Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er lavet nogle hjerteskærende forsøg med børn i 4 til 6 års alderen. De bliver ladt alene i et rum i 15 minutter med bord og stol og på bordet en "skumfidus" – et stykke uimodståelig slik. Barnet får at vide, at hvis du kan undlade at spise skumfidusen, til den voksne kommer igen, så får du en skumfidus mere. Børnenes kamp mod deres lyster er blevet filmet. Nogle æder skumfidusen, straks den voksne er ude af døren. Nogle må mobilisere al deres selvkontrol. De vrider sig på stolen med øjnene stift rettet mod skumfidusen for at undgå, at "kroppen" nærmest af sig selv griber ud og æder den.

Man har fulgt børnene til de blev voksne. De, der var bedst til selvkontrol som små, klarer sig også karrieremæssigt bedst som voksne. De er mere målrettede og er bedre til at koncentrere sig, men er ikke at betegne som mere intelligente. Hvad der ikke er målt på er, om de mindre selvkontrollerende har et sjovere liv. Måske er de mere umiddelbare på den gode måde.

Man kan ikke bortforklare, at selvkontrol er noget, alle mennesker er nødt til at beherske bevidst eller ubevidst. Det er et livsvilkår at kontrollere sig selv. Fattigdom og dårlig økonomi er nok de mest udbredte ydre faktorer, der kræver selvkontrol. At ens drømme aldrig står mål med ens økonomiske formåen. Selvkontrollen er også limen i samfundet. At vi er i stand til at tilpasse os hinanden. At man "bider tungen af" engang imellem. At man undgår at "gå op i limningerne", selvom omstændighederne indbyder til det.

At "bide tungen af" og "gå op i limningerne" har "for meget tyngdeenergi" som overskrift. Der er, ifølge Martinus, to former for kræfter/energier, der spiller en hovedrolle i alt fysisk stof og i vores jordmenneskelige følelsesliv. Tyngdeenergien, der er varmende og udvidende, og følelsesenergien, der er kølende og sammentrækkende. Alt fysisk stof består af en balance mellem tyngde- og følelsesenergien. Når man således er "ved at gå op i limningerne", så er bindemidlet, der skal holde kroppen og nok mest bevidstheden samlet, ved at nå grænsen for, hvad det kan binde. Det bindemiddel er følelsesenergien. Med andre ord, jeg har af lutter frustration produceret så meget tyngdeenergi, vrede, irritation, "nu er det nok!", "jeg klarer ikke mere!", at følelsesenergien ikke længere kan styre dette overskud. Selvkontrollen er sat over styr, men bliver ofte mobiliseret i sidste øjeblik, om ikke andet efter man har fået raset af. Eller – vi er så viseligt indrettet, at når vi når grænsen, så kapper vi over i gråd, hvilket giver naturligt afløb for den for megen tyngdeenergi. Man kan atter slappe af. Hos børn er denne grådmekanisme sund og intakt. Voksne har sandsynligvis lært sig også at selvkontrollere grådmekanismen. Det betyder, at man kan rende rundt med indesluttet permanent uforløst irritation og vrede eller tristhed, hvilket naturligvis er særdeles usundt.

Tyngdeenergien er dyrerigets grundenergi. Selvkontrol handler med andre ord ofte om at holde dyrerigets automatfunktioner i skak. Dyreriget repræsenterer magt, egoisme, position, ærekærhed, hovmod, konkurrence, angreb og forsvar, samt meget omkring det seksuelle, herunder jalousi. Alt sammen egenskaber, der kan afføde spændinger i bevidstheden og en vældig sårbarhed.

De fleste mennesker er ikke stolte af deres dyriske egenskaber. De bliver regnet for primitive og uciviliserede. Det er dyrekøbte erfaringer fra fortiden, der ubevidst fortæller, at dyrerigets egenskaber fører lidelse med sig. De er farlige! De befordrer indre uro, ufred og krig! Når Martinus betegner jordmennesket som en såret flygtning mellem to riger – dyreriget og "det rigtige menneskerige" – så er det med henvisning til, at vi åndeligt set er sårede overgangsvæsner, der er hjemløse. Vi er ikke rigtige dyr længere, og vi er ikke rigtige mennesker endnu. Vi er midt i et opgør, som de færreste forstår meningen med. Vi forsøger at kontrollere vores dyriske egenskaber uden at vide hvorfor. På trods af dygtig kontrol er drivkraften og livsbetingelserne stadig dyrerigets i samfundet og ikke mindst imellem samfundene. Konkurrer eller bliv udkonkurreret. Magt over ret!

