Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I kortere eller længere perioder af mit liv har jeg længtes efter bare at sidde helt stille og opleve livet. Hvad er livet? Hvad er livsytring? Dette begreb, som Martinus anvender så ofte – livsytringen som bevis for et "levende noget", der eksisterer bag hver eneste bevægelse. En skabende tænkende bevidsthed, et "noget" bag den fysiske verden.

I Bisættelse skriver Martinus i kap. 38, "Da forskeren selv er identisk med dette "levende noget", vil hans eget liv være det objekt, der ligger ham nærmest eller er mest tilgængelig for denne forskning. Den ny forskningsmetode vil derfor mere og mere blive baseret på individets kendskab til sig selv, dets kendskab til sin egen overfysiske natur, thi i denne overfysiske natur ligger livets mysterium åbenbaret."

Ved at studere Martinus' åndelige videnskab får vi et tydeligere og tydeligere billede af, hvad det "levende noget" er. Vi lever netop nu i en meget materialistisk kultur, hvor man kun forsker i det, der kan måles og vejes. Man kan aflæse elektriske aktiviteter i hjernen, når en forsøgsperson tænker, men for at få at vide hvad personen tænker på, må man spørge vedkommende. På den måde kan man lave et "kort" over de forskellige områder i hjernen, der aktiveres af forskellige tanker og oplevelser. Og man kan endda sende en svag elektrisk impuls ind i et specielt område i hjernen – og så kan forsøgspersonen f.eks. få en "gudsoplevelse". Og så tager man det som bevis på, at det er hjernen, der skaber denne oplevelse. Men man glemmer at stille spørgsmålet om, hvor den elektriske impuls kommer fra, og hvad den egentlig består af – hvad er elektricitet? Martinus beskriver, hvordan vor bevidsthed, den åndelige verden, er helt elektrisk, set udefra. Men set indefra, inde i vor bevidsthed, oplever vi den som vore tanker, følelser, tilstand – vor oplevelse af livet.

Disse perioder i mit liv er blevet som en slags forskning i bevidsthed. En helt subjektiv forskning, det er kun mig, der har netop denne oplevelse af livet i netop det øjeblik. Det ene øjeblik efter det andet. Sådan her kan en "rapport" fra min forskning se ud:

Som en stor og stille skov
man hører kun luften, der bevæger sig mellem træerne,
når hun ånder

Billedet dukkede langsomt op som ud af en tåge. Ordene kom senere, langsomt og tydeligt. Det er dette billede, jeg vender tilbage til, når jeg sætter mig på min meditationspude. En stor fred spreder sig i hele kroppen. Jeg trækker vejret roligt og iagttager, hvad der sker i bevidstheden. En tydelig fornemmelse af hvordan åndedrættet skaber en bevægelse gennem kroppen. Kroppen ekspanderer. Sommetider kommer tanker, de kan komme som meninger opbygget af ord, det er som om jeg ser eller hører ordene. Men oftest er de bare som en fornemmelse af en eller anden del af den fysiske krop eller af noget, jeg husker. Sommetider glider tankerne langt bort fra nærværet i kroppen, og når jeg bliver bevidst om det, kan jeg ofte føle en vis spænding i musklerne i ansigtet og i kroppen. Når jeg slapper af og trækker vejret roligt, er det let at slippe tankerne og vende tilbage til roen og stilheden. Det er en sådan hvile, blot at sidde der og trække vejret. Ofte drages opmærksomheden mod hjertet, det er da en speciel kontakt, der opstår med hjertet. Der kommer et smil i mundvigene. Sommetider stiger tårerne op i øjnene, mere af lykke end af sorg og smerte. Der kan blive helt lyst i hele brystkassen, og dette lys kan jeg lade lyse ud til mennesker, der står mig nær, til venner jeg gerne vil lyse mod og måske også til mennesker, som jeg gerne ville elske, men ikke rigtigt formår. Ja, det begynder at ligne bøn, en ordløs "samtale" med den kraft, den bevidsthed, som stråler gennem hele verdensaltet. Når den kontakt opstår, går der som en sitren eller vibration igennem hele kroppen, ikke den fysiske krop, for den er ganske stille, men den elektriske, den krop der består af åndelig materie. Ofte komme en følelse af taknemmelighed, over at jeg får lov at opleve denne nærhed. Og siden er tystheden og stilheden der igen. Det bliver aldrig tomt, der findes et stadigt nærvær, en hvilende iagttagelse af et indre landskab. En åbenhed for livet, der kan strømme ind.

