Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"YOLO" er forkortelsen for "you only live once", og man kan i disse dage konstatere, at denne opfattelse ser ud til at brede sig som en steppebrand, især blandt de helt unge. Man kan nu købe T-shirts med YOLO skrevet med store bogstaver hen over brystet, og man hører ofte bemærkninger som: "man lever kun én gang, så nu skal der festes". Udtrykket bliver brugt i mangen en sammenhæng, hvor man skal forsvare et valg eller en beslutning. Det gælder om at få så meget sjov, fest og ballade ud af dette ene liv som overhovedet muligt, ja for nylig brugte en kendt dansk fodboldlegende udtrykket som forsvar for at tage en stilling som træner i et arabisk land.

Når man nu angiveligt kun lever én gang, gælder det om at få så meget som muligt ud af livet, have så meget sjov som muligt, feste igennem, give den "hele armen", skeje ud og "være på". Det er lige meget, om ens valg er lidt flosset i kanten, måske lidt moralsk forkasteligt, for hvad gør det, når man kun lever én gang. Man skal jo ikke stilles til regnskab for noget, der kommer ikke nogen "regning", man skal bare have maksimalt udbytte af livet, og det er bedst, når alle ens venner kan se, hvor sjovt man har det. Derfor bruges Facebook som aldrig før til at profilere én selv: se mig allesammen, hvor sjovt jeg har det! Dette har givet anledning til, at psykologer nu slår sig op med behandling i "Facebook-misundelse", hvilket man angiveligt kan komme til at lide af, hvis man tror, at ens venner har det sjovere, end man selv har.

Martinus kalder disse mennesker, der tror fuldt og fast på étlivsteorien, for "dødstilhængere", og de ser ud til at være dominerende blandt jordmenneskene i øjeblikket. Da de ikke tror på noget som helst andet end vigtigheden af deres eget liv og dyrker den fra dyreriget nedarvede trang til at vise sig frem, er deres tilværelse badet i selvfedmens lys: Kan alle se mig? Kan alle høre mig? Og godt er det jo, hvis man kan blive en "kendis", blive "opdaget" i X Factor, komme frem i rampelyset og blive dyrket med glamour. Eller i det mindste se smart ud, altid være med dér, hvor der er fest og ballade, være fuld på festival i 7 dage i træk, rage penge til sig på mere eller mindre lyssky vis, så man kan køre rundt i sportsvogn og blære sig, så alle kan se, at her kommer jeg, og jeg er sej. Jeg lever kun én gang, og det er mig, det handler om. Det er lige meget, hvordan jeg opfører mig, for mit mantra er: fest, farver og mere fest.

YOLO er i virkeligheden udtryk for en forceret flokmentalitet, for man skal partout være med der, hvor alle de andre er: ude i nattelivet, på Roskilde, til festival, smukfest osv. Hvis man ikke er med, er man tam, "ude", noller, kedelig, "hellig" osv. I flokmentaliteten kan tolerancen ligge på et meget lille sted, og der bliver råbt og peget fingre ad dem, der ikke er med på YOLO.

Nu er det jo sådan, at étlivsteorien aldrig er blevet bevist, og det kommer den som bekendt heller aldrig til at blive, for det er jo ikke sådan, det er. Vi er evige væsner på en uendelig lang rejse igennem åndelige og fysiske verdener, og at tro, at YOLO er sandheden, er den største vildfarelse, der findes. Denne vildfarelse har naturligvis sine rødder i det materialistiske verdensbillede, hvor alt andet end det, der kan ses, vejes og måles, ikke eksisterer. "Jeg er ikke så dum, at jeg tror, der findes noget, man ikke kan se", siger YOLO-freaken og tager sin mobiltelefon frem og benytter sig af usynlige stråler og bølger hele dagen!

YOLO-tilhængeren befinder sig nok i det mentale ingenmandsland, som indtræder, når man har sluppet den blinde tro, men endnu ikke har fået kontakt til den åndelige verden. Her tror man ikke på noget som helst, for stikkontakten til troen er trukket ud og er endnu ikke sat ind til den åndelige verden og åndsvidenskaben.

