Ældre Kosmos og Kontaktbreve

33 % – sådan var overskriften på en kort, men fremhævet notits i den danske avis Politiken. De 33 % henviser til den del af alle job i Finland, der i løbet af et par årtier vil kunne overtages af it-løsninger. Det vil især være blandt bankansatte og kontorfolk. (Kilde: Det Finske Næringslivs Forskningsinstitut, Etla)

Oven i de 33 % må derfor skulle lægges alle de job, der i produktionen kan erstattes af maskiner, robotter og andre effektiviseringstiltag. Dertil kommer konkurrence fra vandrende arbejdskraft fra fattige lande inden og uden for EU. Lande med massiv arbejdsløshed. Samlet set er det sandsynligt, at samfundene verden over inden for en overskuelig fremtid vil stå over for større arbejdsløshedsproblemer end mange har i dag. Martinus beskriver, hvordan uløselig arbejdsløshed bliver den drivende faktor i store nødvendige samfundsomvæltninger.

I Danmark og andre EU-lande er pensionsalderen blevet sat op, og efterlønsordninger er blevet afviklet, for at holde de gamle længere på arbejdsmarkedet. På trods af at ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden er et stigende problem. Politikerne styrer efter, at der kommer til at mangle arbejdskraft. Reelt burde politikerne nok forberede indretning af samfundet efter at få samfundsøkonomien til at hænge sammen med en meget højere arbejdsløshed.

"37" synes at være et helligt tal – altså 37 timers arbejde om ugen. Forestillingen om paradis på jorden er fuld beskæftigelse til alle altid. Stress er samtidigt i mange samfund en folkesygdom. Man kan få stress af at have og ikke at have et arbejde, samt af frygt for at miste det, man har. Fordeling af det arbejde, der er, er der ingen politikere, der tør nævne. Altså at vi går ned i arbejdstid og arbejdsløn i perioder, for at give alle mulighed for at få et arbejde. Mange af dem, der har et arbejde, vil ikke gå ned i løn, for så hænger deres økonomi ikke sammen. Prisen på en bolig er f.eks. sat efter, hvad et par på fuldtid kan betale.

"Når derfor en maskine bliver opfundet, har privatmagten stor fordel af at tilegne sig denne, idet den derved bliver i stand til at afskedige lige så mange arbejdere, som maskinen er bygget til at erstatte, og selv forøge sin "privatformue" med det beløb, der i form af arbejdsløn var de pågældende arbejderes eksistensbetingelse. Altså en omstændighed, der ikke just er flatterende for privatmagtens harmoni med loven for tilværelse eller det store bud, "du skal elske din næste som dig selv", idet den i alt for høj grad minder om opfyldelsen af de realiteter, på hvilken "sandt hedenskab" eller den mørke verdensmoral er opbygget. At nævnte omstændighed ikke desto mindre er en kendsgerning, herom vidner den nu over hele verden voksende arbejdsløshed, som uundgåeligt måtte blive dens konsekvens. Da arbejdsløshed igen betyder subsistensløshed, vil nævnte konsekvens resultere i, at tusinder og atter tusinder af jordmennesker er berøvet enhver naturlig vej til gennem ærligt arbejde at tilegne sig deres daglige livsfornødenheder. Og de uundgåelige følger heraf må så igen blive: armod, tiggeri, plattenslageri, prostitution, forbrydelser, dovenskab, vagabondering, sløvsind og selvmord, hvilke realiteter tilsammen absolut kun er at identificere som udgørende en unatur, en fortærende sygdom eller et gabende sår i det jordmenneskelige samfundslegeme. Og dette sår breder sig nu med en så rivende vækst, at masserne verden over begynder at se deres eksistens truet og har i form af fagbevægelser, politiske organisationer og foreninger af mange forskellige arter begyndt at rejse sig til modværge. Og dette modværge vil ikke komme til at standse, før hele verdens samlede værdier er bragt ind under en for alle fem verdensdele, en for hele jordmenneskeheden fælles finanshovedkasse, der beskyttet af en verdensøvrighed og administreret af en verdensregering kan blive en garanti for en naturlig eksistensbetingelse, sand lov og ret, humanitet og alkærlighed for ethvert levende væsen." (Livets Bog, bind 1, stk. 109)

Livets Bog, bind 1 blev udgivet i 1932, så selvom citatet kunne virke som om, det er skrevet ud fra virkeligheden i dag, er der også sætninger der afspejler, at den jordiske inspiration stammer fra den massive arbejdsløshed på baggrund af krakket i Wall Street 1929. En utrolig udvikling stod i vente til at ske i resten af det århundrede.

