Kosmos 2015/1 side 24
Hvor kom vandet fra?
af Olav Johansson
Hvor kom vandet på jorden fra? En populær teori har jo været, at jorden i solsystemets barndom blev bombarderet af vandbærende kometer, men nu mener forskere at have fået bevis for, at i jordens indre – indkapslet i et mineral, der har fået navnet "ringwoodite" – findes et enormt vandreservoir, som menes at indeholde omkring tre gange så meget vand som havene oppe på klodens overflade, og nu lanceres der derfor en ny teori eller hypotese om, at det vand, der i dag fylder vores oceaner på jordens overflade, også oprindeligt kommer fra planetens eget indre "reservoirer". Se fx disse artikler:
www.epochtimes.se/Enormt-%E2%80%99hav%E2%80%99-upptaeckt-under-jordens-yta-a26983.html
Dette er interessant, fordi det jo også styrker teorien om, at jorden er en levende organisme, i princippet analog med vores egen. Vores blod dannes også "pakket" ind i et mineral eller det, vi kalder knoglemarven, og ifølge Martinus er vandet jordorganismens "blod"; (en anden interessant parallel i denne sammenhæng er, at menneskeblod indeholder samme saltkoncentration og de samme niveauer af andre mineraler og sporstoffer som havvand).
Martinus beskriver også vandets tilblivelseshistorie på vores klode som en indre proces og en gradvis forvandling til den livgivende væske, den i dag udgør.
Citat: "Dette sollegeme bliver mere og mere afkølet på grund af "følelsesenergien" og begynder at få detaljer i kraft af "instinktenergien". Der bliver atmosfære omkring denne klode. Luft og vand opstår. Disse foreteelser er ganske vist endnu giftige eller uegnede for et højere bevidsthedsliv, men efterhånden får de levende væseners "instinktenergi" eller kosmiske "C-viden" overvundet alle generende detaljer. De giftige foreteelser skiller sig ud, og det krystalklare vand opstår, der senere skulle betyde livsrum for de allerførste former for det dagsbevidste livs indtrængen på jordkloden. Den kosmiske "C-viden" eller "instinktfunktionen" bryder endnu stærkere frem. Krystalliseringen begynder, mineralriget opstår, dernæst planteriget." (Martinus, Artikelsamling 1, "Den mentale treenighed", stk. 20.2)
Af dette citat kan man se, at luft og vand opstod meget tidligt i jordens afkølingsproces, ja selv før krystallisering og mineralrigets fremkomst, men på dette tidlige stadium var de delvist giftige og ikke egnet til at være medium for et højere bevidsthedsliv. Men derimod virker det, som om vandet og atmosfæren, som det fremgår af det Martinus skriver, i denne tidlige fase har spillet en meget vigtig rolle i klodens afkølingsproces, som jo på sin vis var betingelsen for, at et højere bevidsthedsliv senere kunne opstå og udvikle sig her.
At vand er en på mange måder bemærkelsesværdig materie, fremgår af den følgende sammenfatning, som jeg citerer fra en tekst af Brage Norin (svensk PhD i teoretisk fysik):
Vand – skabelsens underværk
- "Næsten alle væsker bliver lettere, når temperaturen stiger. Vand er en overordentlig mærkelig undtagelse. Opvarmes vand fra nul grader, bliver det først tungere! Ved +4 grader er vandet tungeste og synker til bunds. Opvarmes vandet yderligere, bliver det lettere og stiger op til overfladen. Denne utrolige egenskab ved vand stabiliserer temperaturen nær bunden i alle oceaner og søer. Uden denne mirakelegenskab ved vand var næsten ingen af de livsformer, der eksisterer på jordens overflade, opstået.
- Næsten alle væsker bliver tungere, når de afkøles og størkner – overgår til fast form. Vand er en meget mærkelig undtagelse. Vand, som fryser til is, bliver lettere og flyder ovenpå (!) vandet. Hvis ikke isen flød på vandet, havde livet på jorden ikke eksisteret.
- Vand har en fuldstændig enestående evne til at lede varme og lagre termisk energi. Disse unikke egenskaber gør, at vandet på jorden kan lagre store mængder af energi, selv om temperaturen kun varierer mellem nul og ca. 25 grader. Vandet kan derved stabilisere hele jorden klima – både til havs og på land. Vandets evne til at skabe et stabilt klima er afgørende for al den fantastiske mangfoldighed af liv, der er udviklet på jorden.
- Dannelsen af vanddamp kræver en næsten ufattelig mængde energi. Ingen anden væske kan sammenlignes med vand. At fordampe vand er ekstremt energikrævende. Temperaturreguleringen hos alle koldblodede og varmblodede dyr ville være umulig uden denne egenskab ved vand. Krokodillen trækker vejret med åben mund for at regulere temperaturen. Kænguruen slikke sine forben, sådan at de små blodkar kan køle kroppen ned, når spyttet fordamper. Mennesket sveder. Vandets unikke evne til at køle, når det fordamper, har haft stor betydning for livets udvikling.