"Inden de bliver i stand til at få en sådan bevidst kontakt med den stråleformige verden, er der en slags overgangstilstand, efter at de har sluppet den blinde tro, som deres vågnende intelligens reagerer imod. Da befinder de sig i en slags mentalt ingenmandsland, hvor de kun tror på, hvad de kan opleve med fysiske sanser. Det er en sådan tilstand af ren materialistisk overbevisning, som så mange mennesker befinder sig i i dag. Det materialistisk indstillede menneske er ikke klar over, hvor paradoksal og inkonsekvent hans indstilling i virkeligheden er, og at jo mere han benægter og forsøger at underbygge sin benægtelse af den åndelige verdens eksistens, desto vældigere har han måttet bruge "åndelig materie". Hans benægtelse er jo ikke et fysisk produkt, han har kunnet skabe ved hjælp af fysiske redskaber, den er et produkt af åndelig materie, en tankekonstruktion, der er udtryk for en idé eller forestilling. Og da den åndelige verden netop er en stråleformig verden, vil det levende væsen arbejde sig mere og mere ind i denne verdens materie, hvad enten det bekræfter eller benægter dens eksistens. Jo flere hypoteser og forestillinger man sætter op som bevis på, at den åndelige verden ikke findes, jo vældigere beviser man i sig selv, at den eksisterer. Hele menneskets funktion, når det tænker eller forsøger at få overblik over årsager og virkningers sammenhæng, er netop en manifestation i åndelig materie, og dets benægtelse af denne materies eksistens kan sammenlignes med et svømmende menneske, der påstår, at det vand, han svømmer i, ikke eksisterer. Menneskene er nemlig omgivet af et hav af åndelig energi eller materie, men da de ikke direkte kan se, høre, føle, smage eller lugte den, tror de ikke, den eksisterer. De tænker ikke på, at de overhovedet ikke ville kunne opleve noget som helst gennem de fysiske sanser, hvis den åndelige materie ikke eksisterede, da det er i nævnte materie alle høre-, syns-, lugte-, føle- og smagsbilleder dannes i deres bevidsthed." (Martinus: "Sten, vand, luft og ånd".)

Det er jo et sjovt paradoks, at jo mere man benægter den åndelige verdens eksistens, jo mere benytter man sig af den åndelige materie til samme benægtelse. Man benægter eksistensen af det vand, man svømmer i, som Martinus siger. Jo, det kræver tolerance og tålmodighed at sluge YOLO-kamelerne, og man kan trøste sig med, at fænomenet i virkeligheden nok er udtryk for, at en forceret udvikling er i gang frem mod et gennembrud af det, der kan give en dybere indsigt. For på et tidspunkt bliver YOLO jo for meget. Kroppen kan ikke følge med til al den festivitas, man bliver svækket og syg af alkoholen, røgen og manglen på søvn. Lad os lige se, hvad Martinus siger om den til festen tilhørende, dødbringende gifthunger set fra det fremtidige færdige menneskes synspunkt:

"Endvidere ser man også fra det færdige menneskes fuldkomne verden med undren på det nuværende jordiske menneskes mere eller mindre hæmningsløse nedsvælgning af giftig og dermed sygdomsbefordrende tobaksrøg. Det underminerer og ødelægger i god tro sine lunger, disse fornemme livsorganer, der kun er beregnede for indånding af den friske luft, der er en absolut livsbetingelse for det pågældende væsen.

