Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Det er saligere at give end at tage" (ApG. 20:35)

Da Martinus for mange, mange år siden skrev, at vi mennesker en skønne dag ville komme til at leve i en aldrig før set overflod, ville næsten ingen tro ham. Det lød alt for fantastisk dengang, efter to verdenskrige, hvor mange mennesker intet havde – absolut intet. Dengang, hvor hver ting var af stor værdi. Millioner af mennesker i Europa og andre steder i verden havde efter krigen knap nok tøj på kroppen, intet tag over hovedet og næsten intet at spise. At de fleste i vores del af verden, her 70 år senere, har fået det så godt, er næsten et mirakel. Forsynet har givet os meget at være taknemmelige over.

Dog, ikke alle lever i overflod i vores del af verden. Mange mangler arbejde og penge. En ny epoke er begyndt. Genopbygningen og det hårde slids årti er forbi. I dag findes der andre problemer. Det største problem i dag er arbejdsløsheden. Maskiner og computere har overtaget meget af arbejdet. Det er naturligvis en velsignelse, men det skaber også en del forvirring her i starten. I vor tid er en stor del af arbejdsstyrken blevet overflødig.

Konkurrencen fra Det Fjerne Østen mærkes i stigende grad. I mange lande omkring disse egne er man inde i en opbygningsfase, som vi var det for 70 år siden. Man producerer og producerer derude i Østen. Strømmen af varer derfra er næsten ufattelig stor. I vores, den vestlige verdens, lande findes der butikker, i hvilke man knap nok sælger én eneste artikel, som er fremstillet i eget land. For nylig blev der på TV vist en sekvens, hvor indehaveren af en cykelforretning i USA blev spurgt, hvad der egentlig var i hans forretning, som var blevet produceret i staterne. Han så sig lidt forvirret omkring og konstaterede så, at praktisk taget alt kom fra Det Fjerne Østen på nær nogle få artikler, som kom fra Italien. – Forbruget i vores verden har ændret sig siden dengang, hvor nøden var så stor. Og dermed også forudsætningerne for at give gaver. En ting, som tidligere fremkaldte megen taknemmelighed, fremkalder måske blot et skuldertræk i dag.

Men også i dag gælder det, at det er saligere at give end at tage. Et faktum, som tydeligt ses i tiden op mod jul, hvor folk finder stor glæde i at forberede sig til den store gavefest. Det handler for det meste om at købe gaver til nær og fjern, men også hjælpeorganisationerne bliver begunstiget med ekstra store bidrag ved juletid. At give betyder ikke bare at give ting eller penge. Rent praktisk at give et medmenneske en hjælpende hånd, er også at give. At give sit liv for andre er den største gave. Moder Theresa sagde engang, at hvis man ikke har noget at give til et medmenneske, kan man i det mindste give et smil.

Hvis man betragter det at give lidt nærmere, opdager man, at det har mange aspekter. Ikke alle gaver er gavnlige. Vi har endnu ikke lært os kunsten at give på den fuldkomne måde. At give nogen penge er altid en ømtålelig sag og måske også en kende fantasiløs. At stikke de unge lidt penge er vel næsten altid en velkommen gave, men en voksen person kan man derimod komme til at fornærme slemt. En tigger? Skal man virkelig støtte tiggeriet? Det beror nok på omstændighederne. Jeg har en veninde fra Mellemøsten, som altid har lidt mønter i lommen og som aldrig nogensinde går forbi en tigger uden at give ham eller hende en mønt.

Her i Vesten har forskellige hjælpeorganisationer nu om dage oprettet genbrugsbutikker. Her modtages alt det, man sælger, som gaver – til gengæld sælger man til meget lave priser. Ønsker du at komme af med møbler, bøger, tøj eller husholdningsartikler, kommer de med en lastbil for at hente tingene. Unge mennesker kan indrette deres første hjem for et par tusindlapper ved at handle hos dem. – Og de indkomne penge anvendes af disse organisationer til hjælp og målrettede projekter. Man er for længst holdt op med at sende det indsamlede tøj til andre lande, for hvis man behøver hjælp der, hurtigt og effektivt ved katastrofer, behøver man først og fremmest penge. Det er alt for dyrt at transportere brugt tøj til et andet land. I stedet trykker man på et par taster på computeren og penge flyttes hurtigt og effektivt over til søsterorganisationer, i eller i nærheden af katastrofeområdet, som derefter leverer telte, medicin, mad og andre fornødenheder til de trængende. – At give de ting, vi ikke bruger længere, til sådanne hjælpeorganisationer, er en meget fin måde at give gaver på.

