Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2015/3 side 93
Nyt fra verden
Spektakulær sommerfugl er både han og hun
En særlig sommerfugl af arten Lexias Pardalis, blev i oktober 2014 opdaget af en frivillig i Philadelphias (USA) tropiske sommerfuglehave Butterflies. Med sine diametralt forskellige vinger repræsenterer den nemlig både det mandlige og kvindelige køn.
Kilde: videnskab.dk (videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/spektakulaer-sommerfugl-er-bade-han-og-hun)
Dan Elhauge

Den højre vinge af sommerfuglen af arten Lexias Pardais er karakteristisk for en hun-sommerfugl, mens den venstre vinge er typisk for han-sommerfuglen. (Foto: Weintraub/ANSP Entomology)
 
Et "tredje køn" bliver officielt anerkendt i Thailand
Thailand anerkender officielt det tredje køn – kathoey – i landets kommende, nye forfatning. Kønnet kathoey – groft oversat til ladyboy – er en person, født som mand, som lever som en kvinde. Kilde: dr.dk (www.dr.dk/Nyheder/Udland/2015/01/21/164434.htm)
Dan Elhauge
 
Flexitar
En flexitar er en person, der ikke spiser kød hver dag. Nogen vil måske sige, at flexitarer er vegetarer, der ikke er fanatiske. Selve begrebet er, som så mange andre livsstilsbegreber, amerikansk, og i Danmark er der endnu ikke en fast definition på, hvornår man kan kalde sig selv flexitar.
Kilde: jyllands-posten.dk (jyllands-posten.dk/livsstil/familiesundhed/ECE7400568/Kendte-danskere-siger-nej-tak-til-kød/)
Dan Elhauge
 
Matematik, kosmologi og sociologi mødes i ny teori
Ifølge technologyreview.com har forskerne opdaget et simpelt princip bag en række sociologiske "love", der matematisk set svarer præcist til kosmologers beskrivelse af, hvordan galakser udvikler sig i rummet. Med andre ord udvikler byer variationer i befolkningstæthed på samme måde, som galakser udvikler sig efter variationer i tætheden af stof i det tidlige univers. Det er den såkaldte Zipf's lov, der kommer i anvendelse, og som har vist sig at gælde på flere områder.
I 1949 kortlagde den amerikanske lingvist George Zipf et pudsigt mønster i måden, vi bruger ord på i forskellige sprog. Det mest brugte ord bliver brugt dobbelt så meget som det næstmest brugte og tre gange så meget som det tredjemest brugte. Det har før været fremme, at storbyer generelt arrangerer sig efter nogenlunde samme mønster: Et lands største by har tit dobbelt så stort indbyggertal som den næststørste by og tre gange så stort indbyggertal som den tredjestørste by – og så videre. Grundlaget for Zipfs Lov findes altså også ude i universet ifølge forskerne.
Kilde: videnskab.dk (videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/matematisk-teori-byer-udvikler-sig-nojagtig-som-galakser)
Dan Elhauge

Hvis du befinder dig i rummet, burde du principielt se den samme type udvikling, om du så kigger ud mod midten af universet eller ned på Jordens byer – i hvert fald i teorien. (Foto: NASA Earth Observatory/NOAA NGDC)
 
Ligestilling skaber udvikling i Bolivia
Stor ulighed mellem mænd og kvinder medvirker til at fastholde mange udviklingslande i en ond cirkel med fattigdom og mangel på økonomisk vækst. I Bolivia tilbyder Caritas [international hjælpeorganisation, red.] med stor succes ligestillingskurser, som skal styrke indianske kvinders position og hjælpe dem til at deltage i det offentlige og politiske liv og beklæde tillidsposter i Bolivia, som ellers traditionelt set er blevet varetaget af mænd.
Kilde: verdensbedstenyheder.dk (verdensbedstenyheder.dk/news/i-bolivia-skaber-ligestilling-udvikling/)
Dan Elhauge
 
FN's 2015 verdensmål næsten nået
I år 2000 satte FN følgende 8 mål for verden, som næsten er nået: 1: Halvere fattigdom og sult, 2: Opnå grundskoleuddannelse til alle, 3: Øge ligestillingen mellem kvinder og mænd, 4: Mindske børnedødeligheden med 2/3, 5: Mindske mødredødeligheden med 3/4, 6: Bekæmpe HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme, 7: Sikre udviklingen af et bæredygtigt miljø og 8: Globalt partnerskab.
Kilde: verdensbedstenyheder.dk (verdensbedstenyheder.dk/2015-tax/generelt-2015-mal/)
Dan Elhauge
 
Nyt imponerende billede af Solen
NASAs rumteleskop NuSTAR er oprindeligt lavet til at observere fjerne galakser og sorte huller. Men nu har teleskopet vendt sin opmærksomhed mod vores egen stjerne, Solen. Det er der kommet et utrolig flot billede ud af. I 2012 sendte NASA teleskopet NuSTAR i kredsløb om jorden. Teleskopet var det første, der kunne tage skarpe billeder af energirig røntgenstråling. Fra 2012 og to år frem var teleskopet rettet mod fremmede galakser og sorte huller, men nu er det vores egen sol, som er i kikkerten. Det flotte billede herunder er bevis på, at NuSTAR også kan indsamle data om Solen.
Kilde: videnskab.dk (videnskab.dk/teknologi/nyt-imponerende-billede-af-solen)
Dan Elhauge

(Foto: NASA/JPL-CALTECH/GSFC)
 
Der er fredeligere nu end nogensinde i Afrika
I halvfemserne var kontinentet hærget af krig, men i dag har afrikanerne mindre risiko for at blive dræbt i krigshandlinger end for at falde i vandet og drukne, viser ny undersøgelse, "The Decline of Warfare in Africa", i det videnskabelige tidsskrift Contemporary Security Policy. Undersøgelsen er en analyse af statistik over krig og konflikt i Afrika siden 1961. Bl.a. er det internationale samfund begyndt at spille en langt større rolle, både med udviklingshjælp og ved at indsætte fredsbevarende styrker. Samhandlen stiger, og industri og arbejdspladser vokser frem, blandt andet på grund af investeringer udefra. Undersøgelsen afsluttes med en opfordring til at undgå at lade de fortsatte konflikter i relativt få afrikanske lande give et skævt billede af udviklingen på det enorme kontinent.
Kilde: verdensbedstenyheder.dk (verdensbedstenyheder.dk/news/5426/)
Dan Elhauge