Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nu skulle det være! Nu ville han ud af skabet! Nu ville han ikke længere gemme sig, men sige til det første og bedste menneske, hvad han var. Homoseksuel! Han satte sig i cafeteriet, og da damen kom for at tage imod hans bestilling, så han hende lige i øjnene og sagde: "Jeg er homoseksuel!" Servitricen så fast på ham. "Nå", sagde hun, "og jeg er servitrice! Hvad sku' det være?"

En bekendt af mig, en ældre dame på 87 år, tog det knapt så køligt, da hendes nye hjemmehjælp sluttede dagens arbejde af med at sige: "Jeg glæder mig til at komme hjem til min kone. Vi skal hygge os i aften!" En uskyldig bemærkning, men hjemmehjælpen var en pige, som altså levede i et lesbisk forhold, og den ældre dame var nordjyde, som var flyttet til København. Der, hvor hun kom fra, talte man ikke om "den slags". Man vidste selvfølgelig godt i det lille samfund, hvem der var hvad, men man talte ikke højt om det. Hun blev mildest talt lettere chokeret over denne åbenmundethed. Hendes blufærdighedsgrænse var blevet overtrådt. Det var ordet "kone", som fik det til at gibbe i den ældre dame. Det vidste hjemmehjælpen ikke. Hun var bare så glad. Nygift og forelsket. "Hvad mener du!?", sagde min bekendte. Jeg foreslog hende, at næste gang, den unge sagde sådan, at svare: "Jeg glæder mig også sådan, for min kæreste kommer i aften. Han er 29! – Vi skal også rigtig hygge os!"

Nå, nu var det jo bare for sjov, at jeg sagde sådan, og denne artikel skal ikke handle om hverken tabuer eller blufærdighedsgrænser, men om ægteskab mellem to mennesker af samme køn, de såkaldt kønsneutrale ægteskaber, og om udvikling set ud fra en åndsvidenskabelig synsvinkel.

Hvordan kan det være, at det ene land efter det andet pludselig gør det muligt for to mennesker af samme køn at blive viet i kirken? Hvorfor er det ikke længere "godt nok" med et registreret partnerskab eller en borgerlig vielse, til at sikre begge parter juridisk? Og hvorfor er der egentlig opstået denne furore omkring denne nye beslutning? Kan det ene ikke være lige så godt som det andet?

Nu har det jo, i umindelige tider, været sådan, at sagde man ordet "ægteskab", så vidste alle, at det drejede sig om en (juridisk) bindende pagt mellem to personer. Traditionelt har det været en forbindelse mellem en mand og en kvinde. Resultatet af denne forbindelse blev oftest et eller flere børn. Det sidste var vigtigt. Det handlede om at sikre familien for børnenes skyld – ikke mindst. Ægteskabet blev indgået i kirken eller på rådhuset. Borgerlige ægteskaber blev dog først tilladt i Danmark i 1851.

Lidt faktuelle oplysninger: Danmark var det første land, der indførte "registreret partnerskab" mellem homoseksuelle partnere. Den 1. oktober 1989 blev Eigil og Axel Axgil registreret på Københavns Rådhus. Men det var Holland, som var det første land til at tillade giftemål mellem homoseksuelle. Det skete i år 2000. Siden er både Belgien, Canada, Spanien, Sydafrika, Norge, Sverige, Island, Argentina, Portugal og visse stater i USA kommet med. I år 2013 har både Frankrig, Brasilien, Uruguay og New Zealand vedtaget nye love, som gør det muligt at vie to personer af samme køn. I 2012 vedtog Folketinget i Danmark en ny lov, som gav homoseksuelle ret til at blive viet i Folkekirken. 85 stemte for, mens 24 stemte imod. To undlod at stemme. Otte ud af ti biskopper stod bag det nye ritual. (Kilde: Jyllands-Posten og DR). Andre steder i verden er man gået en anden vej og har strammet op om de gældende love og således gået mod strømmen af frisind. Oftest med den begrundelse, at man vil beskytte børnene.

Traditioner er svære at bryde, og især når det handler om ægteskab, for ægteskabet mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud. I Biblen står der jo: "Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød". (Første Mosebog). Og derfor reagerer folk så kraftigt. For nogle mennesker er det næsten som en forbrydelse rettet mod Gud at lave om på dette bud.