- Vandets fordampning skaber også regnkredsløbet på jorden. Landområderne overskylles regelmæssigt af regn, som er dannet af det fordampede vand. Ved fordampning af havvand adskilles saltet, og nedbøren bliver til ferskvand. Næsten alt liv, som er skabt på jorden, er afhængigt af dette vand – livets drik. Vandets fordampning og dampkondensering til nedbør har været afgørende for næsten alle former for liv på land, der er udviklet her på vores planet."
Illustration af den vandfyldte Ringwoodite zone på 410-660 km dybde under jordoverflade.
(© Kathy Mather)
Bindeleddet mellem den stråleformige og den faste materie
I denne sammenhæng er det også interessant at bemærke, at Martinus i bogen Bisættelse skriver:
"Hvis man tror, at et organisk legeme ved døden straks er blottet for organisk, fysisk bevidste mikroindivider, da er man offer for en meget stor fejltagelse. Så længe der endnu er fugtighed i liget, er der også organisk, fysisk bevidste mikroindivider, ..." (Bisættelse, kap. 93, min kursivering).
Det er netop klodekroppe, Martinus skriver om i denne sammenhæng (men princippet gælder givetvis også for vores type af kroppe). "Fugtighed" eller den flydende materieform er altså kosmisk set bindeleddet mellem den stråleformige (åndelige) og den faste fysiske materie, fordi vand og en del andre væsker har evnen til at lede elektricitet. Bevidsthed og livskraft er, som Martinus viser, af elektrisk natur. I en fysisk krop, der er helt indtørret eller mineraliseret, findes der ikke længere noget medie, der kan lede eller forbinde bevidsthed og livskraft til den "døde" eller livløse faste fysiske materie. Det, den biologiske videnskab kalder "liv", er fra den åndelige videnskabs perspektiv fysisk materie, der er gennemtrængt eller "besat" af stråleformig eller åndelig materie – med vandet eller den flydende materieform som mellemled eller bindeled.
Flere vandfyldte verdener
En anden interessant ny opdagelse, når det gælder kloder i vores solsystem som indeholder vandoceaner, er, at nyere forskning tyder på, at solsystemets største måne Ganymedes (som er en af Jupiters indre eller såkaldte Galilæiske måner) har flere områder af store vandoceaner, som kan være op til 800 km dybe (!), under deres iskolde overflade, hvilket kan betyde, at denne måne – som er noget mindre end planeten Mars – indeholder op til 25 gange så meget vand, som Tellus gør! Se rt.com/news/156648-ganymede-moon-layered-oceans/
Det skulle, hvis det er sandt, betyde, at Ganymedes også indeholder mere vand end Saturn-månen Titan (solsystemets næststørste måne, der er næsten lige så stor som Ganymedes), der ifølge forskernes beregninger i sit underjordiske globale vandocean indeholder op til 11 gange så meget vand, som vores egen planet gør, og som tidligere mentes at være den mest vandrige klode i solsystemet (se phl.upr.edu/library/media/liquidwaterinthesolarsystem). Ja, der er meget, vi og forskningen endnu ikke forstår om de levende organismer, vi kalder kloder og planeter. Vi er kun lige begyndt at ridse i overfladen ...
Mindst disse fire af Jupiters og Saturns måner har et vandfyldt indre, mener planetforskere i dag. Man har også indikationer på, at nogle yderligere planeter, dværgplaneter og måner i det ydre solsystem, er "vandbærere". (Kilde: NASA/JPL/Space Science Institute – © Ted Stryk)
PS: Astronomernes favorithypotese angående oprindelsen til vandet på jorden har længe været, at det stammer fra vandholdige kometer. Derfor har en af hovedopgaverne for den europæiske rumfartsorganisation ESA's egen kometsonde, Rosetta, og dens kometlander, Philae, som for nylig landede på kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko, været at analysere kometens vand for at se, om det er af samme art som det vand, der fylder vore jordiske have, floder og søer. Nu rapporterer ESA-forskerne dog i en artikel i tidsskriftet Science, at deres analyser viser, at det ikke er tilfældet. Kometens vand indeholder tre gange så meget af vandisotopen deuterium som vandet på jorden, og derfor konkluderer man, at vand fra kometer ikke kan være oprindelsen til vandet på vores planet. Nu sætter en del af disse forskere i stedet for deres lid til vandbærende asteroider som svaret på gåden om, hvor jordens vand kommer fra. Men som det fremgår af artiklen ovenfor, er der jo også i år gjort en spændende opdagelse, som måske kan give os løsningen på gåden, eller for at citere en udtalelse fra professor Joseph Smyth fra University of Colorado om dette fund:
– Det viser, at vand er en grundlæggende del af jorden, og at det ikke er kommet til senere hen fra kometer ... Fundet tyder på, at vand måske kontrollerer jordens indre processer præcist, som det kontrollerer processerne på overfladen, og at vandplaneter som jorden kan være almindelige i vores galakse. (www.bbc.com/news/science-environment-26553115).
Oversættelse: Dan Elhauge