Men hvad er egentlig selvkontrol. Hvad er det for et "selv", der skal kontrolleres? Dette "selv" henviser ikke direkte til "jeget", som man godt kunne tro. Vi siger jo: "jeg vil selv!". Det er jeg selv, der kontrollerer sig selv! Åndsvidenskabeligt set må der være noget uden for jeget, som jeget slider med at kontrollere. Jeget er den øverste ansvarlige og besluttende instans i det levende væsen. Men jeget har i sig selv ingen egenskaber. Det udgør, som Martinus skriver: "et noget som er". Jeget er opleveren og skaberen. "Selvet" er noget, jeget har skabt. Hvis selvet ikke var skabt, ville det ikke kunne opleves og dermed heller ikke kontrolleres. At jeget og selvet er intimt forbundet, er en anden sag. At de kun i analysen kan adskilles, er sandt. Men denne analyse er helt afgørende for at kunne forstå det levende væsen – altså forstå os selv.

Hvorfor kan jeg lide under og blive slave af noget, jeg selv har skabt? Hvorfor kan jeg være splittet mellem noget dyrisk og noget humant? Og måske allervigtigst, hvorfor er jeg i stand til at opleve ikke bare i en ydre skabt verden, men også i min egen indre selvskabte verden. Jeget er ganske enkelt hævet over den skabte verden.

Der var den igen "selvrefleksion". Er det selve "jeget", der skal reflekteres over? Helt bestemt også. Der er meget at reflektere over i Martinus' symbol nr. 6, "Det levende væsen – 1". Men som før henviser "selv" til noget skabt. At vi overhovedet har et ord som "selvkontrol", afslører, at vi også har "selvrefleksion". Hver især kan i sit eget indre observere; hov, i den situation, jeg der kom i, lagde jeg mærke til, at jeg på et tidspunkt blev uafslappet og selvkontrollerende. Og hvad var det i den situation, der gjorde, at jeg i første omgang blev vred, derefter blev jeg lidt bange, men da jeg kunne mærke, at vreden kom under kontrol, blev jeg rolig igen. Det kunne være et møde med et andet menneske, der kaldte på mit indre dyrerige. Følte jeg mig truet under samtalen? Der er ikke grænser for, hvad man kan selvreflektere over. Ofte gør vi det næsten ubevidst. I virkeligheden reflekterer jeget over, hvad det selv skaber i mødet med den ydre verden. For øvrigt findes mange vigtige ord, hvor "selv" indgår: selvtilfreds, selvhad, selvdestruktiv, selvudslettende, selvsmagende, selvpromoverende, selvoptaget, selvbevidst, selvkritisk, selvmord, selvhøjtidelig, selvopofrende, selvbeherskende, selvudleverende, selvforståelse.

Med en åndsvidenskabelig forståelsesbaggrund, der sætter tilværelsen / dagligdagen ind i en meningsfuld udviklingssammenhæng, siger det sig selv, at evnen til selvrefleksion må være et meget vigtigt redskab til at finde vej ud af dyreriget. Der er virkelig meget at tænke og reflektere over. Hvorfor har evolutionen bragt dyret – altså os mennesker – i indre splid med sig selv? Hvorfor har evolutionen udstyret os med evnen til selvrefleksion, hvis det ikke er for at blive brugt til at blive bedre mennesker? Disse spørgsmål, fremkommet ved selvrefleksion, råber på en meningsfuld forklaring, der går langt dybere end den almene evolutionslære om abekroppens fysiske forvandling til en menneskekrop. Darwins forskning udgør et vigtigt løft i menneskets selvforståelse, men det vigtigste mangler! At få den åndelige evolution med! At få erkendelsen af det levende væsens struktur med! Først derigennem forløses al den meningsløshed, der ligger i naturvidenskabens forståelsesramme.

