, som vi handler og skaber ved hjælp af bevidste tanker, er naturen styret af bevidste tanker hos et makrovæsen. Og det, som fysikeren ser som tilfældigt hos de mindste partikler, kan i virkeligheden være små levende væsners bevidste eller ubevidste handlinger. Men alt, hvad vi kommer ud for, er ikke forårsaget af en bevidst styring fra den åndelige verden. Vi har beskyttelse mod visse hændelser, mens andre er nødvendige for vor udvikling. Men alle disse hændelser er ikke det afgørende. Det er, hvordan vi tænker og handler, der er det afgørende. "... livslykken, som ikke er baseret på, hvad der sker, men på hvordan man reagerer på det, der sker." (Martinus: "Alt er såre godt", Kosmos nr. 7, 1993. Min kursivering). Her i den fysiske verden ser det ud, som om vi kan komme ud for hændelser, der ikke har noget specielt formål mht. vor udvikling, men som vi alligevel kan lære noget af. Ja, vi lærer selvfølgelig noget af alle vore oplevelser. Det gælder om at drage de rigtige konklusioner. Man kan sige, at vi endnu vakler mellem troen på, at livet styres af tilfældigheder og så den spirende indsigt, at der findes en verden bag den materielle, at livet er evigt, og at hele tilværelsen er logisk og har et formål. Selv blandt mange naturvidenskabsfolk er der en tiltagende fornemmelse for, at der findes noget uden for den materielle verden. "Da intet liv i længden kan baseres på overtro, skal menneskeheden nok snart blive klar over sin fejltagelse og overtro med hensyn til livsmysteriets sande løsning." (Livets Bog, bind 5, stk. 1845). Mens videnskabsmanden og vi mennesker i almindelighed stadig tror, at tilfældighed er afgørende for livets hændelser, vil denne overtro lidt efter lidt vige for erkendelsen af, at der i virkeligheden ikke findes noget tilfældigt i absolut forstand.