Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som barn cyklede jeg tit med min far ud til det store område i København, der i dag huser "Fristaden Christiania". Dengang var arealet lukket for offentligheden, for her lå bl.a. "Hærens Forsøgslaboratorium", hvor min far var forstander, og hvor man undersøgte og afprøvede forskellige typer sprængstof. Det var en hel lille by med gader og fabrikker. Et sted så jeg rødglødende granathylstre næsten på størrelse med mig selv komme lige ud af ovnen. Her var støj, varme og folk med sodsværtede ansigter, men ovre på laboratoriet var der stilhed. Laboranter og ingeniører i hvide kitler sad ved deres borde med kolber og lange glasrør. Hist og her var der afspærrede forsøg i gang, hvor resultaterne blev aflæst gennem en lille kikkert på 4-5 meters afstand, da opstillingerne kunne eksplodere. Ude bag bygningerne fandt man en trekantet "skydegård", hvor forskellig ammunition kunne affyres og afprøves. Alt sammen var bygget op for at sikre, at ingen kom til skade.

Og hvor mærkeligt det end kan lyde, så fortæller Martinus, at vores jordklode også er et slags forsøgslaboratorium, hvor man afprøver farlige sprængstoffer. Ikke bare krudt og kugler, men også eksplosive tanker som fjendebilleder, intolerance og ukærlighed mellem mennesker. Ja, det bliver en hel lille fortælling om to modsætninger – ro og bevægelse. Som barn mødte jeg dem begge i laboratoriet, hvor min far var roen eller "det faste punkt" bag bevægelserne. Senere kom jeg i skole og lærte om noget, som hed "kausalitet". Det betyder bare, at der altid er en grund til, at noget sker. Måske en eksplosion, måske ingenting. Men over det hele hersker en "ånd", som virker ind på de lange kæder af årsager og virkninger, giver dem en bestemt retning og forsøger at få dem til at opfylde et bestemt formål. For eksempel en passende eksplosion.

Det er dette levende billede af kausalitet, Martinus bruger til at sandsynliggøre, at også døde ting, bjergmineraler og stjernestøv, er lige så styret og indrettet på et formål, som det, vi selv går og laver. Her er det bare ikke os, men andre og fremmede væsener, der er på spil. En lidt for fantasifuld tanke, vil nogen måske sige. Ja, men hvorfor i grunden? Der findes en videnskab, som hedder antropologi. Den handler om at studere andre folkeslag og sammenligne dem med os selv. Meget af det, vi finder blandt stjernerne og atomerne, minder stærkt om vores egen verden her på jorden, selv om det unægtelig ser meget fremmedartet ud.

For Martinus var jordkloden en forsøgsopstilling, som helst skulle betragtes lidt på afstand – bare for en sikkerheds skyld. Menneskene er nemlig endnu ikke færdige med deres eksperimenter, de er ikke kloge nok. Skønt min far var ekspert i sprængstoffer, så var det alligevel altid ham, der kom galt afsted nytårsaften. Og hans fine laboratorium? – Det er nu overtaget af folk, som sælger hash og andre euforiserende stoffer. En grum skæbne for disse fredede bygninger, må man vel sige. Og dog kunne det ikke passe bedre ind i traditionen som et forsøgslaboratorium, hvor mennesker kan få lejlighed til at afprøve en række mentale giftstoffer og dermed blive klogere.