Selvrefleksionen vil efterhånden gøre mennesket i stand til åbent og ærligt at genkende sit indre dyrerige, når han / hun ser det, uden at dømme sig selv eller at skamme sig. Dom, fordømmelse og skam hører dyreriget til. Åben og ærlig selvrefleksion, bakket op af indsigt og bøn, er måden stilfærdigt at forløse dyreriget, når det viser sig.

Kan man behandle de rester af dyreriget, man observerer, med stor ro, må der være mulighed for at skrue ned for selvkontrollen og dermed sætte sindet stadig mere frit. Det er måske ikke længere en tiger, der huserer derinde? Måske er det bare en lille fredelig kat? Jeg gætter på, at mange er mere selvkontrollerende, end de behøver. Selvkontrol kan være blevet en overdimensioneret automatfunktion – for en sikkerheds skyld. Der må være en tæt sammenhæng mellem overdreven selvkontrol og diverse neurotiske tilstande.

I fortiden har vi alle været involveret i handlinger, der skæbnemæssigt har været så rædselsvækkende, at vi automatisk har skruet gevaldigt op for selvkontrollen. Tænk på hvad Hitler og levevilkårene i Tyskland i trediverne fik nogle mennesker til. "Jeg vil se rovdyrets glimt i ungdommens øjne!", proklamerede Hitler. Det blev for mange mennesker en legitimering af, at smide selvkontrollen langt væk. Det må have føltes som en stor frihed, som førte til rædselsvækkende oplevelser af det modsatte for millioner af andre. Sådan en frihedsrus har affødt megen selvrefleksion og deraf følgende øget selvkontrol.

I særlig grad i 60'erne og 70'erne skete en human, fredelig samfundsrevolution – et opgør med efterkrigstidens gammeldags stramme selvkontrolsamfund – der fik vidtrækkende positiv indflydelse på udviklingen i en stor del af verden.

Det barn, der formår at kontrollere sine umiddelbare lyster og får endnu en skumfidus, såvel som det barn, der åd den med det samme, kan gøre forskellige selvrefleksioner efter forsøget. Forældrene hjælper ofte til. "Hvor er du dygtig, at du kunne holde igen på dine lyster!", får det ene barn at vide, og det bliver på en måde en selvrefleksion for barnet. Barnet kan reflektere over, at det åbenbart er godt at kunne kontrollere sine lyster – "og jeg er allerede god til det!" Det kan også reflektere over sine følelser og tanker under forsøget. "Jeg havde virkelig svært ved at holde igen!" "Hvis ikke jeg havde holdt fast på mine hænder, var det gået galt!" Det andet barn "uden selvkontrol" får måske også positive ord med på vejen af forældrene. "Ja Peter, det kunne jeg forestille mig, at du åd skumfidusen med det samme!", sagt med en overtone af accepterende varme følelser og et anerkende smil. Det barn kan reflektere over, at det er OK at gå til livet og umiddelbart følge sine lyster og følelser.

En dag vil hvert eneste menneske have overvundet sit indre dyrerige gennem selvrefleksion, tilgivelse og bøn. Det er lidelseserfaringer – oftest ubevidste – der driver vores udvikling i stadig mere human retning. Denne udvikling udløser, når den enkelte er moden, det, Martinus kalder "den store fødsel". Vi bliver ganske enkelt en anden art. Vi har lagt dyreriget bag os. Vi har af dannelsesrejsen lært det, der skulle læres/dannes. Vi er blevet "det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse". Vi kan ikke længere gøre noget andet levende væsen fortræd. Vi har ikke længere brug for selvkontrol, for der er intet af farlig natur tilbage i bevidstheden at kontrollere. Vi har dermed heller ikke brug for selvrefleksion på de områder, der i dag optager os mest. Som Kristus udtaler: "Himmeriges rige er inden i eder!" Himmeriges riges komme er en virkning af en indre forvandling, som vi selv tager del i, både når vi selvkontrollerer og selvreflekterer.