Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvorfor er du egentlig sikker på, at du har evigt liv og fødes igen og igen i en fysisk verden for langsomt, men sikkert at udvikles mod at blive "et rigtigt menneske"? Altså hvis du ér sikker! Er det pga. Martinus' analyser og bevisførelse? Ifølge Martinus er der en dybere grund til, at man opfatter hans analyser som bevisførelse. Analyserne eller logikken i analyserne – den store sammenhæng i alt – er ikke i sig selv indlysende for alle!

Martinus bruger af og til ordet "bevisførelse", når han f.eks. analyserer sig frem til, at der er bevidsthed bag alt. Han peger på naturen som et levende bevis på, at alt er skabt og fungerer hensigtsmæssigt på en måde, så det er til velsignelse for de levende væsener. For Martinus er det åbenlyst, og derfor fremfører han også sine analyser med fuldstændig sikkerhed. Der er ikke tale om, at det måske er sådan. Det ér sådan! Han gør nøje rede for, hvorfor ikke alle kan opfatte hans analyser som bevisførelse. Det kræver en lille smule intuition, og intuition igen kræver et veludviklet og harmoniseret følelses- og intelligenslegeme. Har man ikke disse forudsætninger på plads, da er de åndsvidenskabelige analyser ikke bevisførelse for noget som helst andet end, at Martinus er et overmåde fantasifuldt og naivt menneske.

Vi åndsforskere er nødt til at gøre os klart, at "bevisførelse" i Martinus' forstand langtfra altid er bevisførelse i naturvidenskabelig forstand. Vi er nødt til at gøre os klart, at dersom vi kan forstå Martinus' analyser, bygger det på særlige evner, der igen er knyttet til erfaringsdannelse. Det er naturligvis meget suspekt at "ophøje" sig selv til at have "særlige evner", der giver adgang til forståelse af analyser, der af et stort flertal ikke opfattes som logik. Er åndsforskere indbildske bedrevidende tosser, der har muret sig inde med deres egne regler for logik? Eller har Martinus' analyser fat i den lange ende? Er de udtryk for en højere logik? Er al bevisførelse i virkeligheden baseret på evner og erfaringsdannelse, hvad enten vi taler om materialistisk baseret videnskab eller åndsvidenskab? Sætter erfaringsdannelsen således grænser for, hvad vi kan se? Den med færre erfaringer kan ikke se det samme som den med mange erfaringer? Det lyder umiddelbart som noget, alle har erfaret! En teori der måske kan bevises?

Erfaringer kan være mangeartede. Megen materialistisk videnskab – avanceret matematik / teoretisk fysik – arbejder med sammenhænge, der har sluppet enhver forbindelse til det daglige livs nære sansebaserede erfaringer. Nogle af Einsteins gennembrud inden for fysikken, der f.eks. handler om sammensmeltningen af rum og tid og lysets hastighed som en absolut størrelse, sætter et stort spørgsmålstegn ved, om vi kan regne med det, vi sanser. Et jordnært eksempel – som intet har med Einstein at gøre – er, at vi siger, at solen står op, sådan ser det ud, men fænomenet skyldes jordens rotation om sig selv. Solen flytter sig ingen steder i den sammenhæng. Åndsvidenskabeligt set er der intet i den fysisk sansede virkelighed, der er, hvad det umiddelbart tager sig ud for at være. Med vores fysiske sanser ser vi kun en begrænset overflade af en langt større virkelighed. På trods af det er det daglige livs handlinger og erfaringer i den fysiske verden af største betydning for vores skæbne og dermed udvikling. Med vores krop og dens sanser er vi fremragende udstyret til at navigere og tage ved lære i en fysisk verden. Alle dyr kan det. Mennesket kan oven i købet reflektere over, at de gør det. Med videnskaben / intelligensen har vi formået at komme langt videre end vores sanser umiddelbart rækker. Men kun inden for en materialistisk erkendelsesramme. Vores sanser og åndelige evner sætter en grænse, der er svær at sprænge.

