Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Stjernerne over os og de moralske love inden i os er lige uudgrundelige, lige mystiske. De kalder på forskning og samarbejde. Naturvidenskab og humanistisk forskning må gå hånd i hånd for at belyse menneskets vilkår". Jens Martin Knudsen (1930-2005), dansk fysiker.
 

"Det er uretfærdigt!" Selv små børn er bevidste om det. Uretfærdighed er en af mange lidelsesvoldende oplevelser, som vi mennesker har svært ved ikke at reagere imod. Aviserne flyder over med historier om det. Vi tåler ikke, at vi selv eller andre bliver uretfærdigt behandlet. Vi har evner for retfærdighed og moral på samme måde, som vi har evner på mange andre områder. Går vi langt nok tilbage i dyreriget, er jeg sikker på, at dyrene intet aner om uretfærdighed. Vi synes, at det er uretfærdigt, at uglefar og uglemor giver alle musene til den unge, der i forvejen er velnæret og totalt egoistisk. Dens mindre broder dør af sult. Om den føler sig uretfærdigt behandlet – næppe! Men på denne måde at blive overset og opleve, at den lækre føde igen og igen går ens næb forbi, bliver en del af denne unges lidelseserfaringer og bliver bragt ubevidst videre til en ny inkarnation. I næste inkarnation bliver erfaringen formentlig ligeledes ubevidst brugt til at gøre ugleungen mere aggressiv og egoistisk. På den lange evolutionære bane vil sådanne lidelsesoplevelser medvirke til følelseslegemets udvikling og dermed blive en del af grundlaget for en gryende evne eller sans for retfærdighed.

Brune kapucineraber, aber og chimpanser er blevet trænet op til, at når de giver forsøgslederen en sten, så får de til gengæld en skive agurk som belønning. Derefter har man placeret en abe i hvert sit bur, så de kan se hinanden, og begynder nu at belønne den ene abe med en vindrue, når den afleverer en sten, men fortsætter med at belønne den anden abe med agurk. Der går det galt. Aben føler sig snydt og begynder at smide med sten og agurkeskiver. Som om den tænker, at hvis der ikke er retfærdighed til, så kan det hele også være lige meget. En forfinet udgave af dette forsøg viser, at chimpanser, der i mange år har været tilknyttet en større abegruppe, til en hvis grad kan acceptere, at et gruppemedlem får en bedre belønning. Er der derimod tale om en chimpanse, som den anden chimpanse ikke opfatter som en fra dens egen gruppe, opfører den sig mere smålig og kan ikke acceptere at få agurk, når "den fremmede" får vindruer. Her er vi så tæt på noget, der ligner jordmenneskelig adfærd, at det på en måde er utroligt. Disse aber er næppe vågent dagsbevidste om uretfærdighed, men de reagerer følelsesmæssigt, som om de er. Vi mennesker er bevidste om uretfærdighed, men det er stadig noget følelsesmæssigt, der ligger til grund for vores reaktioner.

Børn har meget tidligt en sans for retfærdighed. Ikke fra at have fået læst højt af moralfilosofiske bøger, men ved at få taget sit legetøj af et andet barn, eller ved at blive skubbet af gyngen af en dårlig kammerat. Åndsvidenskabeligt set aktiverer sådanne hændelser ubevidst de erfaringer og evner, barnet har med sig fra fortiden. Det gør ondt i følelseslivet at opleve sig uretfærdigt behandlet, og i det perspektiv bliver det udtryk for dårlig moral hos den, der handler uretfærdigt. Følelsen af uretfærdighed – sansen for retfærdighed – handler om, hvad vi opfatter som godt og ondt og må således være et væsentligt led i moralens udvikling.

Følelsen af! Følelsen af! Følelsen af! Ved sin grund er uretfærdighed / retfærdighed en følelse. Vi har i vores udvikling følt uretfærdighed langt, langt før vi forstod, hvad det handlede om og kunne sætte ord på. At forstå og at være bevidst om er intelligensens opgave. Den er, åndsvidenskabeligt set, i gryende svag vækst hen gennem dyreriget og gør sig særligt bemærket mod slutningen gennem jordmenneskelig opfindsomhed.

Ifølge Martinus' åndsvidenskab eksisterer der ikke uretfærdighed i sand virkelighed, på den måde som det i almindelighed opfattes. Når vi føler os uretfærdigt behandlet, vil der således altid være tale om en falsk virkelighedsopfattelse. Også selvom den skrækkelige historie om, hvordan man er blevet snydt og bedraget, så åbenlyst vil bekræfte alle mennesker i, at det er uretfærdigt, det der er sket. At man bliver "uretfærdigt behandlet", kan kun have årsag i fortiden og måske nutiden, hvor man i sin handlemåde må have noget at lære om ret færd, som ordet "retfærdighed" udtrykker. At færdes på den rette måde i livet er der meget få, der gør. Heller ikke jeg selv. Jeg er under uddannelse til at blive næstekærlig, men er det ikke endnu. Derfor kan min færd heller ikke endnu være ret. Jeg vil i et eller andet omfang være egoistisk ligesom ugleungen, og egoisme indebærer i et eller andet omfang, at jeg handler uretfærdigt mod andre. Jeg er sandsynligvis mere optaget af at tilfredsstille mine egne behov frem for min næstes behov. Det er kosmisk set udtryk for manglende moralsk udvikling, selvom man efter almindelig jordisk målestok har en måske ganske god moral. Så det "at blive uretfærdigt behandlet" er i virkeligheden udtryk for, at retfærdigheden sker fyldest. Hvad ingen skal skamme sig over eller føle sig ilde berørt ved, for det er et livsvilkår for alle, der former os mod det mere retfærdige. "Hvad et menneske sår, skal det også høste", som der står i Det nye Testamente (Gal. 6.7) – en henvisning til loven for årsag og virkning. På engelsk hedder retfærdighed "righteousness". Dette ords stamme skulle være afledt af det nordiske ord "rett-viss" og det gamle engelske ord "rithwis".

Jeg havde en artikel i Kosmos nr. 1. 2012 med titlen "Følelserne regerer". Dengang vidste jeg ikke, at det er et hot videnskabeligt emne i USA. Bestseller bogen "The righteous mind" (Det retfærdige sind) af social- og kulturpsykologen Jonathan Haidt på University of Virginia er et videnskabeligt underbygget opgør med vores vante forestillinger om intelligensens rolle i sindet, psyken, bevidstheden, når det gælder moralspørgsmål. Dertil er det endnu en bevisførelse for, at vi fødes med sans for retfærdighed og evner for moral. Målet for mange af de store moralfilosoffer helt tilbage til grækerne var at finde en metode til rationel begrundelse for moralsk handlen. At handle med udgangspunkt i den sunde fornuft. Nyere forskning viser, at hovedparten af de valg, vi gør, afgøres delvist ubevidst af følelser, som ikke altid er rationelle.

Når to personer med modstridende politiske overbevisninger diskuterer med hinanden, så er det ikke argumenterne (intelligensen), der styrer diskussionen, det gør de bagvedliggende følelsesmæssige holdninger, værdier, personlige overbevisninger og moral. Om vi stemmer socialdemokratisk eller konservativt afgøres ikke af vores frie vilje, men af vores "såkaldte frie vilje". Vi har kun, hvad Martinus kalder en "såkaldt fri vilje". Det er den "såkaldte frie vilje", der formentlig afgør alle bevidste valg, der er vigtige for mig, herunder hvilket parti jeg stemmer på. Hvor frie denne såkaldte frie viljes valg er, kan der i høj grad sættes spørgsmålstegn ved, for det er ubevidste lidelseserfaringer / følelseserfaringer fra fortiden, der bringes fra natbevidstheden (det ubevidste) til dagsbevidstheden og derefter af jeget opfattes som et frit valg.

Opdragelsen er naturligvis ikke uden betydning for vores holdninger og værdier, men åndsvidenskabeligt set er tidligere fysiske tilværelsers livsoplevelser afgørende for vores nuværende personlighed (herunder "valg" af forældre). Var man en selvstændig bonde i sidste inkarnation? Var man daglejer? Var man fattig og syg og behøvede andres hjælp for at overleve? Havde man succes i forretningslivet, eller var man en, som følte sig udnyttet i et slidsomt arbejdsliv? Var man lykkelig eller ulykkelig? Elskede man sit liv, eller forbandede man det? Blev man udsat for en stor uretfærdighed? Kunne man tilgive? Hver skæbnenuance og alle lidelseserfaringerne fra langt tilbage har udviklet vores følelseslegeme og har dermed formet vores grundholdninger i den nuværende inkarnation, herunder vores politiske farve.

Vi oplever umiddelbart, at vi med vores vågne dagsbevidsthed vælger et bestemt politisk tilhørsforhold, og vi argumenterer for dette tilhørsforholds værdier, men det er vores fortids succeser og nederlag, der ubevidst dikterer, hvad vi med vores såkaldte frie vilje vælger at argumentere for. Vores følelseslivs kvaliteter styrer intelligensen. At acceptere og at kunne forstå "det evige liv", reinkarnation, livsoplevelse og skæbne som omdrejningspunkter i al evolution, bygger også på forudsætninger, som jeget ikke er vågen dagsbevidst i. Intelligensen er således ikke altid det neutrale gennemskuende analyseredskab, som videnskaben gerne vil have det til at være. Jonathan Haidts forståelsesramme er naturligvis naturvidenskabelig materialistisk, derfor bliver det også rigtig svært for ham at finde et fyldestgørende meningsfuldt svar på, hvorfor følelserne regerer, og hvad der reelt ligger bag den såkaldte medfødte sans for retfærdighed og moral.