På samme måde nedsvælger en overordentlig stor del af de ufærdige mennesker andre og endnu mere farlige giftstoffer: alkohol og narkotika i mange forskellige former. Det færdige fremtidsmenneske vil ikke uden gysen læse om nutidsmenneskets mærkværdige skik og brug med hensyn til de nævnte giftstoffer. Det besegler enhver glæde, ethvert festmåltid, enhver overenskomst med "et glas", hvilket vil sige så og så stort et kvantum selvmord eller mentalforvirring, ligesom enhver depression også skal besegles med nedsvælgningen af et større eller mindre kvantum af de samme sindsforvirrende eller dødbringende giftstoffer. Denne permanente spisen, drikken og indånding af giftstoffer eller nedsvælgning af disse i organismens livsvigtige hovedorganer, der absolut er beregnede til at befordre fordøjelse af naturlig føde og til at befordre et naturligt åndedræt, og uden hvilke organers sundhedsmæssige vedligeholdelse væsenet umuligt kunne leve og få et naturligt velvære på det fysiske plan, afslører også for fremtidsmennesket et stort område af primitivitet og overtro hos det nuværende kulturmenneske. Væsenet, der behersker millioner af naturens hestekræfter og tvinger disse til at arbejde for sig, synes ikke at kunne betvinge en mikroskopisk brøkdel af disse kræfter, når det drejer sig om at bekæmpe livsnedbrydende begær i dets egen psyke. Det lader sin organisme og dermed sin livsoplevelsesevne håbløst nedbryde og ødelægge". (Martinus: "Den nuværende moderne kulturs ufærdige side nr. 2. – Menneskets dødbringende gifthunger").

Martinus lægger ikke fingrene imellem, når han advarer imod indtagelse af alkohol, tobak og narkotika, og han påpeger nødvendigheden af at bekæmpe det livsnedbrydende begær efter giften. Men nødvendigheden af denne bekæmpelse ved YOLO-tilhængeren ikke noget om og vil overhovedet heller ikke høre om det. Og når man ikke vil høre, så må man som bekendt føle. Konsekvensen af giftindtaget udebliver jo ikke, selv om man ikke tror på, at den vil indfinde sig. Før eller senere må festen slutte, for kroppen begynder at sige fra. Men det at lægge sin livsstil om er tydeligvis ikke let. Man ser ofte, at selv om mennesker er svækkede på både legeme og sjæl af indtagelse af uhensigtsmæssig mad og drikke, så vil de tilsyneladende hellere dø en smertefuld og langsom død, end de vil lægge deres vaner om. For hvis man ikke længere kan tage "et lille glas", så er livet dårligt nok værd at leve, så er man jo ikke "med" længere, så kan man ikke hyle sammen med de andre ulve, og man risikerer at blive udstødt af sin kreds eller "flok". Og den sociale død opfattes af mange som langt værre end den egentlige død. For hvor har man sit livsindhold, hvis man ikke længere kan være med i flokken?

Med til YOLO-syndromet hører en fast forankring i flokbevidstheden. Man ligger under for flokbevidstheden, når man hele tiden skeler til, om ens adfærd er accepteret af flokken, når man frem for alt vil være en del af flokken og have dens accept. Man gruer for at blive udstødt og retter ind, så ens plads er sikret. Man tør slet ikke foretage sig noget, der ligger uden for, hvad der er "god latin" i flokken, og en eventuel udstødelse er det værst tænkelige, der kan ske, for dermed mister man sit sociale ståsted, sine venner og sin plads i verden. Her midt i sit "fængsel" af flokkens mening står YOLO-tilhængeren.

Men efterhånden, som mennesket udvikler sig, frigøres det mere og mere fra flokbevidstheden, og det vil med tiden ikke længere være bange for at gå sine egne veje. Så er det fløjtende ligeglad med, hvad andre tænker og mener. Så er det et langt friere menneske, som følger sine egne tilbøjeligheder uden at skele til, hvad de andre gør. Man kan vel sige, at den, der lever i flokbevidstheden, er ufri, for han tør ikke bryde ud.

Men gennem erfaringsdannelse og lidelser frigør mennesket sig fra flokken og begynder at få sin viljeføring lagt ind under intelligensens og logikkens domæne. Da vil det ikke længere være en øjeblikkelig, kortsigtet behagstilfredsstillelse, der styrer viljen, men en fornuftsbetonet vurdering af, hvad der "kan betale sig", dvs. holde én selv borte fra lidelserne. Martinus skriver: "Så længe det behagelige eller formentlig behagelige således udelukkende er det udløsende moment for viljebestemmelsen, da kommer menneskene ustandseligt til at udløse lidelser eller den ulykkelige skæbne, der mere eller mindre i dag er knyttet til alle jordmennesker.

