Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Tænk, så hurtigt vi dømmer vore medmennesker; eksempelvis i metroen. Når dørene åbnes, står der en person lige foran udgangen, og vedkommende flytter sig ikke, men forsøger derimod at mase sig ind, inden alle er nået ud. Og han har måske også en stor rygsæk på ryggen og støder ind i folk uden at tænke sig om. – "Sådan en hensynsløs person!" Hvis disse ord udtales – måske ikke højt, men indeni – med irritation og let vrede, og man måske oven i købet skubber til personen med albuen, når han går forbi, ja, så skal man måske tænke over det, Martinus skriver om i artiklen på de næste sider. Da er man selv det, man dømmer andre for at være; tankeløs, hensynsløs og intolerant.

Men måske man bare tænker: Hm, her er vist en, der ikke lige har tænkt over, at det ville være nemmere, hvis alle fik lov til at stige af først, og at det også ville blive lettere, hvis man tog den store rygsæk af først. Da er det snarere en bedømmelse af situationen. Og er man i et rigtig godt og kærligt humør, kan man måske oven i købet smile af det hele og tænke, at sådan har jeg også selv været engang. Det skaber en helt anden atmosfære og har muligvis en afsmittende effekt på de andre rejsende, og måske personen med rygsækken så også får en forståelse for, at hvis han fortsætter på denne måde, er det egentlig ikke særlig godt.

Forskellen mellem at dømme og bedømme kan være hårfin. Vi går alle endnu i livets skole, selv om vi nok har ulige langt til "eksamen". For at kunne leve et harmonisk liv er det livsvigtigt for os at kunne bedømme. Vi ønsker at forstå, hvor vore medmennesker befinder sig i udviklingen, for at blive klar over, hvordan vi skal forholde os. Det var Martinus vist ekspert i. Han var i stand til at møde ethvert menneske på det rigtige niveau, så alle møder blev kærlighedsfulde.

Vi må indrømme over for os selv, at vi tit mislykkes. Af frygt for at virke hovmodige afholder vi os måske fra at bedømme – "Hvem er jeg at bedømme, hvem der er kommet længst i udviklingen?" Og det er måske heller ikke det vigtigste at vide. I alle møder kan jeg alligevel prøve at være så kærlig som mulig, for jeg ved jo, at alle gør det så godt, de kan, ud fra deres erfaringer. De situationer, hvor jeg bliver bevidst i, at jeg dømmer, giver mig en påmindelse om, hvad jeg har at arbejde med.

En af de største udfordringer er at undgå at blive intolerant over for de intolerante! Ligesom nogle af de materialistiske videnskabsmænd, der er så sikre på, at de ved alt om universet, at de helt fornægter en åndelig dimension! På svensk har vi et specielt udtryk for den, som mener sig at vide bedst: "att vara styv i korken", (på dansk: "at være høj i hatten"). Men nu gælder det om ikke at dømme, for så bliver vi selv dømt, måske som "styva i korken", som useriøs og uvidenskabelig! I stedet kan vi se, at vi har gjort visse erfaringer, som de ikke har. Og de kan have gjort erfaringer på andre områder, som vi mangler. Vi kan lytte på deres teorier og se, at de er på vej mod et mere omfattende verdensbillede. Og den modstand, vi møder hos dem, er jo en udfordring til os til at udvikle vore kundskaber om livet. Nu ønsker vi dig en hyggelig stund med dette nummer!

Oversættelse: Mettemei Lüchow.