Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2015/1 side 2
Kommentar
Kære læsere!
Så har vi endnu engang passeret årskredsløbets mørkekulmination og et nyt år ligger foran os – 2015. Og vi her på Kosmos-redaktionen ønsker jer alle et rigtigt Godt Nytår og "en god fortsättning på det nya året"!
Der er sket store forandringer i verden gennem de seneste år, og vi må nok regne med, at denne, ret så ofte smertefulde forvandling, fortsætter rundt omkring i verden. Vi er inde i en vældig forceret udvikling. Men det vigtigste for det enkelte menneske er, trods disse omstændigheder, hvad vi selv kan gøre for at skabe et godt år for vore omgivelser og os selv. Har du fremsagt et nytårsforsæt? Hvis ikke, hvad synes du så om at satse på "mental hygiejne"? Hvad indebærer det? Ja i ordbogen kan man læse: "Mentalhygiejne, foranstaltninger med henblik på at opretholde eller forbedre mental sundhed med særlig vægt på forebyggelse af mere alvorlige sygdomme eller sygdom, såsom ved at undgå stress, lære at beherske kriser og konflikter og udvikle gode sociale relationer". Det lyder da som et dejligt projekt for dette år! Martinus giver i sin kosmologi en endnu dybere indsigt i, hvorfor dette skulle være et igangværende projekt hver dag. "For at en sygdom kan fjernes, må man fjerne dens årsag, og alle sygdommes årsager findes i den sjælelige struktur ...", skriver Martinus. Men hvordan kan så f.eks. kost og motion have så stor betydning for vores sundhed? Hvad har det med den "sjælelige struktur" at gøre? At blive bevidst om betydningen af f.eks. vegetarisk kost, motion, hvile og søvn, har jo også sit udspring i vores bevidsthed, i vores sjælelige eller psykiske struktur.
Ubevidsthed, men også "mental dovenskab", dette ikke at udnytte hele sin viden, er også vigtige årsager til sygdomme. Desuden er vort valg af kost et moralsk spørgsmål, og så er vi atter havnet i vor indre psykiske struktur. At komme væk fra det dræbende princip, som er basis for den animalske føde, og at overgå til plantebaseret ernæring, er altså det rette for os jordmennesker. Et vigtigt aspekt af den mentale hygiejne.
Martinus skriver i artiklen "Menneskets mentale kortslutninger" indgående om vores sjælelige struktur og om, hvordan den ligger til grund for alle vore talenter; gode og mindre gode. Han beretter også om den mentale hygiejne og om, hvorledes den påvirker hele vor skæbnedannelse.
Vi får i dette nummer af Kosmos også et indblik i, hvordan alle menneskers bevidsthed ser ud til at være forbundet med hinanden via jordklodens elektromagnetiske felt. I artiklen "Ikke flere hemmeligheder" redegøres der for en spændende forskning om bl.a. tankeoverføring.
I artiklen "Det giver mening" bliver vi delagtiggjort i noget, som er meget vigtigt for den mentale hygiejne – humor! Martinus har sagt, at en god latter sender livgivende lysbølger gennem hele vor krop; hele vort mikrokosmos. Få ting er så livgivende som glæde og taknemmelighed. Så læs denne lille artikel og lad latterens styrkende kraft fylde dig. Så forlænger du ikke bare smilebåndet, men forhåbentlig også livet.
Rune Östensson
Oversættelse Mette Lüchow