Kosmos 2015/8 side 247
Hvor hav møder strand
af Olav Johansson
"Hjerte er hav, sprog er strand. Det, der findes i havet, vil komme til at møde stranden." (Rumi)
Disse poetiske visdomsord af den berømte persiske digter Rumi (1207 – 1273) ligner talemåden "Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med", men Rumis ord om at "hjerte er hav, sprog er strand" skaber jo et smukkere poetisk billede. Billedet her af stranden med de af havet smukt slebne og farvede sten vækker jo også en inspirerende tanke om, hvad ord og sprog faktisk kan være i vort liv, når de er udtryk for "hjertets visdom", som Martinus har formuleret det.
Hvad er et sprog?
Ligesom vi normalt ikke kan se, hvad der gemmer sig under overfladen i havet, kan vi normalt heller ikke se, hvad der skjuler sig under overfladen i et andet menneskes hjerte eller indre. Men ved hjælp af sproget kan vores på det fysiske plan ellers så usynlige indre verden altså på en måde gøres synlig for vore medvæsner. Et sprog er i sin natur og funktion intet andet end materialiserede tanke- og følelsesbilleder. Billeder som kan materialiseres både i form af lyd – det talte ord – og tekst – det skrevne ord – eller i form af f.eks. bevægelser, dvs. det, vi kalder "tegnsprog". Uanset hvilken form, vi peger på, så handler det om på forskellige måder at åbenbare eller synliggøre en indre usynlig verden for omverden og medvæsner.
Spørgsmålet bliver da, hvad vi åbenbarer eller synliggør, altså hvilke "strandbilleder" vi formidler til vor næste? Ligesom stranden formes af havets bevægelser, formes vort sprog, og det vi forsøger at udtrykke gennem sproget, af hjertets sindsbevægelser.
"Alle mere fremskredne væsener indenfor såvel dyreriget som menneskeriget søger at give en ydre tilkendegivelse af, hvad deres bevidsthed eller sjæl er fyldt med, hvilket også tilkendegives i det gamle ord "af hjertets overflødighed taler munden". Når fuglene synger, dyrene brøler, og menneskene taler, vil det udelukkende være for at udtrykke en eller anden særlig del af deres fornemmelse af livsoplevelsen." (Livets Bog, bind 3, stk. 796)
Sproget – et symptom på at vi lever i to verdener
Behovet for at synliggøre eller materialisere tankebilleder i fysisk materie siger os også noget om vor egen udviklingssituation som en overgangstilstand fra det fysiske til det åndelige plan. Vi er allerede så "åndeliggjorte", at vi kan operere bevidst med den åndelige materie og altså skabe mange forskellige former for tankebilleder, men vi er endnu ikke så "åndeliggjorte", at vi kan kommunikere direkte fra bevidsthed til bevidsthed uden fysiske mellemled eller overføringsmetoder. Vi befinder os således i en særlig fysisk-åndelig tilstand, som kan karakteriseres som både "halvfysisk" og "halvåndelig".
At der opstår et behov for noget, man kan kalde "sprog", er altså bare et udtryk for eller et symptom på denne overgangstilstand mellem to planer eller verdener – det fysiske og det åndelige plan. Eller som Martinus udtrykker det: "I en verden, hvor materien således direkte former sig efter tankens mindste bud, bliver den indbyrdes korrespondance mellem væsenerne naturligvis også af en hel anden og langt fuldkomnere natur, end den man kender i de tunge materiers sfærer. Når det jordiske menneske skal meddele andre væsener sit hjertes inderste dyb, kan det kun ske på en indirekte måde. Det er selv begravet eller indhyllet i tunge, fysiske materier, og kan kun meddele eller afsløre sig ved at sætte disse i svingninger, hvilket vil sige udforme disse materier, så de bliver symboler for, eller kopier af, de tankeformationer eller tankebilleder, det ønsker at åbenbare eller afsløre." (Livets Bog, bind 2, stk. 372)
Ligesom havet altså sliber stenene, sliber hjertet sproget – gennem alle de sindsforvandlende erfaringer, vi går igennem på vor udviklingsvej fra dyr til menneske – sådan at dette sprog til sidst bliver til en hundrede procent "ædelsten" eller et "kærlighedens sprog". Og det er netop dette sprog, Martinus formidler til os. Som f.eks. i dette afsluttende eksempel eller citat: "At elske sin næste ganske uafhængig af tingene, uafhængig af hans udseende og frembringelser, er at sætte denne næste over tingene, det er at "elske Gud over alle ting". Og det er denne form for sympati eller stille kærlighed, der udgør dette at dyrke Gud i "ånd og sandhed". Og kun med dette forhold til sin næste vil man opdage, at man i denne og absolut kun i denne kan være stedet for den Almægtiges strålevæld. Og kun dette strålevæld alene kan være "Guds billede". Og kun dette "billede" kan være det sande lys i vore hjerter, funkle og stråle igennem vore øjne, vibrere visdommen ind i vor tale, bringe vort jeg til at forstå, vor ånd til at tilgive og vore hænder til at kærtegne og dermed stadfæste vor ånds højeste natur, den: at være et med Faderen, et med vejen, et med sandheden og et med livet." (Livets Bog, bind 3, stk. 704)
Oversat af Bodil Feilberg.
Foto: Anne Külper
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige