Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At påbegynde studiet af de kosmiske analyser bliver for mange mennesker ofte fulgt af en fornemmelse af, at noget falder på plads i deres livsforståelse. Ikke sådan, at det nødvendigvis medfører en spirituel/åndelig oplevelse, bevidsthedsudvidelsen er almindeligvis mere af mental, teoretisk art. Studiet af de kosmiske analyser åbner for forståelsen af den åndelige dimension, hvis eksistens man forinden nok har haft en ubevidst anelse om og søgt forklaring på. Den nyerhvervede indsigt i de kosmiske love vil på et tidspunkt gå i kontakt med "det virkelige, praktiske liv" og ofte forvandle et liv uden sammenhæng og mening til en dyb forståelse af altings mening og hensigt. Den motivation, der bærer den største drift om indsigt i livets mysterier, er dels ren nysgerrighed og undren, men er måske i højere grad båret af smertelige erfaringer og oplevelser i det levede liv, som man ikke kan anbringe i nogen fornuftig sammenhæng. Intet er så motiverende som smerte og følelsen af meningsløshed. På det punkt er meget store dele af menneskeheden kommet til et sted i tilværelsen, hvor de leder efter en forklaring på livets udfordringer og forskellige skæbner. Hvorfor er der så stor forskel på menneskers liv? Hvorfor fødes nogen multihandicappede og andre til et liv i luksus med et fremragende helbred? Hvorfor er nogle menneskers liv en evig kamp om overvindelse af modgang, medens andre igen går forholdsvis glat og upåvirket gennem livet? Længslen efter et liv i fred og harmoni er for de fleste mennesker det mest efterstræbte mål overhovedet. På det punkt er der en markant skillelinje mellem den åndelige søgen for at nå til dette mål i forhold til den uundværlige vej gennem materialismen, idet den åndelige søgen sætter ånd over materie, hvorimod materialismen har det modsatte tilbud, materie over ånd, til opnåelse af den eftertragtede lykke.
 

Det, der er mest eftertragtet i vor tid, er den materialistiske livsstil, både i den meget rige del af verden, men også hos de fattigste, der netop, ja man kunne fristes til at sige naturligvis, lever i længslen efter materiel tilfredsstillelse, godt helbred, gode boliger, tilstrækkelig føde osv. For disse fattige befolkninger er det en indlysende selvfølgelighed, idet både deres føde, deres helbred, deres arbejdssituation og deres boligforhold lader meget tilbage at ønske i modsætning til blot almindelige borgeres status i de såkaldt "rige lande" på trods af "økonomiske kriser" og arbejdsløshed. Der, hvor mennesket i stor udstrækning har mulighed for at danne deres eget liv, – altså i valg af karriere og uddannelse, valg af partner, valg af bopæl, valg af livsstil og alle de andre såkaldte "frie valg", – siger man, at enhver er "sin egen lykkes smed" sammen med begrebet "arv og miljø", hvoraf den gængse opfattelse af sidstnævnte er, at det bestemmer vi jo ikke selv! Der er dog ud over disse faktorer mange andre påvirkninger fra den verden, vi alle er omgivet af, hvilket vi naturligvis ikke kontrollerer – eller gør vi? Umiddelbart oplever vi, at vi bliver "ofre" for tilfældige begivenheder, der lige så godt kunne have ramt vores naboer som os selv. Hvis vi imidlertid følger denne tese, – "tilfældighedernes orden" – så viser det sig, at tilfældigheder ikke kan eksistere som et isoleret fænomen i en verden, hvor der i den natur, der ikke er menneskeskabt, hersker fuldkommen orden og logik. I utallige TV programmer har vi fået påvist hvilken fantastisk logisk skabelse, vi er vidne til i himmel, jord og hav. Jeg kan naturligvis ikke vide, hvordan andre mennesker opfatter disse film, men jeg sidder "lænket til skærmen", fascineret over den hensigtsmæssighed der præger både dyr, planter og den øvrige vegetation, alt sammen i en eneste stor biologisk sammenhæng. At noget skulle være opstået ved tilfældigheder er en påstand, der er så absurd, at det burde være umuligt at få nogen til at hylde det princip. Hvor ville kloderne være, hvis de ikke bevægede sig i lovbundne baner, og hvad skulle man regne med, hvis der voksede avocadoer på æbletræerne i stedet for æbler? Og hvad skulle et menneske kunne regne med, hvis ikke der var en lov for handling og konsekvens? Som Martinus siger det, "der ville døden herske"! Når jeg ser disse naturudsendelser med den indsigt, de kosmiske analyser har åbnet for, så virker det indlysende, at vi lever som et enkelt individ i en uendelig levende organisme, og at vi er forbundet med "usynlige tråde" til alt og alle i denne organisme, vi kalder Gud.
 

I det enkelte menneskes liv såvel som i nationers historie er der et skæbneforløb, og det gælder naturligvis i alle de smukke og dejlige oplevelser som i det modsatte. Det kunne være nærliggende at opfatte verdensbilledet udelukkende på baggrund af "årsag og virkningsloven" som den eneste faktor, og at der i den er den indbyggede kærlighed, at "som du sår, skal du høste". Kærlighed fordi der ligger en læring gemt i loven, som uvægerlig vil føre mennesket frem mod mere og mere udviklede tilstande, tilstande som det begærer og længes efter, for til sidst at nå til "Den store indvielse" eller "Den højeste ild", der er lig kærligheden til alt og alle. Det er dog sådan, at der ud over denne lov, der også kaldes "karmaloven", også eksisterer et princip der kendes bl.a. fra den katolske kirke, – "syndsforladelsesprincippet". Kristus talte også om det, "Synd ikke mere." Sådan sagde Jesus til den mand, han havde helbredt ved Betesda dam, da han senere mødte ham igen. "Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre." (Johs. 5,1-15)

Når dette "syndsforladelsesprincip" benævnes som et princip, skal det forstås som et fuldkommen integreret princip i livet. Dette princip er ikke i sit udtryk en automatfunktion. Tilstedeværelsen af princippet er en automatfunktion, nøjagtig som når forældre bekymrer sig om deres børn og tilgiver dem, fordi børnene ikke ved bedre, men selve den aktive proces baserer sig på levende væsner og deres indsats. Det kan være væsener, der er diskarnerede, men også væsener der er inkarnerede i den fysiske verden. Man skal forstå, at der hele tiden finder en kommunikation med omverdenen sted, både i den åndelige og den fysiske, dels som vågen dagsbevidst kommunikation og dels i form af længsler, begær, igennem bøn, samt i drømme og visioner. I nogle tilfælde har man hørt om kommunikation over kontinenter, hvor en person pludselig får den indskydelse at kontakte en god ven e.l. for at konstatere, at denne er alvorligt syg eller har haft en intens længsel efter at komme i kontakt med vedkommende for at søge hjælp eller støtte, og på denne måde kan de fungere som "fysiske skytsånder". De væsener, der fra den åndelige verden kan støtte, hjælpe og lindre og som i visse tilfælde udløser "mirakelhelbredelser", er de "engle", skytsånder eller Guds redskaber, der ligeledes er organer i udøvelsen af "syndernes forladelse". I det øjeblik, et menneske ikke længere kan begå overgreb, grusomheder og andre lidelsesvoldende handlinger over for andre væsener, vil det være muligt at neutralisere karma af samme karakter i skæbneelementet. Det skal forstås som Martinus skriver i følgende citat: "Mennesket kan få stor hjælp i kraft af sin bøn til Gud. Dette gælder i alle situationer, hvor det teoretisk kan forstå livet uden at have oplevet karmaen. Den onde karma opleves kun der, hvor ingen som helst anden påvirkning kan ændre væsenets fejlagtige livssyn, indstilling og væremåde." (Martinus: "Livets mentale vintersolhverv", Artikelsamling 1)
 

Det betyder helt konkret, at både vores bevidste længsler og henvendelser som de ubevidste bliver "opfanget og hørt" af de, der er indstillet på "frekvensen" både i det fysiske og i den åndelige dimension. I endnu højere grad vil en bøn til Gud have en langt mere direkte og formentlig også formuleret "adresse". Hvor er de mon henne, disse åndelige væsener? Ofte kigger vi opad og peger på himmelen, formentlig som en nedarvet refleks fra de mange liv vi har levet som kristne, katolikker, muslimer eller i andre trosreligioner, hvor himmelen har været den sfære, hvor det åndelige liv og Gud boede. Men virkeligheden er en ganske anden, for den åndelige verden er lige her og lige nu. Den er i det, for de fysiske sanser usynlige rum, det som Martinus kalder "tomrummet mellem partiklerne", der bestemt ikke er noget tomrum. Det er den sfære eller zone, hvor de åndelige væsener er forbundne med den åndelige side af ethvert levende væsen. I Det Evige Verdensbillede, bog 3, stk. 33.71, skriver Martinus således: "Det er disse væseners kosmiske eller åndelige medarbejdere, der er at udtrykke som "engle". De ypperste af disse væsener er fremragende åndeligt udviklede uden dog at have nået det færdige stadium som mennesket i Guds billede. Men de er stærkt på vej. Så er der alle de øvrige ufærdige væsener. De er også engle i den udstrækning, som deres udvikling i næstekærlighed gør det muligt. De er alle, således som Bibelen udtrykker det: "... tjenende ånder, som udsendes til hjælp for deres skyld, der skulle arve frelse". (Heb. 1.14). I kraft af deres store psykiske begavelse kan de opfange fysiske menneskers bønner. De kan ikke fritage menneskene fra deres karma, men de kan i stor udstrækning give den alvorligt bedende hjælp i nødens stund, give ham mod, kraft og opmuntring til at stå sin lidelse igennem. De er usynligt til stede alle vegne. Ingen mennesker er nogen sinde uden for deres rækkevidde. De følger os alle på vore veje, parate til at beskytte os i de situationer, hvor vi kan beskyttes, og til at hjælpe os i de situationer, hvor vi nødvendigvis skal igennem vor mørke karma."

Der er, som man kan læse i teksten, flere udviklingsmæssige og moralske niveauer af disse åndelige væsener, og det højeste niveau repræsenteres af kosmisk indviede væsner. Disse væsner kalder Martinus for "det guddommelige Forsyn".
 

"Det guddommelige Forsyn" har en meget vigtig rolle i forhold til klodens udvikling frem imod "Den store fødsel". De åndelige indviede væsener, der varetager klodens og menneskehedens åndelige udvikling, eksisterer i et fællesskab, der baserer sig på, at de er på præcis den samme humane og moralske bølgelængde: "Når vi udtrykker denne gruppe højkosmiske væsener som en organisk enhed, er det fordi, de udelukkende er forenet i kraft af deres ufravigelige alkærlighedens væremåde." Videre skriver Martinus: "Gennem denne enhed modtager og besvarer Gud væseners bønner. Og i kraft af denne enhed leder og styrer Gud verdensgenløsningen og verdenspolitikken og bestemmer alle ledende personer, såvel i krig som i fred; men naturligvis i kontakt med menneskenes lyse og mørke skæbnetilgodehavender." (Det Evige Verdensbillede, bog 3, stk. 33.74.)

Hvis mennesket udelukkende var stillet over for "loven om årsag og virkning" ville udligningen af den mørke karma, der er skabt gennem århundreder i grusomme krige, tortur, drab, løgn, bagvaskelse, korruption, bedrag og meget andet, tage utrolig lang tid. At det er en levende, tænkende og kærlig "organisme", der omgiver os, kommer netop til udtryk i den "kosmiske pædagogik", der udtrykkes igennem "syndsforladelsen". I dette princips funktion og hensigt ligger der, at et menneske ikke længere skal udligne sine "synder", når det først har fattet, forstået, indset og udslettet den drabsmentalitet, det tidligere har haft og som ikke længere er en del af væremåden og tankelivet. Det ville derfor være et udtryk for ukærlighed og ulogisk handlen, at et menneske skal blive ved med at gentage en "lektie", det allerede har lært til fuldkommenhed. De "skytsånder" eller "engle", der omgiver os, har en stor glæde og er dedikerede til at hjælpe os, men de kan naturligvis ikke eliminere "skæbneindbrud" i vores tilværelse, som vi har brug for. Det ville jo være at bremse vores udvikling. Det er ukærligt og imod enhver logik, der i princippet kan sammenlignes med at ophæve tyngdekraften. Martinus nævner i småbogen Bønnens Mysterium, at man ikke kan forvente, "At bede til Forsynet om, at vandet ikke må strømme ud af vandhanen trods dette, at man holder hanen åben, ville jo være en højst unaturlig brug af bønnen [...]". "Skytsåndernes" primære opgave er at stimulere, støtte og, i den grad det er muligt og hensigtsmæssigt, at skabe forbindelser mellem mennesker til gavn og glæde for parterne i en situation, hvor de er i behov for hjælp. Det er i den forbindelse betryggende at vide, at "de lytter og opfanger selv det mindste suk" ifølge Martinus, men at de ikke har til opgave at "forkæle og bryde ind", hvor hjælpen, set fra deres betydelige kosmiske udsyn, vil være ikke at gøre det. Martinus nævner igen og igen bønnen som en "magisk kraftkilde", som det moderne søgende menneske kan få uvurderlig gavn af. "Igennem bønnens magt kan væsenet komme i direkte kontakt med dette Forsyn og derigennem blive bevidst i dettes virkelige og absolutte eksistens. Ved bønnens magt kan væsenet udvikle sig til ligefrem at få vågen dagsbevidst vejledning i moral og stor inspiration, glæde og lyst til at udøve kærlighed imod sin næste." (Det Evige Verdensbillede, bog 3, stk. 33.74)