Kosmos 2015/4 side 126
30 minutters gåtur kan redde din arbejdsdag
Ny forskning viser, at bare en halv times gåtur tre gange om ugen øger din begejstring, evnen til at slappe af og nedsætter følelsen af nervøsitet og stress betydeligt. Kort sagt; du kommer i bedre humør. Forskeren bag vil nu undersøge, hvordan man strikker den perfekte gåtur sammen.
Kilde: videnskab.dk.
Inspirationsophold for arkitekter, kunstnere eller andre, der arbejder med det arkitektoniske udtryk
Arkitekter fra hele verden kan nu få glæde af Jørn Utzons hus, Can Lis, på Mallorca som inspirationssted. Utzon Fonden ønsker, at husets helt unikke karakteristika skal opleves af så mange som muligt. 9 måneder af året er huset forbeholdt længere arbejdsophold til arkitekter, kunstnere eller andre, der arbejder med det arkitektoniske udtryk. Se mere på www.canlis.dk.
Kilde: www.kunst.dk.
Quinoa – Vejen til succes for indianske bønder
På den bolivianske højslette er kornsorten quinoa de fleste bønders levevej. Efter prisen på quinoa i 90'erne steg, blev jorden overdyrket og produktionen forringet. Nu er de lokale bønder i gang med at genvinde den gamle jord ved brug af oprindelige dyrkningsmetoder. Quinoaplantens frø indeholder ikke blot stort set alle essentielle aminosyrer og et meget højt proteinindhold på mellem 7,5 og 22 %, men har derudover også et fedtindhold på omkring 5 %, baseret på overvejende de mest sunde fedtsyrer. Blandt fedtsyrerne findes omega-3-fedtsyren alfalinolensyre, der er meget vigtig for menneskets ernæring.
Kilder: verdensbedstenyheder.dk og da.wikipedia.org
Nyt materiale "Grafen" forvandler effektivt lys til elektricitet
Grafen er et ultratyndt materiale – kun et atomlag tykt – hvor en elektronisk strøm kan ledes mange gange mere effektivt end i almindelig kobbertråd. Fremtidens solceller vil sandsynligvis være langt mere effektive end i dag – og så vil de være lavet af vidunderstoffet grafen. Det er der grund til at tro, efter at et hold internationale forskere nu har vist, hvordan man ved hjælp af grafen kan forvandle en enkelt lyskvant, den mindste form lys optræder i, til flere strømførende elektroner.
Kilde: videnskab.dk.
Frygtet tropesygdom næsten udryddet
Årelang kamp mod en lille, men frygtet parasit ser nu endelig ud til at bære frugt. Den alvorlige tropesygdom guineaorm er efter mere end 20 års intens indsats tæt på at være helt udryddet. På verdensplan er der i dag kun registreret 126 tilfælde af sygdommen – og om få år kan den ubehagelige orm være fortid. I 1986 var der cirka 3,5 millioner mennesker smittede i 20 lande i Afrika og Asien.
Kilde: verdensbedstenyheder.dk.
Kan søvn bremse skizofreni, Alzheimer og ADHD?
Tænk, hvis man kan bremse eller måske endda helbrede skizofreni og depression bare ved hjælp af søvn. Ved at sørge for, at kroppen får mulighed for at rense ud i hjernen, så den slipper for at kæmpe mod ophobede affaldsstoffer. Tanken er faktisk slet ikke tosset. Den bygger videre på et kæmpe gennembrud inden for søvnforskning. I 2013 afslørede en gruppe, at hjernen har brug for søvn, så den kan blive renset godt igennem og blive klar til næste dag.
Kilde: videnskab.dk.
Løb i moderat tempo forlænger levealderen
Ny forskning viser, at løbere, der jogger i moderat eller lavt tempo, lever længere end mennesker, der træner med høj intensitet. Forskningen viser tilmed, at løbere, der er meget anstrengt under deres løb, ikke lever længere end mennesker, der slet ikke dyrker motion, skriver tidsskriftet The Journal of the American College of Cardiology.
Kilde: www.dr.dk.
Dan Elhauge