Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Har jeg nogensinde fortalt dig om min gamle bamse? Gudskelov har jeg den endnu. Den har fulgt mig gennem gode og onde dage, og den minder mig om min mor, som har syet et sort kryds på det sted, hvor den har mistet et øje. Går man i Zoologisk Have og lytter til, hvad børn siger om dyrene, så er det også "bamserne" – altså bjørnene, de bedst kan lide. Ikke mindst isbjørnene. De er "nuttede", hører man, og bare man dog kunne lægge sig til at sove i favnen på sådan en rigtig levende bamse!

Også jeg er fascineret af disse dyr. De er jo smukke og yndefulde. Men de er ekstremt farlige, hvis man kommer for tæt på. Det ved de voksne, og når jeg minder om disse ting, er det bare for at nævne et eksempel på, at man godt kan elske og i tanken kramme og knuge sig ind til et fremmed væsen – og så alligevel omgås det med stor forsigtighed.

Mennesker kan nemlig også være farlige, hvis man kommer for tæt på. Ja, de kan være rene djævle. Som bekendt er der en gammel forestilling om djævelen som et virkeligt væsen, der konkurrerer med den gode Gud om at herske over Jorden. I dag er det nok mere et symbol, men uanset, hvordan man nu har det med djævelen og ondskaben i verden, så gælder det bare om at holde tungen lige i munden. Det handler om at se på sine medskabninger, hvad enten de er engle eller djævle, med Guds milde øjne. Mange har dette syn, når de kigger på isbjørne, men ikke altid når de kigger på mennesker.

Hvilket dyr kan du bedst lide? Børnene er ikke i tvivl. Der er "de nuttede" og "de dumme". Til de sidst nævnte hører så afgjort flamingoerne. Af en eller anden grund synes børnene, at de ser dumme ud. Men her gælder det altså om at se med de før omtalte milde øjne. Akkurat som det gælder om at se på mennesker, der virker anderledes og fremmede. Ser man rigtigt efter, er der altid et eller andet, man kan beundre og elske. Det gælder bare om at se på dem med Guds øjne.

Og lægger man så sin viden om Martinus' verdensbillede oven i dette syn, så vil man forstå, at det i den store verdensorden er helt okay, at visse mennesker er mere djævle end andre. Man må nemlig først være en djævel, før man kan se med Guds øjne. Det er pointen i alt, hvad vi kigger på. Uanset, hvad vej vinden kommer fra, så får den vimplen på tårnet i Københavns Zoo til at rejse sig og blafre. Og sådan er det også med os mennesker. Livet med alle dets skiftende vindretninger, gode som onde, løfter os og sætter os i bevægelse, så vi før eller senere ender med at se på alting med Guds øjne.

I sin artikel "Guds øjne" skriver Martinus: "Det gælder om ikke at se på menneskene som skurke, forbrydere, bøller, bisser, røvere og mordere, selv om de er sådan. Man må se på dem som noget, Gud er ved at modellere. Når en kunstner modellerer en buste, er der også stadier, hvor ansigtet ikke er så pænt og fint udformet, som når det er færdigt. Gud modellerer alle ufærdige mennesker, de er under Guds skabende hånd og er nået til et bestemt stadium, hvor de endnu ikke er færdige, og da er det jo tåbeligt at blive bitre og vrede af den grund."