Hvis man læser et sådant citat ude af sin helhed, og her mener jeg uden at forstå ånden i Martinus' værk, da kan det skrevne givet virke som det rene naive drømmeri. For nogle drømmen om paradis. For andre et mareridt med tanke på erfaringerne med socialisme og kommunisme. Men åndsvidenskabeligt set er der ikke tale om en naiv tro på paradis. Der er end ikke tale om nogen form for idealisme. Altså at hvis tilstrækkeligt mange mennesker handler idealistisk, så skal vi nok få paradis på jorden. Nej! Årsags- og virkningsloven betinger, at udviklingen af verdensstaten skrider frem på et fuldstændig nøgternt grundlag. Lidelseserfaringer og erfaringer i det hele taget vil udvikle den humane følelse og samarbejdende humane intelligens og medføre, at samfundsinteressen / fællesskabsinteressen vil vinde over privatinteressen. "Enhver er sin næste nærmest" vil vinde over "enhver er sig selv nærmest". Altruismen vil vinde over egoismen. "At give" vil vinde over "at tage". Det vil blive almindelig erfaret sund fornuft – følelsesmæssigt og videnskabeligt erkendt – at det lader sig ikke i længden gøre at forene fælles- og privatinteressen, sådan som det forsøges i verden i dag. Der er uovervindelige modsætninger bygget ind i samfundssystemerne, og disse modsætninger skærpes. Ikke fordi fællesinteressen i dag altid er udtryk for noget smukt, og privatinteressen altid er udtryk for noget grimt, men vi har hver især denne modsætning bygget ind i vores mentalitet i forskellig grad fra individ til individ. Egoismen styrer ofte i daglig praksis! Som kapitalisterne forsøger arbejdstagerne at få mest muligt for deres penge. Vi køber, hvor det er billigst, og presser således samfundet mod f.eks. mere arbejdsløshed og ofte ringere arbejdsforhold for de i forvejen lavest lønnede. Vi lever i samfund, hvor konkurrence og overlevelse for alle virksomheder, statslige såvel som private, skærpes. Pengene styrer næsten alle beslutninger, og det betyder, at en virksomhed intet valg har med hensyn til at effektivisere, for det gør konkurrenterne, og det kræver aktionærerne og forbrugerne.

Kapitalismen er en vældig dynamisk kraft, der spiller en afgørende rolle i udviklingen mod at binde verdens økonomier sammen på godt og ondt. Den har skabt hundredvis af millioner af arbejdspladser. De fleste af dem vil kunne erstattes af maskiner, den dag det kan betale sig! Åndsvidenskabeligt set er problemet, at det er egoismen, der er drivkraften, for egoismen er årsags- og virkningsmæssigt selvmodsigende og selvdestruktiv. Problemet afspejles f.eks. i, at på verdensplan ejes ca. 50 % af "værdierne" af 1 % af befolkningen. I USA er det 1 %, der ejer ca. 40 %. Tendensen i alle samfund er, at den rigeste del af en befolkning får stadig mere, og den fattigste del får stadig mindre. Denne splittelse synes at vokse i et tiltagende tempo. Det er sandsynligvis lige så banalt som i spillet Matador. The winner takes it all!

Lige så indlysende som at ethvert samfund på sigt er nødt til at omstille sit energiforbrug til vedvarende eller fornybare kilder og i øvrigt indrette sig i harmoni med miljøet, lige så indlysende bliver det, at de samme samfund er nødt til at omstille til en samfundsorden, hvor alle grundlæggende livsfornødenheder er sikret af fællesskabet. Et sådant samfund kan ikke etableres, før en meget stor del af befolkningen har gjort de erfaringer, der skal til, for at de kan se nødvendigheden af det, og derfor vil det og i praksis kan det. Revolutioner og magtovertagelser er ikke løsningen. En verdensregering er et udviklingsspørgsmål, ligesom næstekærligheden er et udviklingsspørgsmål, og næstekærligheden skal til først. Den er verdensstatens fundament.

Ikke dermed sagt at udviklingen bliver let, for den indebærer, at mange af de værdinormer, vi i dag sætter højest og har skrevet ind i vores hjerter og grundlove, skal udleves. Det vil sige skal leves der ud, hvor vi personligt kan se, at de i virkeligheden ikke er et gode, men et onde, og vi derfor er villige til at opgive dem. Tænk blot på ejendomsretten til jord og fast ejendom. For nogen en velsignelse, for andre en forbandelse, for de kan ikke finde et sted at bo, som de kan betale. Eller de kan ikke flytte fra det, de på papiret ejer, for ingen vil købe til den pris, som de har betalt for det. Her foregår skæbnedannelse, der handler om såvel berigelse som gældsætning, såvel som økonomiske sammenhænge, der kan vælte hele økonomien i samfundet. Hvad skulle egentlig kunne lave om på det, hvis ikke erfaringsdannelse?

Martinus har givet 12 punkter, som mennesker og regeringer må arbejde på, hvis vi vil arbejde med udviklingen og ikke mod udviklingen (Livets Bog, bind 1, stk. 117). Der er naturligvis ikke tale om et partiprogram fra Martinus' side. Hele hans åndsvidenskab udgør en dyb indsigt i alle de principper, der styrer alt, hvad der sker i verden og i hvert eneste menneske og levende væsen i øvrigt. Heraf kan man forstå, at udviklingen har et på sigt meget smukt foreløbigt mål, uanset hvor kaotisk og lidelsesfuld dagligdagen måtte fremstå for det enkelte menneske en overgang. Faktisk kan man komme til den indsigt, at hver time og dag på jorden bidrager med og udgør små skridt mod verdensstatens og det store fællesskabs skabelse – selv når politiske beslutninger tages, der trækker den modsatte vej. Det er krusninger på overfladen af en vandmasse, der kun har en retning.

Perspektivet er svimlende, for hvis det er sandt, og det kan kun det enkelte menneske afgøre på baggrund af egne evner og forudsætninger, så er der en kraft i tilværelsen, som er meget større end menneskets nuværende dyriske vilje; en kraft der på pædagogisk vis gennem personlige erfaringer former hver og én mod en fuldkommen human viljeføring. Med Martinus' åndsvidenskab er Gud atter på banen. Ikke som et trosobjekt, men som en realitet, ethvert menneske er følelsesmæssigt og logisk nødsaget til at forholde sig til, i takt med at man kan se, at vi er under skabelse i Guds billede efter hans lignelse. Verdensstatens skabelse følger med.