Ældre Kosmos og Kontaktbreve

På den gamle danske ø, Saint Croix i det caribiske hav, er der anlagt en vej, som forbinder den ene ende af den aflange ø med den anden. Ad den kunne kongens guvernør rulle af sted i sin elegante karet, når han kom på besøg. Og det gik hurtigt, for vejen var trukket efter en lineal.

Et kort over Danmark fra vor tid viser, hvordan linjeføringer gennem tiderne har skiftet karakter. De moderne motorveje slynger sig bredt i flotte sving uden om byerne, jernbanerne trækker deres dobbelte spor i kurver fra landsdel til landsdel, og de oprindelige landeveje forbinder sindigt by med by, som det nu bedst kan passe, når søer, højdedrag og markskel skal respekteres. Og så pludselig! – en af disse mærkelige veje, der som et øksehug skærer gennem landskabet.

De fuldstændig lige veje har deres oprindelse i enevældens tid, hvor en ny stand voksede frem og gjorde karriere. Det var embedsmænd og ingeniører, som så rationelt på landets administration. Eftersom den korteste afstand mellem to punkter er en lige linje, må linealen have første prioritet, når nye veje skal anlægges. Sådan så de på det.

Guvernøren, der let og elegant blev befordret fra den ene ende af Saint Croix til den anden, fik mig til at tænke på, hvordan kosmologien engang fik mig til at rette min tilværelse ind som efter en lineal. Jeg ville være som Martinus, jeg ville have kosmisk bevidsthed, og det skulle gå tjep. Og ligesom i det danske landskab lykkedes det mig brutalt at ændre en række af mine vaner. Men det holdt ikke. Dette sagt til trøst og opmuntring for mennesker, der har svært ved at leve op til deres høje idealer, men også som et memento til unge løver, der med blikket fæstnet på fjerne mål buldrer derudad.

Martinus har imidlertid skrevet en artikel, som hedder "Ad livets kongevej". Den handler også om en lige vej. Men her har det ikke noget at gøre med at løbe foran sin egen udvikling, men tværtimod om at komme ud af en ulykkelig tilstand. Det kan for eksempel dreje sig om pyromani, incest og andre seksuelle afvigelser, der gør mennesker hjemløse og isolerer dem fra andre menneskers kærlighed. Her har de for en tid glemt, hvor de kom fra, og hvor de var på vej hen. De har mistet målet af sigte og vil derfor være meget lykkelige, når de atter finder tilbage til kongevejen, hvor de ligesom guvernøren på Saint Croix kan trille mageligt afsted med åbent blik og fri udsyn til alle sider. Her går vejen nemlig direkte fra selviskhed og til dette at elske sin næste som sig selv. Og hvad ser man så oppe fra disse højder, hvor vejen, som Martinus skriver, passerer hen over "det evige livs tinder"? Vi giver ordet til Martinus:

"Her ser man hele universet som Guds stråleglorie, som Guds bevidsthed og væremåde. Her ser man sin egen udødelighed og sig selv som værende i "Guds billede efter Hans lignelse". Her er man ét med den kærlighed, der er universets grundtone, og i kraft af hvilken hele universet, både i mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos, styres." (Artikelsamling 1, stk. 30.6)