Måske ville man kunne måle hjernebølgerne og se, at jeg er kommet ned på alfa-bølgeniveau, 7-12 Hz. Det plejer man at beskrive som en afslappet, fredfuld og kreativ tilstand. Frekvensen for jordklodens elektromagnetiske felt (den såkaldte Schumann-resonans) er ca. 7,8 Hz. Måske er den hvilende stilhed, jeg oplever, en slags resonans med jordklodevæsnet. Som en forstærkning af oplevelsen.

Man kan forestille sig, at tyngdeenergien bindes af følelsesenergien, og at det skaber denne fred og ro. Sommetider opstår der en endnu dybere stilhed, en tilstand af bare "væren". Da bliver åndedrættet meget stille, næsten umærkeligt. Der findes ingen flyvske tanker, blot et nærvær i selve det at være til. Og det er ikke tomhed, det er stadigvæk en oplevelse. Alt er bare. En slags tidløshed – derfor ved jeg heller ikke, hvor længe jeg er der. Og en slags grænseløshed, for jeg er både i og uden for kroppen. Kan det være fordi, jeg flytter bevidstheden over til følelseslegemet? Martinus beskriver, hvordan vi flytter bevidstheden over til følelseslegemet, når vi sover. Men jeg er jo alligevel nærværende på en eller anden måde – men måske ikke kun i den fysiske krop?

"Vi kan overhovedet ikke være så stille, uden at der foregår et eller andet i vor bevidsthed..." skriver Martinus i artiklen "Det sande gudsforhold 2" (Kosmos nr. 10, 2013). Livsoplevelsen kan aldrig ophøre. Bag ved tanker og følelser findes stilhed og ro, nogle kalder det at blive tom i sindet. Men oplevelsen af tomhed er jo også en oplevelse, af netop denne tilstand, en slags tankeklima. En rigtig tomhed, et intet, kan ikke eksistere. Derimod en åbenhed. Som en kop. Den har en form, men det vigtige er tomrummet, der skabes af koppens form, et tomrum der kan fyldes. Sådan kan vort sind og vort hjerte også fyldes, af livet, af Guds bevidsthed.

En kunstnerveninde fortalte, hvordan hun sommetider, når hun skaber, kommer i en tilstand af dyb og samtidig meget afslappet koncentration. Da glemmer hun helt sig selv, hun er udelukkende nærværende i det, hun skaber. Og så kan hun pludselig ligesom vågne op og ikke rigtig vide, hvad der skete, hun har bare været helt opfyldt. Været ét med alt. Sådan kan det også føles i den omtalte dybe fredfyldthed. Et kreativt flow.

I den seneste tid er tågen tætnet mellem træerne.
Skoven forsvinder i tågen.
Hendes fysiske krops grænser opløses.
Alt vibrerer.
Kan jeg virkelig se den elektriske verden, som er hendes bevidsthed?

Og hvem er da jeg, som iagttager min krop og min bevidsthed, som ser "hende" sidde der helt stille?

Når jeg tænker efter, er det ikke så mærkeligt med den der tåge. Martinus har jo beskrevet den både med ord og i symboler – stjernetågen – solene, som vores organisme er opbygget af. Symbolerne i Det Evige Verdensbillede, bog 5, er en stor inspiration i mit forskningsarbejde. At "gå" ned i sit mikrokosmos er at møde sine tanker, sine følelser, sin bevidsthed – og at møde det guddommelige nærvær i sig selv, i alt levende. Jeget ligesom flyder ud og bliver for et "sekund" ét med alt.

Ingen uro. Ingen rædsel. Ingen sorg. Bare en stille glæde over at være til. Hun ånder ind og hun ånder ud og hun ånder ind og ...

Forskningen fortsætter – det er et fortløbende projekt!