Menneskets basis for viljeudløsning er altså ikke fuldkommen. Evnen til at fornemme tingene som behagelige, som formentlig moralske og rigtige er ikke tilstrækkelig til at være en sådan basis for viljeudløsningen, at denne kan blive en urokkelig garanti for en direkte skabelse af den absolut lykkeligste skæbne. Der skal mere til. Der skal altså evnen til at analysere de forskellige former for behag, under hvilke de viljeudløsende begærs tilfredsstillelse kan vise sig. Men da denne evne udelukkende er baseret på "viden", er det denne "viden", der må indføres bag den menneskelige viljemanifestation, før denne kan blive en hundrede procents logisk manifestation og dermed være en tilsvarende garanti for skabelsen af den allerhøjeste lykke for sit ophav." (Martinus: "Tærskelens vogtere").

Der skal altså erfaring og viden til, for at man kan skabe sig en lykkelig skæbne, og man kan vel sige, at YOLO-fænomenet formentlig sætter skub i erfaringsdannelsen. Og på et tidspunkt vil YOLO-tomheden med garanti indfinde sig, og man vil søge efter noget, der giver mere mening, og få en livsstil, der ikke nedbryder kroppen.

Måske er YOLO blot en katalysator, der fremmer det materialistiske verdensbilledes endelige sammenbrud. Med YOLO vil de unge (og ældre) mennesker feste sig til døde, og med den åndelige bankerot, der uvægerligt vil følge i kølvandet på YOLO, vil nogle begynde at blive søgende efter en livsanskuelse, der giver mening. Og dermed kan der måske komme en mentalitetsændring.

Lad os lige repetere for os selv, hvad det er, Martinus siger om en sådan ændring: "En mentalitetsændring vil lidt efter lidt føre den jordiske menneskehed ind i helt andre livsbaner, og det vil netop ske gennem den individuelle udvikling, som fører til frigørelse af flokbevidstheden". (Martinus: "Frigørelse fra flokbevidstheden").

Frigørelsen af flokbevidstheden kan i dag ses alle de steder, hvor mennesker tør gå deres egne veje, hvor de er ligeglade med, hvad andre mener om dem, hvor de tør sige nej, når flokken "byder op til dans", og hvor de hellere følger deres hjertes lyst, end hvad der er skik og brug. Med til frigørelsen fra flokbevidstheden hører også en svækket autoritetstro. I dag er menneskene langt mindre autoritetstro end for blot 50 år siden. Engang var ministeren, kongen, lægen eller dommeren én, man bukkede for, men i dag kan den tidligere underdanighed ligge på et meget lille sted.

"Men mange mennesker har siden gennemgået en udvikling, i hvilken den individuelle tænkeevne og trangen til logik er kommet til at spille en større og større rolle, og de er ganske naturligt vokset ud af troen på de gamle dogmer. [...] Livet vil selv vække dem af denne dvale, og de vil blive søgende og længes efter et livssyn, som ikke lukker dem inde i en eller anden bås, men som virkelig kan gøre dem til frigjorte mennesker.

Åndsvidenskaben vil blive en faktor i den jordmenneskelige kultur, som i fremtiden vil få overordentlig stor betydning, idet den vil kunne hjælpe de enkelte mennesker bort fra flokbevidstheden og frem til en individuel tænkeevne". (Martinus: "Frigørelse af flokbevidstheden").

Med åndsvidenskabens hjælp kan og skal der ske en mentalitetsændring. Men det er kun erfaringerne og lidelserne, der kan gøre mennesket modtagelig for de åndelige analyser. Det er derfor livets egen tale, der skal berede vejen for, at menneskene kan slippe fri af flokbevidstheden og blive søgende efter et logisk åndeligt ståsted og fødslen af en ny verdenskultur. Men lige nu, hvor vi står midt i den nye verdenskulturs voldsomme fødselsveer, kan vi måske konstatere, at YOLO alt andet lige er et af de mange udtryk for, at en forceret udvikling er i gang.