Hvad skriver Martinus om denne udvikling? Han har i Livets Bog forklaret det enkelte menneskes udvikling som en livsrejse. Vi lever liv efter liv efter liv ... En evig livsoplevelse. Fra et menneske begynder at stå på to ben, i perioden som dyremenneske, til det når slutstadiet som kosmisk bevidst menneske, går det fra udelukkende at kunne elske et væsen af modsat køn samt sit afkom til også at kunne elske og omfatte sit eget køn med en lige så stor hengivenhed. Næstekærligheden udvikles successivt hen ad vejen. Og det er det smarte. Kærligheden bare vokser og vokser til den til sidst omfatte alt – og alle. Martinus skriver, at alle mennesker vil nå dette stadie, dette homoseksuelle, menneskekærlige stadie, inden de får kosmisk bevidsthed. Det er ikke alle, der bryder sig om at høre det. Det kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på nogle, især dem, hvis kærlighed i dag går til partneren af det modsatte køn. Det kan også få nogle til at spørge: "Er man så særligt udviklet, bare fordi man er homoseksuel?" Det kan man være, men er det ikke nødvendigvis. Også her er der forskellige stadier, man skal igennem. Og dette, at kunne få adgang til en kirkelig vielse, kan være et af dem.

Hvorfor gifter folk sig med en kønsfælle? Ja det spørgsmål er der nok mange svar på, men et af dem kunne være, at man vil signalere til omverden, at ham her eller hende her, han eller hun, er min! Martinus skriver om dette, i småbog 13, kap. 31, at dette at ville "eje" et andet væsen, af samme køn, er en "seksuel vildfarelse", og det skal her nævnes, at seksuelle vildfarelser også er skridt på vejen til kosmisk bevidsthed.

Martinus skriver: "Men her kan det ikke noksom slås fast, at denne nye sympati for sit eget køn er milevidt borte fra sin bestemmelse, hvis den ytrer sig som et glødende begær efter at besidde det eller det væsen af sit eget køn for sig selv alene og dermed afslører sit ophav som et tilsvarende glødende "forelsket" væsen. Men et "forelsket" væsen må også føle skinsyge og rummer dermed i sin mentalitet alle de sædvanlige ægteskabelige kvaler, ulykkelig kærlighed og den heraf følgende livslede. Et sådant væsen kan derfor ikke være nogen repræsentant for det "nye menneske", Kristusvæsenet eller væsenet i balance. Det udgør derimod netop den samme uligevægt som den, der befordrer det mandlige og kvindelige væsens genvordigheder, sorger og lidelser." Suk! Så man er altså blot "gået fra asken til ilden" og er startet forfra med den eneste forskel, at partneren er af samme køn som en selv. Men Martinus fortsætter: "Hvis en mand er forelsket i en anden mand og her føler besiddertrangens og skinsygens kvaler, vil det jo kun være udtryk for, at hans maskuline pol i tilsvarende grad er sat ud af spillet, og at væsenet derfor regeres af sin feminine pol, med andre ord, han er blevet en slags kvinde i en mandlig organisme. At dette er skrigende imod livets mening og mål og derfor må drejes ind i sin rigtige bane: polernes balance eller ligevægtige samarbejde i vedkommende væsens mentalitet, er naturligvis en selvfølge. Det samme gælder naturligvis også enhver kvinde, der måtte fremtræde under lignende omstændigheder."

Men, hvad er det, der sker? Hvorfor er mennesket havnet i et sådant ny-ulykkeligt ægteskab? Martinus forklarer i samme stykke, at det skyldes en alt for hurtig eller unaturlig forceret udvikling af den modsatte pol i væsenet, men skriver også, at de lidelser, som det medfører, neddæmper dette alt for hurtige tempo så meget, at der atter kan blive plads for den ordinære pols udfoldelse, og at mennesket dermed kan komme "i en for sit trin passende seksuel balance eller ligevægt".

"Den man elsker, ønsker man lykkelig. I situationer, hvor dette ikke er tilfældet, er det i virkeligheden kun sig selv, man elsker", skriver Martinus. Når man vil "have" et andet menneske for sig selv, begrænser man dette menneskes kærlighedsudfoldelse.

Javist, vi skal alle igennem et vist kvantum af lidelser. At indgå ægteskab kan være en af de måder, de bliver præsenteret på. Men, hvad skal vi så sige til alle de nyforelskede og nygifte homoseksuelle? For mig er der kun ét at sige: "Hjertelig tillykke!" Ægteskabet byder gudskelov også på gode, lyse og glade dage. Og når vi engang, i salighedsriget, tænker tilbage på vores ægteskaber, så er det hele blevet til de skønneste guldkopier. Alt har været – og er – såre godt!