De "abstrakte" matematiske teorier fra f.eks. Einstein er siden blevet bevist. Den matematiske bevisførelse passer med de praktiske eksperimenter, man har gennemført. Se det er forkromet videnskab, når vi taler bevisførelse! Disse forsøg kan stadig være så avancerede, at det kræver endog meget stor teoretisk matematisk indsigt at forstå de praktiske eksperimenter som bevisførelse. Har man ikke disse evner, må man tro på, at fysikerne her ret. Sådan er de fleste mennesker stillet. Vi har ikke evner eller forudsætninger for at se det som bevisførelse.

Andre forsker i helt andre typer fænomener. Der er tusinder af beskrivelser af nærdødsoplevelser og rapporter om et stort antal børn, der kan huske deres tidligere liv. Det er ganske veldokumenteret. Denne forskning er ikke den højere matematik. Men harmonerer det med vores egne erfaringer? Man kan dele menneskene ind i to grupper, dem for hvem nærdødsoplevelser er bevis på det evige livs eller reinkarnationens eksistens, og dem som tænker sludder eller trækker på skulderen. Om der så var millioner af beskrivelser af nærdødsoplevelser, ville det ikke ændre på, om et menneske har de afgørende erfaringer, der kan bekræfte sådan forskning og gøre den til personlig virkelig.

Avanceret teori kan ved forsøg blive erfaret som sand! Mange forskningsresultater, der peger i samme retning, kan bruges til at skabe en teori. Darwin erfarede, at på Galapagos øerne var der mange arter af finker, der var kropsligt specialiserede på hver deres måde med hensyn til, hvilken føde de levede af. Disse observationer sammen med mange andre blev et væsentligt element i teorien om arternes oprindelse. Vi mennesker er som finkerne på Galapagos øerne. Vi har udviklet os i forskelligartethed i en sådan grad, at ikke to mennesker er ens. Hovedvægten af forskellene er dog ikke fysiske kropslige, men "skjulte" psykiske / åndelige. Den åndsvidenskabelige forklaring på det fænomen er, at de fysiske såvel som de psykiske miljøer, vi personligt har levet i gennem udviklingshistorien, har formet hver enkelt af os til det, vi kan og er i dag. Sådan har finkerne selvfølgelig også udviklet sig. De har også evigt liv! Det, vi træner på, bliver til åndeligt baserede evner, som vi bærer videre til den næste fysiske tilværelse, hvad enten vi taler om afhængigheden af alkohol eller kærligheden til at spille violin. Derfor er der unge, der bliver alkoholikere som teenagere, og fireårige der ved, at de vil spille violin. Stræben og erfaringsdannelse i de fysiske tilværelser har gjort os til dem, vi er. Erfaringsdannelsen står også bag intelligensens udvikling og dermed bag fremkomsten af den form for systematiske studier, vi kender som videnskab.

Darwin havde gode evner for naturvidenskab med sig ned i dén fysiske tilværelse, hvor han skulle hedde Darwin. Evner, der gjorde ham i stand til at se en større systematisk sammenhæng i tilværelsen, noget langtfra alle havde indre forudsætninger for at se på den tid. Martinus bekræfter evolutionsteorien, men han kan se noget mere, som gør det nødvendigt at sætte fænomenet evolution ind i en meget større forklarings- og forståelsesramme. Hans intuitionsbaserede alt omfattende syn på verdensaltet får brikkerne i et kæmpe puslespil til at falde på plads, så det bliver sandsynliggjort, at udviklingen aldrig var tilfældig. Ifølge samme udviklingstankegang vil hvert enkelt menneske efterhånden få udviklet intuition, så de ved selvsyn kan opleve denne altomfattende sammenhæng. Det vil tage blot nogle tusinde år. Martinus' åndsvidenskab kan opfattes som en teori, der i givet fald vil blive bekræftet, efterhånden som udviklingen skrider frem og afslører, hvad vi på en måde allerede kan se; udviklingen går fremad mod stadig større viden og indsigt.

Personligt har jeg absolut ingen dagsbevidst erindring om mine tidligere jordliv. Jeg har – som det er almindeligt – end ikke nogen dagsbevidste erindringer fra min barndom fra før 5 årsalderen. Vi er normalt beskyttede mod at kunne huske noget fra vores evige fortid. Det, at vi intet kan huske fra fortiden, ændrer intuitionen ikke på. Intuitionen er en åndelig evne, der endnu er overordentlig svag hos os mennesker. Så svag, at de fleste kun har vage forestillinger om, hvad intuition er. Derfor bruges ordet ofte på måder, der slører forståelsen. Hvad er instinkt, hvad er inspiration, og hvad er intuition? Sådan var det sikkert også engang med intelligensen, før den fik sit gennembrud og blev hver mands eje. Intuitionen vil ligesom intelligensen få sit gennembrud og blive noget, alle har og benytter sig af bevidst. Martinus kunne stille alle mulige spørgsmål "til sig selv", og straks havde han svaret. Ikke sådanne "Google-spørgsmål og svar", men spørgsmål, der omhandler de store og små sammenhænge og principper i tilværelsen. Den spæde intuition præger allerede udviklingen i videnskaben og kunsten og giver gennembrud for nye retninger at tænke i. Den begyndende intuition kan give adgang til at opleve at have evigt liv. Hvad alle har, men ret få oplever vågent dagsbevidst. Intuition giver vished for sammenhænge, som man ikke bevidst kan huske eller sanse direkte i den fysiske verden. Det er vores opsummerede og forfinede erfaringer fra fortiden, der ubevidst virker som klangbund for intuitionen. Martinus kalder intuitionen et facitsyn, der giver adgang til "sansning fra oven". Naturvidenskaben bygger på "sansning fra neden". Intuitionen giver adgang til at se en større ramme om den begrænsede virkelighed, som den materialistiske videnskab på dygtig vis har gjort til studieobjekt. Først når en lille smule intuition er blevet en stabil egenskab ved mennesket, vil Martinus' analyser blive opfattet som bevisførelse og dermed åndsvidenskab.

Martinus skriver bl.a. om intuitionen: "Denne videns tankeformationer eksisterer kun i form af meget koncentrerede ideer, der udtrykker nævnte videns hovedfacitter. Når individet i sin udvikling når frem til at kunne anvende "intuitionsenergien" i sin bevidsthed, vil det således kun være disse hovedfacitter, det har adgang til. Den rent lokale detaljering af disse facitters begrundelse, bevisførelse eller udregning fås derfor ikke igennem intuitionen. Denne bevisførelse må det, af "den hellige ånd" overskyggede væsen, selv udregne, selv finde grundlag for i selve tilværelsen eller i de levende væseners eget praktiske, fysiske og åndelige liv. Adgangen hertil sker således udelukkende på basis af væsenets intelligensevne og ved hjælp af "intelligensenergien". Men en sådan udnyttelse af intelligensevnen og den fjerde grundenergi er dog først mulig eller af virkelig betydning, når individet ved hjælp af "følelse" og "intelligens" behersker "tyngdeenergien" harmonisk, så bevidstheden ikke mere forstyrres af nævnte energis mere eller mindre ubundne eksplosive natur, dens udløsninger i form af alle selviske manifestationer eller dræbende, lemlæstende og sindsødelæggende begær efter position i ære, magt og rigdom. Først når individet er færdig med disse primitive begær, og uselviskheden eller kærligheden til medvæsenerne er blevet den førende livsenergi, er intelligensen fri og brugbar for individets tilegnelse af udredningen af dets da tilstrømmende intuitionsoplevelser." (Livets Bog, bind 2, stk. 366)

