Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et af de store mysterier for os mennesker er at forstå den fysiske krops mikroliv som værende andet og mere end organer og celler. Almindeligvis vil jeg mene, at de fleste af os har en distance til det levende legeme, vi kalder vores krop. Til dels gennem opfattelsen af, at disse organer og cellestrukturer er regulære "objekter". Når vi udsættes for belastninger og udfordringer af fysisk karakter, oplever vi dog, hvordan et helt eminent samarbejde mellem de enkelte organer, sener, muskelgrupper, nervesystem, blodkredsløb, iltoptagelse m.m., helt automatisk indstiller sig på at støtte og hjælpe hinanden i at klare den opståede belastning. Dette og alle de andre små "mirakler", der sker i vores krop hver eneste dag, ja hvert eneste minut og sekund, har vi vænnet os til, så det betragtes som "helt almindeligt". Tænk blot på en graviditet, hvor en dedikeret sædcelle finder det absolut "rigtige" æg og ud af denne sammensmeltning udvikles en menneskeorganisme, der bringes ind i den fysiske verden. Her opleves barndom, ungdom, den modne alder og alderdommen, afsluttet af bortgangen fra dette fysiske liv – det er et "mirakel", som vi har vænnet os til og derfor slet ikke opfatter som et "mirakel" længere. At denne sammensmeltning af det mikroskopiske æg og sædcelle resulterer i en opbygning af et genialt fysisk legeme, hvor celle og organopbygningen sker helt uden for vor kontrol – fødslen, veer, moderkage, amning m.m. – er intet mindre end genialt! (Mirakel = lat. miraculum 'det, der er genstand for undren', af mirari 'undre sig'), underfuld begivenhed, overnaturlige kræfters eller guddommelige magters handling i naturen og med mennesker, ofte i modstrid med naturlovene) Gyldendals leksikon
 

At vores fysiske legeme er "bygget" af levende væsener med en bevidsthed der, præcis som os selv, har en tilværelse med arbejde, glæder og udfordringer, kan selvfølgelig godt være svært at forstå. Hvis ikke det er sådan, hvad er så forklaringen på, at vi kan registrere og opleve smertefornemmelser, velvære og vellyst i vor krop? Ligeledes celleudskiftninger i alle organer samt kroppens evne til at "reparere" de skader, den påføres? Det skyldes fysisk set at hjernen, som kroppens "kongeorgan", via nervesystemet modtager impulser fra organerne, hud, ører, øjne, smags og lugtesans m.m., og via hjernen bibringes vi oplevelsen af organismens tilstand. Men når organismen er i stand til at formidle sin tilstand til os via vores hjerne og nervesystem, som i øvrigt også er organer, så viser det en intelligent kommunikation mellem celler, organerne og os selv, som fysisk set er en sammenhængende organisme. Intelligens er en funktion ved et levende væsen, og hermed viser det os, at vores krop er "bygget" op af levende væsener. Hvorfor er det så vigtigt at forstå denne sammenhæng? Kan det ikke være lige meget, om det er levende væsener eller ikke? Nej, det er lige præcis det, det ikke kan. Hvis vi kan acceptere tanken om, at vores krop er "bygget" af levende væsener, så er det vigtigt at etablere et samarbejde og en respekt for dette mikroliv, da det ellers vil føre til mistrivsel og sygdomme af forskellig art. "At elske alle levende væsener som os selv" indbefatter således også kærlighed og omsorg for vores levende organer og mikroliv. Martinus skriver om dette: "Hele kroppen udgør et stort område, hvor alle de mange organer er rene små universer. Hvis man forstørrede dem tilstrækkeligt op, ville man ikke se organerne, men man ville se partikler og tomrum. Man ville nede i mikroverdenen se et stjernesystem, der er analogt med det, vi ser oppe i verdensrummet. Disse stjerner, disse tomrum og partikler, er altså det, vor organisme består af. Disse partikler bliver ledet og styret igennem tomrummet. Imellem partiklerne er vor tanke. Det er således vor tanke, der styrer alle disse partikler." (Martinus, Det Evige Verdensbillede, bog 5, stk. 77.3).
 

Sygdomme i dette perspektiv er et udtryk for, at nogle lokale områder eller centre i vor krop er ude af balance og er ude af det harmoniske samarbejde med resten af kroppen. Det pågældende organ lever så at sige isoleret i et "sygt klima". – Citat: "For at forebygge kræft må man lære at elske sin næste, og man må komme af med alle onde tanker. Man må lære at være god ved andre væsener. Det gælder ikke blot vore medvæsener, men i særlig grad de væsener, vi har inde i vor krop. Det er jo dem, der er udsat for kræftsygdommen. Der gælder det om i særlig grad at være god ved sine mikrovæsener og også elske dem, som vi elsker os selv, hvis man da kan sige det sådan, når det drejer sig om ens egen krop. Det går ligesom hen over hovedet på menneskene, at de inde i sig selv har et helt univers, som de er herre over. Der er store verdensområder, en hel masse mælkevejssystemer, som de i kraft af deres uvidenhed ødelægger ved deres fejlagtige tankegang." (Martinus, Det Evige Verdensbillede, bog 5, stk. 77.3).

