Kosmos 2014/8 side 226
Kære læser
Menneskene er videbegærlige væsener. Vi vil vide alt og forstå, hvordan tingene fungerer, lige fra de mindste byggestene i de levende væsener til hele universets beskaffenhed og opståen.
Ikke nok med, at vi vil vide alt, vi vil også gerne gøre os til herre over naturen og eksperimentere med det stof, der findes på jorden. Vores udforskning og anstrengelser har været med varierende held. Det er lykkedes os at lave atombomber, der i princippet kunne udrydde alt liv på jorden. Atombomben er et resultat af dygtige videnskabsfolks gode samarbejde.
Måske er det med tanken om dette, at mange af os har været lidt skeptiske med hensyn til forsøgene med partikel acceleratoren i Cern. Her har man lavet forsøg med at få partikler til at støde sammen under meget stor hastighed. Disse partikler er så små, at vi ikke ved, om de er partikler, bølger eller noget helt tredje. Man har med forsøgene villet finde noget, som man allerede havde døbt Higgs-feltet eller Higgs-partiklen, som man mener giver andre partikler masse. Man har også kaldt det Guds-partiklen. Så du ser, det er et ambitiøst projekt.
Så vil du måske spørge, hvad det har med Martinus' åndsvidenskab at gøre?
Jo, ifølge Martinus vil den fysiske videnskab og videnskaben om det åndelige lige så langsomt nærme sig hinanden. En af artiklerne i dette blad undersøger og forsøger at forklare Higgs-feltet ved hjælp af Martinus' åndsvidenskab. En anden artikel svarer på vores bekymrede spørgsmål om, hvorvidt atomvåben kan udrydde menneskeheden. Læs der, hvordan Martinus kan berolige os.
Vi befinder os i en tid, hvor vi ved ganske meget om de fysiske love. Den fysiske videnskab er nået langt, mens vi er mindre vidende om de åndelige love. En lille del af menneskeheden er begyndt at interessere sig for at få forklaringer om den åndelige side af livet. Det er blandt andet derfor, at vi er begyndt at studere Martinus' åndsvidenskab. Ja, Martinus har ligefrem skrevet om åndsvidenskaben for os, der ikke længere har nok i forklaringerne fra den materielle videnskab.
Der er mange fænomener, som den fysiske videnskab ikke har nogen reel forklaring på. Det gælder for eksempel gener som unaturlig træthed og livslede. Årsagerne til sådanne gener kan man finde forklaringer på i åndsvidenskaben. I to artikler af Martinus bliver vi klogere på åndelige tilstande. Martinus viser os gennem den nye lærdom, han giver os, at viden om livets love fører os ud af overtroens skygge og videre til et mere positivt livssyn.
Jo bedre vi forstår åndsvidenskaben, jo bedre vil vi være i stand til at navigere i verden på en fornuftig måde. Efterhånden vil vi kunne koble den åndelige videnskab sammen med den fysiske videnskab og dermed i endnu højere grad få stillet vores videbegær om, hvordan "det hele" fungerer.
Ved læsningen af dette blad har du mulighed for at øve dig på at koble den fysiske og den åndelige videnskab sammen.
God fornøjelse!
Trine Möller