Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2015/6 side 182
Essay
Alkohol
af Søren Olsen
Søren Olsen
Som det nok er de fleste, der har læst i Det Tredje Testamente, bekendt, så anbefaler Martinus meget, at man ophører med at indtage alkoholiske drikke. Alkohol nævnes næsten altid sammen med rygning og indtag af narkotika. At alkohol er skadeligt, er almen viden, så derfor opererer samfundet også med anbefalinger, der i Danmark hedder maks. 14 genstande om ugen for mænd og det halve for kvinder. Indtaget af alkohol i Danmark ligger meget højt – ca. 11 liter ren alkohol per år per voksen (fra 15 år). Det svarer til ca. 730 genstande. Altså to genstande per voksen dansker per dag i gennemsnit. Der er rigtig mange, der får langt mere end deres gennemsnitsration. Man regner med, at 122.000 børn lever i misbrugsramte familier. I et radioprogram, jeg hørte for mange år siden, fortalte en læge, hvis arbejde var at dissekere lig, at kun ét organ havde han aldrig fundet alkoholskader på, og det var nyrerne.
Ifølge ny forskning, der er på vej, omtalt i Politiken den 7. april 2013, er sundhedsstyrelsens grænser sat for højt, når det gælder operationer. Indtag af mere end to genstande dagligt fordobler antallet af komplikationer i forbindelse med operation. Alkohol øger kroppens stressreaktion markant, og niveauet er i forvejen højt ved operationer. Der produceres større mængder af stresshormon, der belaster hjertet alvorligt. Det nedsætter hjertets pumpefunktion og udløser vejrtrækningsproblemer efter operationen hos mange med et konstant og for højt alkoholindtag. Forsøg har vist, at en del af hjertets pumpefunktion genskabes efter fire ugers tørlægning. Men der er andre alvorlige virkninger af alkohol i forbindelse med operation. Alkohol nedsætter det akutte immunforsvar. Der dannes færre hvide blodlegemer, som kan bekæmpe betændelse, hvilket giver flere komplikationer med betændelse efter en operation. Alkohol nedsætter også sårhelingen. Der dannes færre af de byggematerialer, som indgår i sårhelingen. Endelig giver alkoholindtag øget blødning under operationen. Koagulationsevnen i blodet nedsættes. Denne forskning kan derfor ende med anbefalinger i retning af, at man ikke indtager alkohol overhovedet 4 uger før og 4 uger efter en operation.
Åndsvidenskabeligt set stiller sådanne forskningsresultater et væsentligt spørgsmål; findes der overhovedet en nedre grænse, hvor man kan sige, at her er ingen negative virkninger af alkohol? Alle de fysiologiske reaktioner i kroppen, som man har påvist, ligger uden for menneskets vågne dagsbevidstheds område. Jeget oplever altså ikke at lide under et moderat alkoholindtag. Tværtimod formentlig, for alkohol er forbundet med hygge, socialt samvær og en afslappet lethed i sindet. Men hvad oplever livsenhederne i vores mikrokosmos, som Martinus blotlægger også er at opfatte som vores næste, hvis jeg f.eks. bare drikker et enkelt glas rødvin? Forskningen sandsynliggør, at der sker ændringer, som virker svækkende på kroppens normale funktionstilstand. Der vil således formentlig være tale om, at man påfører sit mikrokosmos en belastning eller et ubehag.
Jeg har drukket alkohol i selskabelig sammenhæng 1-2 gange om ugen i moderate mængder i min ungdom, indtil jeg blev ca. 30. Et år efter jeg blev vegetar, tog jeg den beslutning, at jeg ikke længere ville drikke noget med alkohol i. Jeg var begyndt at læse Martinus. Jeg husker tydeligt, at min beslutning havde en overraskende og overvældende effekt. Jeg fornemmede, at der blev afholdt en kæmpe jubelfest i kroppen, som selvfølgelig også mærkedes i ånden. Som om mikrokosmos udtrykte lettelse og glæde. Der var virkelig bred opbakning til den beslutning. Havde jeg været alkoholiker, havde det været den stik modsatte reaktion.
Da min søn var lille, fik vi risengrød engang imellem. Hvidtøl hører til, men interessant er det, at hvidtøl indeholder 1,8 % alkohol. Ca. en tredjedel af den mængde, der er i almindelig pilsner. Alkoholmængden i hvidtøl er således høj i forhold til et barn, der jo har en meget lavere legemsvægt. Ved den lejlighed har jeg nogle gange taget et par slurke hvidtøl. Jeg blev ikke fuld, men allerede ved den første slurk kunne jeg straks mærke en lille forandring i min bevidsthed. En lille bitte svækkelse af det vågne dagsbevidste nærvær. Det er i grunden ikke så nemt at forstå, at det skulle kunne ske så hurtigt og ved så små mængder! Der er to mulige forklaringer, jeg kan komme på. Forskning viser, at 2 % af den indtagne alkohol går direkte i blodet via slimhinden i mundhulen. Den anden forklaring kunne være følgende; åndsvidenskabeligt set, at den væske, vi kalder alkohol, kun er en yderside af en art livsenheder, der primært er åndelige eller psykiske ligesom alle andre livsenheder. Alkohol har således en stråleformig side, en sammensætning af grundenergierne, der udgør vibrationer. Er det sådan, at denne primære åndelige side af alkoholen øjeblikkelig forbinder sig til den tilsvarende primære åndelige side af mit hjerne og nervesystem og her udløser en lille bitte smule af den slørethed, som kendetegner det at være alkoholpåvirket?