"En god ven kommer aldrig tomhændet!", siger en gammel talemåde. "Gode ord og små gaver er som olie i en maskine!", siger en anden. Men er de virkelig udtryk for en ærlig, en sand måde at give på? – At give venner nuttede småting eller smukke ting, ifald det kommer fra hjertet, giver jo også glæde til giveren. At give gaver er virkelig en vanskelig kunst, som kræver stor indlevelsesevne, når man skal finde på noget, som virkelig er til glæde. Hvis det lykkes os, da er det virkeligt "saligt at give". Her gælder det om at tænke efter, så vi ikke kommer med noget helt ubrugeligt, som, dybest set, når det pakkes ud, bliver til skuffelse, selv om vennen viser os et glad ansigt og takker os tusind gange. En gave behøver ikke altid være noget værdifuldt. Det kan være en lille ting, som blev valgt ud med kærlighed. Ofte fremkalder sådan en lille gave den største glæde. En dag vil vi have lært os kunsten "at give gaver" på den rigtige måde. Det har at gøre med vor egen udvikling; med udviklingen af vores følelsesenergi.

At hjælpe nogen ved at give sin arbejdstid, er det en god måde at give på? I denne sammenhæng må vi stille os spørgende om, hvad det egentlig er at hjælpe nogen. Martinus forklarer: "At hjælpe nogen, det betyder at gøre noget for denne person, som han eller hun ikke selv magter at gøre. Dette er den sande hjælp. Alt andet er "tossegodhed". Naturligvis skal vi give gaver, hjælpe vore medmennesker og støtte dem, men på en sådan måde, at de ikke behøver at føle, at de står i taknemmelighedsgæld til os. For os må det gælde, at "den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør".

En gave skal være helt uselvisk. Vi mennesker er endnu så primitive og har vores rødder så dybt nede i dyreriget, at vi, når vi giver gaver, ofte ikke er bevidste om, at vi gør det, fordi vi inderst inde forventer visse modydelser. Kommer disse modydelser ikke retur, bliver vi skuffede. Vi opdager ikke, at vores egen gave i virkeligheden slet ikke var en gave, men en forudbetaling for noget, som vi selv ønskede os. Næsten som de julegaver virksomheder sender ud til deres kunder, og som er en ren forudbetaling for de forventede ordrer og opgaver.

Martinus har skrevet den vidunderlige lille bog "Gavekultur". I denne bog tager han os med på den helt store rundtur og gennemgår omhyggeligt gavegivningens natur og mening, og han kommer her også ind på de principper, som ligger til grund for henholdsvis diktaturet og demokratiet. Hvert land, skriver han, har akkurat den regering, det fortjener. Det kan lyde forfærdeligt, men alligevel er det sådan, at Forsynet har udvalgt netop de mennesker, som skal lede landet, på en sådan måde, at befolkningen dér kan få deres nødvendige karma. "Hårene på vort hoved er talte, og ingen spurv falder til jorden, uden at det er Guds vilje" – og intet land får ledere, som ikke er indsatte af Forsynet. Hvad har det at gøre med at give gaver? Rigtig meget! Diktaturet, skriver Martinus, er i sin yderste konsekvens det samme som egoisme, som magtovertagelse og magtudøvelse. Og demokratiet er altruisme, at være til glæde og gavn for alle – at give! Hvis vi ønsker at opleve rendyrket demokrati, kommer vi sandsynligvis til at vente, indtil vi kommer til det rigtige menneskerige. Men vi kan allerede i dag begynde at arbejde med os selv for at bringe demokrati, ved at øve os i kunsten at give på den rigtige måde.

Martinus skriver i småbog 12, Gavekultur: "Den måde, et menneske giver sin gave på, bliver altså målestokken eller kendetegnet for, hvor langt det står fremme i virkelig kultur eller ånd. Hvis et væsen er i stand til at give en gave uden den allermindste fordring om gengældelse, og yder den med hundrede procents frigivelse af modtageren, hvilket vil sige, giver den med en hemmelig, hellig forpligtelse af sig selv til aldrig nogen sinde, på grund af gaveydelsen, at føle det mindste gran af bitterhed eller indignation imod gavemodtageren, ganske ligegyldigt, hvorledes denne så end måtte handle imod ham i fremtiden, ligegyldigt om han på alle måder tilsidesætter ham til fordel for favorisering af andre personer, han måtte finde behag i at omgås eller føle lyst til at yde sin sympati eller velvilje, da er hans ydelse en virkelig gave, ligegyldigt hvad gaveobjektet så end måtte have været, ligegyldigt om det har været ydelsen af rent legemlig eller mental arbejdskraft, eller det har været materielle genstande, gods eller guld. Thi da er han virkelig nået til et trin, hvor kærligheden og ikke selviskheden har været det højeste dikterende moment i hans bevidsthed. Da har gaveydelsen allerede betalt sig selv i form af den guddommelige fornemmelse af kontaktskabet med livet og dermed følelsen af at være "et med Faderen"."