Der kan være store forskelle på, hvad mennesker opfatter som retfærdighed og moral. Haidt har fået mennesker med forskellig nationalitet, social, kulturel og religiøs baggrund til at udfylde spørgeskemaer for at finde ud af, hvad de opfatter som uretfærdigt, moralsk forkert eller opfatter som kulturelle eller religiøse tabuer. Et par historier og spørgsmål lød: "En mand havde en gift søn og en gift datter. Efter hans død gjorde sønnen krav på det meste af, hvad han havde ejet. (Bedøm sønnen!)" Det synes amerikanere er forkert, men indere fandt det acceptabelt. "En kvinde kogte ris og ønskede at spise med sin mand og hans ældre bror. Hun spiste med dem. (Bedøm kvinden)". Det synes indere er en forkert handlemåde af kvinden. Amerikanere synes, det er i orden, at hun spiser med. Forskning viser dog også, at den økonomisk bedre stillede del af befolkningerne i verdens storbyer har mere tilfælles med hinanden over landegrænser, end de har med deres mere fattige landsmænd. Eller sagt med andre ord, de velstillede byboere vender de gamle traditioner ryggen, de mere fattige i byen og på landet holder fast i dem. Formentlig er det rigtig svært for en inder at argumentere for, at kvinder skal holdes ude og nede. Men da sådanne regler er religiøst og/eller kulturelt betingede, er det noget følelsesmæssigt, som argumenter vanskeligt kan ændre på, før kvinden kræver sin ret og frihed. At det vil ske på et tidspunkt, garanterer den lovbundne udvikling for, i og med at følelses- og intelligenslegemet udvikles og integreres. Denne intellektualisering, som alle er underlagt, vil således over tid opløse gamle ulogiske følelsesbaserede leveregler og normer.

Endnu en type spørgsmål lød: "En fader sagde til sin søn, "hvis du klarer dig godt til eksamen, vil jeg forære dig en pen". Sønnen klarede sig godt til eksamen, men faderen gav ham ingenting." Det kan ikke undre, at både amerikanere og indere syntes, at det var en meget forkert handlemåde. Der er her tale om moralnormer, som næsten alle mennesker har tilfælles, herunder også børn. Man skal holde, hvad man lover! Det peger i retning af, at der vitterlig er universelle værdier. Menneskerettighedserklæringen er meget smukt formuleret, men ikke alle lande eller mennesker lever op til den. Artikel 1 lyder: "Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd."

Spørgsmål 1 og 2 handler om kvinders rettigheder, og dermed også om, hvorfor ikke alle efterlever menneskerettighedserklæringen. Man kunne med rette spørge, hvem formulerede menneskerettighedserklæringen? Og svaret er mennesker! Holdningen kunne derfor være og er for mange, hvorfor skulle jeg overholde sådanne rettigheder, når de ikke stemmer overens med mine overbevisninger? Men det ændrer ikke ved, at f.eks. menneskerettighedserklæringen formentlig dækker, hvad der vil vise sig at blive en universel moral. Altså noget som alle mennesker og nationer aktivt vil bakke op engang. Hvorfor? Fordi livets skole former os gennem væsentligst lidelseserfaringer den ene fysiske inkarnation efter den anden, hvorved den samme grad af følsomhed, fornuft, sans for retfærdighed, samvittighed og moral bygges ind i vores "hjerter". Vi ender altså med at forenes i et fælles værdigrundlag. Det er bl.a., hvad Martinus' Det Tredje Testamente påviser som udviklingens gang.

Der er endnu en del jordmenneskelige svagheder af ikke mindst følelsesmæssig art, der spænder ben for den rette færd. Men alle er vi på vej mod en højere moral og dermed også mod en nødvendig ny opfattelse af begrebet uretfærdighed. Selvom uretfærdighed ikke eksisterer i den form, som det almindeligvis opfattes, er vi nødt til at forholde os til uretfærdighed og at arbejde for menneskerettigheder. På det personlige plan gør vi klogt i at gøre vores bedste for at handle retfærdigt i enhver sammenhæng. Deri består moral.

"Den moralske opfattelse vil under alle forhold hos det bevidste væsen således være den højeste instans for dets plads på udviklingsstigen eller livets vej." (Livets Bog, bind 1, stk. 279)

Derfor kan ingen som helst skabe absolutte kosmiske analyser, før et tilstrækkeligt moralsk trin er nået, hvilket vil sige et trin, hvor forskeren er i harmonisk kontakt med alle livets foreteelser, således at der faktisk ikke er noget eller nogen, han er imod. "Kun en sjælelig uberørthed af alle de timelige foreteelsers indvirkning på sansesættet kan skabe den ro og upartiskhed, igennem hvilket det timeliges forbindelse med virkeligheden uhindret kan skues. Kun en skuen på denne betingelse kan være "kosmisk klarsyn". Igennem dette syn er oplevelserne ikke mere blot timelige, men også kosmiske, og hermed udløsende det sande eller virkelige syn af Guddommen, hans organisme, bevidsthed og evige væren ..." (Livets Bog, bind 2, stk. 441)