Martinus skriver om alkoholens virkninger i bl.a. Livets Bog, bind 6, stk. 2163: "Fælles for alle disse unaturlige og giftige stoffer er dette, at de i større eller mindre grad har en særlig indvirkning på den mellemkosmiske elektricitet, altså på den psykiske eller sjælelige drivkraft i alle mellemkosmiske, levende væseners organismer. Denne indvirkning vil under alle omstændigheder virke forstyrrende på nævnte kraft. Men forstyrrelser i et logisk organiseret, elektrisk system kan ikke undgå at skabe kortslutninger, overgange eller afsporinger af den elektriske strøm. Og det er netop lige akkurat det, vi bliver vidne til i det, af de nævnte giftstoffer stærkt påvirkede væsen. Når et væsen i beruselse undertiden udviser stærk antipati eller slagsmålstendenser, endog i situationer i hvilke det ellers ville vise sympati og venlighed, hvis det var ædru, eller det på anden måde under påvirkningen af de giftige nydelsesmidler taber kontrollen over sin væremåde, bliver hæmningsløs, bliver uterlig, begår voldtægt eller andre abnormiteter, eller det vakler rundt med usikker gang, vrøvler og fører lange diskussioner med sig selv, skælder ud til højre og venstre, skønt der ingen andre personer er til stede, eller det foretager sig andre lignende abnorme ting, som det slet ikke kunne tænke sig at gøre, hvis det var ædru, er det indlysende, at der er opstået et misforhold imellem væsenet selv og dets væremåde. Med indtagelsen af de unaturlige nydelsesmidler eller giftstoffer kommer det i en tilstand, hvor det udløser handlinger eller en væremåde, det i virkeligheden slet ikke ville udløse, hvis det ikke var under påvirkningen af de nævnte giftige stoffer. Disse giftige nydelsesmidler er altså i stand til at indvirke på væsenets vilje. Men da væsenets vilje er det samme som dets tankeføring, og denne igen er det samme som føringen af dets elektriske kraftimpulser, der igennem den fysiske organisme skal udløse dets manifestationer og væremåde, ser vi her, hvorledes det opståede misforhold er en forstyrrelse, der strækker sig langt ind i væsenets mellemkosmiske system. Noget lignende farligt og nedbrydende er ligeledes tilfældet med alle de øvrige giftige stoffer, man har gjort til moderne nydelsesmidler."
Fuldskab må altså være udtryk for, at jeget har lavet forstyrrelser i det viljeførte elektriske hjerne-, nerve- og muskelsystem, der under normale forhold gør jeget i stand til at styre sin krop. Dertil kommer, at disse forstyrrelser også indvirker på jegets evne til at sanse, føle og tænke.
Et langt mere alvorligt og dystert aspekt af bl.a. et massivt vanemæssigt alkoholindtag beskriver Martinus i Det Evige Verdensbillede, bog 5, symbol nr. 73, 74 og 75.
Når man ikke rører alkohol, må man til tider høre et og andet venskabeligt dril fra kolleger på arbejdspladsen. F.eks. ham der sagde: "Er du klar over, Søren, at du løber en risiko ved slet ikke at drikke alkohol?" Han har ret! Statistisk set, er dødeligheden blandt de, der slet ikke drikker alkohol, en lille smule højere end dødeligheden blandt de, der drikker 1-2 genstande dagligt. De har med andre ord den laveste dødelighed. I en kultur, hvor et stort flertal absolut ikke vil undvære rødvin og øl, og hvor en kæmpe industri lever af produktion af øl, vin og spiritus, er det jo vidunderligt.
Jeg kender ikke til nogen god videnskabelig forklaring på, at dødeligheden er lavere ved alkoholindtag, altså ud over at moderate mængder alkohol åbenbart er godt. Men det stemmer dårligt overens med den forskning, der viser, at de samme mængder alkohol har mange svækkende virkninger på kroppens naturlige processer. Der må være skjulte fejl i statistikken? I Danmark er det kun ca. 7 % af kvinderne og ca. 3 % af mændene, der slet ikke drikker. Et bud på en forklaring kunne være, at der blandt de, der ikke drikker, kan være relativt flere, der lider af svækkelser af mange slags, herunder svækkelser der kommer af for meget druk i denne og i tidligere inkarnationer. Den danske del af undersøgelsen ser dog ud til at være korrigeret for regulær sygdom. Man kan også spørge sig selv, hvem er det, man i det hele taget laver statistik på? Er det mennesker, der alle lever sundt? Relativt få mennesker lever sundt sådan i en mere absolut forstand. De fleste indtager f.eks. store mængder kød og animalsk fedt. Det kan ikke udelukkes, at alkohol, på trods af sine skadelige virkninger, kan modvirke visse af de skader, som det usunde madindtag afstedkommer. At alkohol f.eks. modvirker dannelsen af blodpropper? En tredje mulighed er, at mennesker, der drikker alkohol, har flere sociale relationer og har det sjovere, hvilket giver dem en psykisk sundhed, der modvirker nogle af alkoholens skadelige virkninger.
Menneskene i mange kulturer har en meget lang tradition for at indtage alkohol. Vi synes endda at have udviklet levere, der har et forhøjet enzymberedskab til nedbrydning af ethanol, som er den videnskabelige betegnelse for det stof, der benævnes alkohol. Vi skal formentlig alle opleve igennem udviklingen at blive giftstofafhængige og sætte vores viljeføring såvel som vores helbred over styr. Det er på sådanne ofte ubevidste lidelseserfaringer, man udvikler en vished om nødvendigheden af at frigøre sig fra alle former for giftige såkaldte nydelsesmidler.
Statistik om dødelighed: googl "Øl, vin, spiritus og dødelighed". Prøv også at google "alkohol og operation".

Kunstværk af Ann-Charlotte Fogel