Som i alle andre sammenhænge er det vigtigt at samarbejde. Hvert organ er et selvstændigt væsen med sit eget jeg og indgår i en større sammenhæng, som en del af en organisme. Det er præcis det samme, vi som mennesker oplever i vort forhold til kloden. Her indgår vi også som enkeltindivider i en større sammenhæng – som hjerneceller i klodeorganismen. Selvom det kan være svært at forestille sig sammenhængen, så er hvert enkelt væsen en uundværlig del at den store organisme. Vi kan forholdsvis let se det i forhold til vor egen krop, der ikke kan fungere optimalt, hvis der mangler et organ. Alle organer har en vigtig og i princippet uundværlig funktion, så hvis man f.eks. får fjernet en nyre eller galdeblæren, må man nødvendigvis medicineres som kompensation for det arbejde, det manglende organ skulle udføre. Der er dog en slags hierarkisk orden, der kommer til udtryk ved, at nogle organer er mere udviklede end andre. Det ses bl.a. ved, at der er organer, det ikke er muligt at erstatte, f.eks. hjernen. Ligeledes kommer det til udtryk i forhold til transplantation af organer i en menneskekrop. Her er der organer, der lettere kan erstattes eller undværes end andre. F.eks. er det muligt at leve uden en galdeblære, selvom det giver visse gener, ligesom fjernelsen af blindtarmen f.eks. ikke er livstruende. I denne forbindelse bliver der ofte stillet spørgsmålet til kosmologien om, hvorvidt det er humant at donere et organ til et andet menneske eller ikke. I vor tid, hvor der forekommer mange forskellige sygdomme, er der netop et stort behov for raske organer.
 

Det kan ikke bestrides, at der normalt ligger en human og næstekærlig tanke bag donation af et organ, hvis man ser bort fra tilfælde af organtyveri eller fattiges salg af organer som f.eks. en nyre. Nogle få organer kan doneres, idet et menneske f.eks. kan leve udmærket med blot én nyre. Det er et meget følsomt emne, og generelt må det overlades til det enkelte menneske at beslutte, hvorvidt det vil donere organer eller ej. I de fleste tilfælde donerer mennesker først deres organer bort ved dødens indtræden, og der kan man jo sige, at de så ikke længere selv har brug for dem. Dog er det sådan, at organerne, som tidligere nævnt, er levende bevidste væsener med en livsoplevelse, og ligesom hvert enkelt menneske er skæbnemæssigt knyttet til de omgivelser, de lever i, således er organerne også knyttet til den organisme, de er inkarneret i. Et menneskes organisme er i Martinus' udlægning et univers, og i dette univers er der organer. En transplantation er et meget stort indgreb i dette organvæsens liv og tilværelse, hvilket kommer til udtryk i dette, at det er nødvendigt, at den organisme, organet bliver opereret ind i, skal medicineres livsvarigt for ikke at udstøde det "fremmede" organ. Det donerede organ bliver opfattet som et fremmedlegeme af kroppen, fordi dets vibrationstilstand og energifelt er meget præcist dedikeret til den krop, det er taget fra, og ikke umiddelbart kan tilpasses sit nye "univers".
 

Vi skal huske på, at de organer, der er inkarneret i vores krop, er tiltrukket til lige præcis vores helt unikke vibrationstilstand og skæbneforløb via automatisk virkende kræfter i skæbnelegemerne, og det skæbnefællesskab, der er mellem makrovæsenet (et menneske) og mikrovæsenet (et organ), er nøje afstemt og ufravigeligt. På samme måde inkarnerer der celler i vore organer, der ligeledes er 100 % dedikeret til at inkarnere lige præcis i det organ, hvor der eksisterer et skæbnefællesskab samt en passende vibrations- og energitilstand. I forhold til et menneskes liv og tilværelse afgøres sundhedstilstanden, og dermed livsoplevelsen, af kvaliteten af dets tanke og bevidsthedsliv. Tiltrækningen af celler til fornyelse og vedligeholdelse af vores organiske sundheds- og energitilstand sker dels bevidst, men oftest ganske ubevidst. I vores åndelige organisme sørger "elektriske kraftcentre", som Martinus benævner talentkerner, for at tiltrække celler uden om vores vågne dagsbevidsthed. Lige præcis den funktion løser samtidig spørgsmålet om, hvad "tyngdekraft" egentlig er. Det er det samme som et levende væsens "viljekraft" og dermed evnen til at tiltrække og binde energi. Martinus nævner i denne forbindelse "faldkraften" for vort makrovæsen jordkloden, men samme princip gør sig gældende for et menneske. Martinus skriver i Livets Bog, bind 2, stk. 524: "Et meget håndgribeligt bevis på denne "viljemagt" ser vi i form af det, vi kalder "tyngdekraften". Nævnte kraft er igen det samme som den kraft, der betinger, at en ting "falder" imod jorden. Denne kraft er intet mindre end "jordklodejegets" "vilje" og dets herigennem manifesterede tiltrækning mod de energier, af hvilke dets fysiske organisme (jordkuglen) består. Denne "organisme" er jo det samme som en materiekombination, udelukkende opretholdt i kraft af "jordklodejegets" begær eller tiltrækningskraft."
 