Når jeg læser Martinus, oplever jeg, at hans analyser rækker en hjælpende hånd til at bruge erfaringer, jeg selv har, hvorved det, jeg læser, bliver til videnskabelig virkelighed på samme måde, som når jeg læser noget naturvidenskabeligt. Realiteten og sandheden er, at jeg med min spæde intuition ikke selv kunne gennemskue bare en mikroskopisk brøkdel af alt det, som Martinus beskriver. Han henter erfaringseksempler fra dagligdagen og viser, at disse eksempler afslører meget mere, end det umiddelbart ser ud til. I princippet på samme måde som at denne tekst kun lader sig læse, hvis læseren har en klangbund for sproget. Var det skrevet på kinesisk, havde det kun været uforståelige skrifttegn, og dermed havde der ingen klangbund været i læserens bevidsthed. Martinus skriver om naturen, at den også er at opfatte som skrifttegn, der har meget mere at fortælle, dersom vi har klangbunden for at opfatte denne større fortælling. Som beskrevet i citatet ovenfor spiller følelsen eller følelseslegemet såvel som intelligenslegemet en afgørende rolle. Følelseslegemet afspejler menneskets lidelseserfaringer, en meget vigtig del af klangbunden, der har med sansen for moral, etik, sandhed og humanisme at gøre.

Naturforskeren kan om nogen afsløre naturens ufattelige hensigtsmæssighed ned i de mindste molekylære detaljer i mineralverdenen og plante- og dyrecellen. Forskerens klangbund er domineret af intelligensen, derfor begrænses synet til stofkombinationer, som igen kommer til at udgøre dybden i bevisførelsen. Åndsvidenskab og naturvidenskab vil engang blive forenet, ifølge Martinus. Men Martinus' analyser er ikke direkte afhængige af naturvidenskaben og heller ikke af den lille del af videnskaben, der forsker i f.eks. nærdødsoplevelser. Nej, analyserne tager udgangspunkt i "viden fra oven" og afdækker det levende væsens treenige struktur, grundenergierne, årsags- og virkningsloven, kontrastprincippet, spiralkredsløbsprincippet, livsenhedsprincippet, polforvandlingen og meget mere.

Martinus kalder også sin åndsvidenskab for "en moral". Ikke at han er moralist eller skriver med hævet pegefinger. Slet ikke! Han kommer med bevisførelse, der afdækker, at intuitionen såvel som moral og næstekærlighed er under fuldstændig lovbundet udvikling hos alle. Man skal således have en såkaldt "dårlig moral" og føle-erfare virkningerne af det, før man kan få en "bedre moral". Moral, humanisme og begrebet næstekærlighed er selvsagt vigtige emner at forstå! Hvorfor er det alment erfaret, at vi mennesker er i konstant konflikt med vores dyriske egenskaber, blot pga. af sådanne uhåndgribelige indre egenskaber som samvittighed, moral og etik? Kan man gøre sådanne erkendelser og erfaringer til videnskab? Kan der skabes bevisførelse omkring moral, der giver mening? Svaret er et rungende Ja! Det er kun et spørgsmål om evne- og erfaringsdannelse, og det igen er kun et spørgsmål om tid. Evnerne bliver hver dag udbygget i os gennem livets skole. "Noget" i tilværelsen driver udviklingen fremad mod nye bevidsthedsmæssige højder. Det er blot en fortsættelse af, hvad vi har kunnet erfare af ikke mindst de sidste 100 års forcerede udvikling på denne klode. Ja, intelligensen er løbet fra moralen på mange områder! Ja, Kristi budskab om at elske sin næste, herunder endda sine fjender, og tilgive halvfjersindstyve gange syv gange dagligt, har været tilgængeligt i 2000 år! Alligevel handler vi på væsentlige områder gammeltestamentligt. Vi tror, vi kan sejre ved at dræbe vores fjender. Men derved sår vi lidelse og må lovbundet høste lidelse. Lidelse er den type af erfaringer, der gør størst indtryk på os. Det er lidelseserfaringer, der udgør dybden i klangbunden. Klangbunden vil blive intellektualiseret, hvorved vi overvinder mørket / egoismens / dyrerigets tag i os. Derved vil klangbunden efterhånden bekræfte Kristi udsagn og handlemåde som udtryk for den højeste indsigt for et jordmenneske at komme til erkendelse af. Ikke som tro, men som erfaringsbaseret personlig bevisført viden – som åndsvidenskab.

Videre læsning om intuition i sammenhæng med artiklens emne kunne være: Livets Bog, bind 2, stk. 376 og bind 6, stk. 2191.