Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En gammel legende vil vide, at sjælen har glemt sin udødelighed, fra før den kom til verden. Beviset finder du som en lille fordybning lige under næsetippen, hvor en engel lagde sin pegefinger og dermed forseglede dine læber. Dette aftryk er alt, hvad der er tilbage, og derfor lægger du ofte pegefingeren netop dér, når du forsøger at huske noget. Hele Martinus' litteratur er til for at hjælpe os med at huske vores egen udødelighed.

Hvordan bærer Martinus sig ad med det?

Han minder os om, at alt i naturen er kredsløb. Der findes ikke andre begyndelser og afslutninger end dem, vi selv finder på. Fødsel og død er sådanne menneskelige påhit, der lammer hukommelsen og får os til at glemme vores oprindelse som evige væsener. Ja, alt er kredsløb uden begyndelse og ende, det stopper ikke.

Selv en tilsyneladende lige streg er en del af et kredsløb. Og dog kan intet hindre os i at tro, at man i det uendelige kan rette den op, når den begynder at krumme. Men sådan er det ikke i naturen, hævder Martinus. Og her får han opbakning fra de fysiske videnskaber, der kan fortælle, at det er tyngdekraften, der får universet til at krumme og gøre alle bevægelser til dele af kredsløb.

Men hvad er da tyngdekraft?

Tyngdekraft er jordklodens vilje, siger Martinus. Dette store, levende væsen holder sammen på sig selv med en kolossal kraft, der forhindrer dets bjergmasser, træer, dyr og mennesker i at blive slynget ud i verdensrummet på grund af sin rotation. Heldigvis, for derude er der også vældige kræfter, som meget gerne vil gribe fat i os. Der er mælkeveje, stjerner og kloder med umådelig stærke viljer, og noget tilsvarende gælder også nede i atomernes verden. Alt er levende og trækker ting ind imod sig. På den måde bliver det fysiske univers et pulserende eldorado af liv, hensigter og formål, der via krumme baner vender tilbage til det liv, hvorfra de udgik.

Her finder man også en indlysende forklaring på ældgamle begreber som skæbne og karma. Ja, alt er jo kredsløb inden i kredsløb, og ét af dem er netop vores nuværende jordliv. Skjult for vores øjne er vi alle rundet af utallige kredsløb i fortid og nutid. De gør os til det, vi er. Alt, hvad vi møder i livet, er på en eller anden måde noget, vi selv har sendt ud. Vi høster, som vi sår. Altid i bevægelse, og netop bevægelsen er livets fornemste kendetegn, fortæller Martinus.

Var det mon dét, englen ville have os til at glemme? – Bare for at vi af egen fri vilje skulle søge sandheden om den almagt og universelle vilje, der får alting til at gå i ring? – Det måske største, Martinus gav os, var et videnskabeligt sprog, der med sin indre logik kunne bryde den mur af glemsel, som vi er født med, og få os til at forstå, at vores nuværende liv på jorden kun er som et lynglimt i evigheden.