Hele den førnævnte proces sker primært som en automatfunktion i det ubevidste bevidsthedsliv. Der er dog også mulighed for at bestemme og påvirke vores tilstand gennem bevidste, viljeførte beslutninger. Hvis man f.eks. beslutter sig for at ville tabe vægt og generelt forbedre sit fysiske velvære gennem motion, så vil denne beslutning, gennem opøvelse og træning, med tiden tiltrække flere og flere mikroindivider/celler, der passer til den nye struktur. I visse tilfælde skal der en ny inkarnation til for at implementere de nye livsvaner, som f.eks. ved meget svær overvægt og invaliditet. Denne proces opstår gennem det, Martinus kalder for "opbygning af talentkerner". En "talentkerne" er et åndeligt kraftcenter, som vi gennem en bevidst viljesakt selv skaber og forfiner gennem træning og vedholdenhed. På et tidspunkt vil dette kraftcenter/talentkernen selv, ganske automatisk, tiltrække de rette celler til fornyelse og vedligehold af kroppens organ og muskelstruktur.

Jeg er selv vokset op i et hjem, hvor det at ryge cigaretter var sidestillet med måltiderne – altså uundværligt. Jeg blev selv ryger som 14-15-årig og først efter 23 år og en kraftig reprimande fra en god ven – se det er ægte venskab – besluttede jeg mig for at stoppe. De celler, der var vant til de stoffer, rygningen fodrede dem med, kæmpede med næb og klør for at bevare denne status. Jeg var nødt til at sætte al min viljekraft ind på at gennemføre projektet, hvilket også lykkedes. I den følgende periode fik jeg så megen energi, at jeg ofte lå vågen om natten, så jeg besluttede at begynde på motionsløb, og det ændrede mit liv radikalt. Jeg vil tilføje, at bøn indgik som et meget motiverende og styrkende moment i processen. Historien her er relevant, fordi den beskriver, hvordan vores begær, beslutninger og viljekraft er den drivende kraft bag al forvandling. På samme måde kan det dog også ske, at man modsat binder sig selv til livsnedbrydende vaner. Det gør man jo ikke, fordi man ønsker sig at blive syg, men fordi der er et stort "hul" i erfaringerne omkring kroppens pleje og helse.
 

Hele den "intelligens", der bæres af mikrolivet i vores organisme, mener jeg er ganske overset i vor tids "symptombehandling". Når en sygdom først bryder ud, er det efter mange års fejlernæring, usund levevis og fejltænkning. Helbredelse fordrer, at man først ændrer adfærd og siden giver kroppens "intelligens" den fornødne tid til at genetablere en sund tilstand. Der er megen debat om, hvorvidt vi overdoserer den medicinske behandling i stedet for at lade organismen helbrede sig selv over tid kombineret med sund kost, tilstrækkelig hvile m.m. Der er dog meget, der peger på, at man er blevet mere opmærksom på dette inden for sygehusvæsenet og hos lægerne, men vort rationelle samfund er ikke indrettet til denne lidt "langsommere" proces, som kropsintelligensen tilbyder, så medicinsk behandling bliver ofte tilbudt som en "hurtig og effektiv" løsning. Vores sundhedsvæsen udfører generelt en meget kvalificeret behandling i langt de fleste tilfælde og peger naturligvis på, at det kræver megen forskning at ændre praksis. Det kan dog ikke nægtes, at der er en udbredt konservatisme i sygdomsbehandlingen, der spærrer for alternative behandlinger, skønt disse udføres med stor succes. Omvendt er det klogt ikke at foretage for mange eksperimenter, idet det trods alt er mennesker og deres helbred, der er på spil. Der er dog ingen tvivl om, at sygdomsbehandling generelt vil undergå en stor forvandling i fremtiden, når der foreligger tilstrækkelig kvalificeret dokumentation for, at arbejdet med at skabe positive og sunde tanker har en gavnlig effekt på helbredet. Martinus havde jo stor tiltro til, at videnskaben kombineret med åndsvidenskaben vil blive fremtidens sygdomsbehandling, og i dag er f.eks. zoneterapi og akupunktur accepteret på adskillige sygehuse og lægeklinikker. Fra mange sider beskrives tankelivets indflydelse på vort helbred, bl.a. i Martinus' nyeste 5. symbolbog. Bruce Lipton har udført seriøs forskning på tankernes indflydelse på celleniveau. Ligeledes har Louise Hay demonstreret dette ved at helbrede sig selv for kræft via tankelivet. Tankelivet er alle tings "arkitekt", og alle sygdomme udspringer af fejltænkning, som Martinus siger.